En drøm af en bog – T.S. Høeg EN DRØM AF EN BOG
Forestil dig, at William S. Burroughs har narret Franz Kafka og Sigmund Freud med ind i en derangeret togvogn, hvor førstnævnte generøst deler ud af cannabismættet røg og blå piller, og de to sidstnævnte imod alle odds gladeligt tager imod.
Inden jeg går ombord i den ellers nok så indbydende indmad i T.S. Høegs nye bog, er der to ydre ting, der presser sig på: cover og titel. Der er fire sider på det flotte omslag: forside, bagside + to flapper. På disse fire flader er T.S. Høeg portrætteret hele fem gange poserende i retro-tennis-outfit samt i hvid smoking. Der er mildest talt ikke lagt skjul på, at det her handler om forfatterens storhedsvanvittige JEG. Og så er det ligeud morsomt, at forlaget Borgens i og for sig gotiske navn har fået tildelt kæmpestore, blodige horror-typer.
Den kålhøgne titel EN DRØM AF EN BOG er først og fremmest en autoanmeldelse af bogen; man kunne oversætte titlen til ”en skidegod bog”, hvilket er sandt nok. Dernæst er titlen også en forsmag på bogens konceptuelle udgangspunkt, nemlig små fabulerende tekster i et surrealistisk rum, der mest af alt følger drømmes balstyriske kausalitet.
Der hænger et stærkt fluorescerende skær over EN DRØM AF EN BOG. Bogens korte fortællinger er alle holdt ud fra livet i tredje person nutid med den rastløse karakter Hawk som heroisk udgangspunkt. Plastrede til, som historierne er i ukuelig namedropping (f.eks. Peter Peter, Christopher Walken, Bret Easton Ellis, Carl Lewis og en hel masse svenskere), kickstartes alle historierne resolut med tre punktummer og lille begyndelsesbogstav, som kom de, fortællingerne, fra en anden, større og ukendt sammenhæng.
Fra denne rampe af prikker fyres fortællingerne af sted i et overeksponeret sprog fyldt med engelske gloser (looper, stroller, fest-wastede, shitty, toughe, dope, game) og hjemmelavede adjektivkonstruktioner (velourede, glatglidende, hvidbilet, vildøjede, ugardinerede, bondeangerisk). Det er ”mega giga max, yeah […] noget så centrifugal i låget”, som det selvbevidst hedder et sted.
Som i Kafkas aforismer er det svært for læseren med sikkerhed at orientere sig i fortællingernes knappe, skæbnesvangre rum, der evigt changerende altid er på vej ind i nye rum. Som hos det tydeligste forbillede, Burroughs, er mådehold en by i Rusland. Der er fuld knald og kulør på indholdet, der farer af sted på ethvert tænkeligt overdrev af liret sex og dubiøs kriminalitet.
Alle disse ekstremiteter har spruttende ild i røven og virker hyperladede med floromvundet undertekst. Høeg skriver på en slags freudiansk overkill, vel at mærke på den fede jonglerende måde: lysår fra psykoanalytisk traumefiksering og til gengæld hårsbredder fra superblæret tegneserie.
Tro nu ikke, at EN DRØM AF EN BOG er et selvcentreret formeksperiment. Som bremsespor på asfalten efter en formel-1-racer afsætter bogen bestandigt revsende reprimander rettet mod moralens vogtere ude i virkeligheden. Imens disse dydige lam i alle økologiske, politisk korrekte og nødhjælpsforvaltende varianter fedter med etikken, er Hawk og hans syrede jazz-venner for længst over alle bjerge. Altså: Årets vildeste bog, læs den.
