En dårlig bog – Lone Munksgaard Nielsen STREGKODEN
STREGKODEN er så mislykket en bog, at det rejser spørgsmålet, om ikke forfattere og forlag burde overvåges lidt nøjere?
Citat:
Opfindelsen af salven havde ført til et lukket system, hvor næsten ingen energi gik tabt. En krop, der var dækket af salven, fremstillede mad under transpirationen. Små fine krystaller lagde sig som et lag oven på huden, klar til at blive skrællet af og spist. Men salven var selvfølgelig ikke gratis, og de mest tilbagetrukne fattige døde. De koldblodige anskaffede sig et af de specialudviklede spiseværktøjer, der var en mellemting mellem en kniv og en ske. Friske lig og personer, der sov på offentlige områder, var deres madforråd. Det krævede en vis snilde at skrabe krystallaget af en sovende person, uden at vedkommende opdagede det, og hvad ligene angik, rygtedes det hurtigt, at laget på de gamle lig var giftigt. De snedige eksperimenterede med dette. Lig af forskellig alder blev skrællet, og maden foræret væk. Efter et par dødsfald blandt forsøgspersonerne fandt „eksperterne“ på at fryse krystallaget ned. Efter en dag i frosen tilstand var krystallerne uskadelige og nemme at smuldre, og maden kunne sælges i kapsler.
Hvis man vil, kan man kalde STREGKODEN for en dystopi, der behandler vigtige emner som kunstig befrugtning, ældreboom og overvågningssamfund. Bogen følger skabelonen fra andre dystopier ved at tegne et billede af et samfund, der nok ligger lidt ude i fremtiden, men som har skræmmende mange træk til fælles med den verden, vi nu færdes i.
Jeg tror bare bogen er for elendig til, at nogen gider tage den dagsorden op, som den forsøger at sætte. Sproget er tomt og banalt, personerne ligegyldige eller irriterende, tingene udpensles unødvendigt, plottet er forudsigeligt og problemerne løses på pinligt uopfindsomme måder.
Bogen fortælles gennem 111 korte scener, der især er præget af dialog, og det sætter krav til skarpheden. Samtidig forsøger Munksgaard at iblande dystopien nogle lyriske og allegoriske træk (når der fx blandes øjne i cementen), men hendes sprog er bare gumpetungt og sludrende:
– Og sovet? Hvad mener du med sovet? Har de lukket ham inde dér, mens han sov, hvad så når han vågnede? Så kunne han ikke komme ud. De kunne da sige sig selv, at han gerne ville ud igen, når han vågnede. Er du sikker på, at han bare sov, råbte Drengen og slog Sortbørshandleren på armen.
Andre gange er sproget komisk, som når det iklædes science fiction-gevanter, men er uden nogen form for schwung:
– De kommer hver tredje dag for at give mig noget specielt krystallinsk mad.
I det hele taget er det et uoverskueligt problem for forfatteren at få dystopien til at virke. Hun overbevises ikke engang selv af sit fremtidssamfund, og er derfor enten nødt til at lade personerne komme med omstændelige forklaringer på, hvordan tingene hænger sammen, eller indføre kursiverede afsnit, der med kvasividenskabeligt sludder for alvor skubber læseren væk.
Den måde personerne løser problemer på får uvilkårligt tæerne til at krumme sig. Her har de gode befriet en fange:
– Hvordan fik I døren op? spurgte Sortbørshandleren, mens han skævede til Mureren.
– De skændtes om, hvem der skulle slå ham ihjel, og så glemte de at låse efter sig.
Der er børn i 3. klasser, der skriver fristile med bedre plot, mere medrivende karakterer og mere fantasifulde bud på, hvor nutiden fører os hen. De skal bare indsende tingene til Lindhardt og Ringhof, for der udgives tilsyneladende hvad som helst.
Kun én ting gør mig usikker i min hårde dom, nemlig om det måske er en stor parodi? Linjer som disse gør mig alvorligt i tvivl:
– En gruppe af de nye ældre slog sig sammen. De aftalte en speciel måde at holde håndtasken på, så de altid på afstand kunne se, om de nærmede sig nogle af de oprindelige eller nogle af deres egne.
Hemmelige tegn med håndtaskerne…? Skal man grine eller græde? Man skal lade være med at spilde tid på STREGKODEN.
