En duft af provinsen – Helle Helle RØDBY- PUTTGARDEN
Helle Helle cementerer med hendes nye roman sin status som en stilsikker og overlegen prosaist. RØDBY-PUTTGARDEN er en duft, der kan holde i mange år fremover.
– Af og til tænkte jeg på mig selv som en silo i udkanten af en pløjemark. Jeg vidste ikke, hvad der var indeni. Måske var der ingenting.
Sådan beskriver fortælleren Jane sig selv i Helle Heles nye roman RØDBY-PUTTGARDEN, men som man trænger længere og længere ind i karakteren, kan man nu ikke give hende helt ret.
Jane lever ganske vis en noget ørkesløs provinstilværelse i Rødby, med hendes søster og dennes barn, der er et produkt af et løst og nu bortkommet bekendtskab. Søstrene arbejder begge på færgerne, der sejler mellem Rødby og Puttgarden, i parfume-afdelingen, et meget velduftende og eksotisk sted, i sammenligning med deres hverdag, hvor højdepunkterne er krydsogtværs og lunt bagerbrød.
Alligevel dækker denne sparsomt ophidsende hverdag over noget andet og mere. Selv om hovedpersonen Jane tilsyneladende ingen udlængsel har, dækker den manglende fremdrift ikke bare over en provinsiel sløvhed, men snarere over psykologiske angstmekanismer og identitets-forskydninger. Det mere end antydes om Jane, at hun intelligensmæssigt ligger væsentligt over gennemsnittet, og hun har da også forsøgt sig med en videregående uddannelse i Næstved. Men ensomheden der, utrygheden ved at være borte fra det lollandske ophav, bibringer psykologiske ustabiliteter, der kommer til udtryk mere eller mindre konkret. Hun vender derfor hjem, og opgiver helt at bevæge sig uden for ‘Solskinsøen’, som de lokale ynder at kalde Lolland.
Umiddelbart forstår man måske ikke, hvorfor det er så meget mere trygt i Rødby. Folk dør jævnligt omkring dem, enten hænger de sig eller tager gift, og den ene bonderøv afløser den anden inden for kærlighedslivet, uden at tilvejebringe nogen følelsesmæssig konstans. Men måske er denne følelse af tryghed i Rødby snarere forårsaget af egnens manglende introspektion og selvrefleksivitet (således som egnen altså forekommer i romanen – ikke for at udhænge de kære lollikker).
I Rødby og omegn kan Jane slentre afsted med sin udprægede formålsløse gang. Forstået på den måde, at der intet mål er for hendes handlinger, eller nogen særlig retning, men hun bliver ikke konfronteret med tomgangen. Når hun er forelsket i den ene, men går i seng med den anden, bliver der ikke stillet spørgsmål.
Når folk dør, er det heller ikke nogen sensation, – På en uge døde fire, sådan var det hernede, fortæller Jane.
Fortælleren kan med andre ord gå uantastet rundt med hendes psykologiske uafklarede problemer, der igennem romanen viser sig at være mere betydelige end først antaget. Men mere skal ikke afsløres her, andet end romanen har en skøn pointeret slutning, der får det hele til at vende sig 180 grader.
Når Helle Helles stil skal kortlægges, peger mange på de hårdkogte gutter inden for den amerikanske minimalisme, særligt med henblik på Hemingway og Carver. Dette vanedannende selskab, med en syrlig sved i armhulerne og en kold øl i hånden, er da bestemt også værd at opsøge, og det er da også klart, at Helle Helle kigger sig over skulderen i den retning. Hendes stil er enkel, fattig på adjektiver og uden noget billedmættende fyld af nogen art. Handlingens fremdrift og udvikling ligger ikke i højsædet, der søges snarere en negation af disse, som det også er tilfældet hos de to amerikanske herrer. Man støder endog ofte på isbjerge, og det usagte fylder alt i alt mere end det sagte.
Men når det så er sagt, må det da også understreges, at Helle Helle ikke er noget ny, opdateret eller fordansket version af Hemingway, og da slet ikke af Carver.
Helle Helle har sin egen stil, der absolut klæder hende, og det kunne være interessant at se lidt på, hvorledes Helle Helle adskiller sig fra den amerikansk minimalistiske tradition, dvs. hvor det er, hun går hen, når hun bliver sin egen, i stedet for at se på, hvor hun bevæger sig hen som dygtig kopist.
For det første er Helle Helle en kvinde, det regner vi da stærkt med, og selv om det er uhyre upopulært at udtrykke nogen som helst udsagn, der peger på, at der er forskel mellem mænd og kvinder, i særdeleshed nu hvor alle (igen) er blevet feminister, ikke mindst mændene, er der i dette tilfælde en stor forskel på at fremvise en maskulin hemingwaysk minimalisme og en feminin ‘helle-hellesk’.
Helle Helles noveller og romaner befinder sig ofte inden for et kvindeligt univers, og her er RØDBY-PUTTGARDEN ingen undtagelse. Søstrene Jane og Tine taler om mænd, der er ‘vilde med dem’, om øjenskygger, hårlak og parfumer, og synet på parforholdet ses først og fremmest fra kvindens synspunkt. Trods den minimalistiske stil trænger der også flere følelser igennem den nøgterne realisme.
Realismen, som Helle Helle fremdyrker, bliver altså ikke håndkogt i hemingwaysk forstand, selv om den måske nok forbliver nøgtern og usentimental. Og dette er bestemt ikke noget dårligt træk, efter som det åbner op for en dybere interesse og empati for romanens karakterer. Selv om hovedpersonernes psykologi i RØDBY-PUTTGARDEN, Jane og Tines, langt fra udredes og uddybes, nuanceres karaktererne på en på en langt mere medlevende facon, end det eksempelvis ville være tilfældet hos Raymond Carver.
Et andet træk, der adskiller hende afgørende fra den macho-amerikanske minimalisme, er Helle Helles etablering af betydning. Helle Helle tillader sig i langt højere grad, i hvert fald i denne roman, at lade metaforerne faktisk pege på noget, om ikke noget helt bestemt, så i hvert fald noget nogenlunde bestemmeligt.
Vi ser det i RØDBY-PUTTGARDEN ved den måde, hvorpå alle døre og afgange ud af den provinsielle dagligdag syntes at lukke sig for fortælleren. Døren bliver konkret lukket i hovedet på hende, men også byens eneste restaurant har lukket, den dag søstrene bestemmer sig for en middag ud over det sædvanlige. En rejse, til en så udramatisk destination som Nykøbing, afbrydes endvidere, da toget simpelthen går i stå. Denne fastlåsning i provinsen, og den dertilhørende eksistensform, understreges kun af jobbet på færgerne, der altid vender tilbage til det samme, Rødby. Der sker ingen reel udvikling i romanen, det er det samme igen og igen, og der er mange betydningsdannelser, der i romanen netop peger på dette forhold.
Helle Helle har altså sin helt egen stemme i romanen, og RØDBY-PUTTGARDEN må være enhver dansklærers drøm. Der er så mange ting at hive frem (se bare på denne alt for lange anmeldelse), et mylder af fortolkeligheder, og romanen vokser kun ved hver gennemlæsning. Det er ganske enkelt strålende. Der er dømt klasse af rang og højt humør fra færgemanden. Tilbage er der kun at sige: God overfart!
