En drøj flugt – Johannes Anyuru EN STORM KOM FRA PARADISET


Endelig er den prisbelønnede svenske forfatter udkommet på dansk. Og man kan godt forstå hvorfor. For romanen er dygtigt og nydeligt skrevet. Desværre er den lidt for nydelig.

Citat

Det var en af barndommens sidste aftner, og han løb i græsset, klædt i kostskolens shorts og skjorte. Han klatrede op i et træ, han var stærk og smidig, han bevægede sig højere og højere op mellem grenene. Solen var rød, lyset var tæt som sand, der silede ned gennem bladene. (…) Stammen svajede. Han så ned på jorden langt dernede og vidste, at hvis han faldt, ville han dø. Han følte ingen rædsel. Inden i sig havde han en skarp splint, et løfte om at tage af sted.

EN STORM KOM FRA PARADISET starter in media-res. Romanens hovedperson P befinder sig i et forhørslokale i Zambia 1971, hvor de lokale myndigheder tager flere midler i brug for at få sandheden ud af ham.

Kort forinden var P en normal ung mand med en lovende fremtid. Han var netop ved at blive færdig som jagerpilot og skulle til at vende tilbage til Uganda for at blive en del af sit hjemlands militær efter et længere uddannelsesophold i Grækenland. P har drømt om at flyve militærets maskiner, lige siden han var en lille dreng, hvor han dagligt måtte stå igennem de tæsk, hans værge og fordrukne bror gav ham.

Men kort tid inden den sidste eksamen smuldrer den ellers så sikre fremtidsskitse, da Idi Amin kupper magten i Uganda og begynder sin etniske udrensning. Militærmanden P vil ikke deltage i Idi Amins blodige styre og flygter derfor til sin søster i Italien.

Det er hans kærlighed til livet i luften, der har sendt ham tilbage til ’det mørke kontinent’, hvor han har fået muligheden for at blive pilot på en farm, der skal have sprøjtet gift i sine plantager. De zambiske forhørsledere tror dog ikke på, at han frivilligt er vendt tilbage til det krisehærgede kontinent, og med hans militærbaggrund mistænker de ham for at være spion.

Det lykkes P at flygte, og kontinentet viser sig lige præcis fra sine mest mørke sider, mens man følger P rundt i Østafrika. Hans fysiske flugt slutter, da han møder en svensk idealist, som han bliver gift og får børn med.

Historien om P fortælles af det ene af børnene, nemlig forfatteren selv, og EN STORM KOM FRA PARADISET er således Anyurus fortælling om, hvordan hans egen fars fremtid smuldrede og blev erstattet af en livslang flugt, da Idi Amin kom til magten og påbegyndte sin blodige regeringstid. Fortalt ca. 40 år efter at P startede sin flugt og kort efter hans død.

Den virkelighedsnære konvention er brudt af et enormt lyrisk sprogbrug, der efterlader værket som den roman, bogens forside lover at den er. På bogens første side er desuden trykt billeder af en person, som angiveligt forestiller P kort inden Idi Amins kup og P’s flugt fra militærbasen i Grækenland. Selvom hovedpersonens navn aldrig bliver røbet som andet end P, og tredjepersonsfortællingen ikke lægger op til en biografisklæsning, sætter det det litterære begreb dobbeltkontrakt – der dækker over litteratur, der befinder sig på kanten mellem faktion og fiktion – i spil.

Dobbeltkontrakt er et virkemiddel, der måske kunne have givet bogen det skæve og avantgardistiske udtryk, der kunne gøre den nærværende. Men sådan virker det imidlertid ikke. Sammendraget med det overpoetiske sprog, der ville være smukt, hvis ikke det var så tæt på at være for meget, at det flere steder virker påtaget, bliver hele fortællingen en lidt tung fornøjelse.

Det er en skam. For umiddelbart har Johannes Anyuru noget på hjertet. Og han har også evnen til at fortælle det. Han optrådte på årets udgave af Louisiana Literature, hvor han efterlod indtryk af at være en nydelig og dygtig ung mand.

Det er samme indtryk Anyuru efterlader med EN STORM KOM FRA PARADISET. Med lidt for meget tryk på nydelig. Fortællingen kunne godt tåle at være lidt mere fandenivoldsk. Selv om lyrikken er smuk, havde det klædt lige den her roman, hvis den havde været lidt mere klar i spyttet.

Med andre ord sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at jeg har læst en roman, der kunne have været både gribende og smuk, hvis ikke den var så nydelig.

Skrevet af Mona Munck-Lindblom

Mona læser lidt af hvert og meget af det hele, men har et særligt bankende hjerte for litteratur der lader mennesker mødes.

Skriv til Mona

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *