En egnshistorie i gonzostil – Gerd Laugesen HJEMSTED
HJEMSTED er en morsom, elegant og stemningsfuld egnshistorie. Et vellykket resultat af forfatterens sammenblanding af klassisk gonzojournalistik med et lidt utraditionelt, etnografisk feltstudie i Sønderjylland.
Citat
Radio Mojn spiller i radioen, da jeg kører over dæmningen ved Rømø. Det var herude et sted, at Vesterhavets Skræk sejlede omkring i 60’ erne … GPS’en viser mig mod Juvrevej, hvor Niels Manø bor … Manø er ansat som forvalter af den gamle Kommandørgård, hvor der i sin tid boede en af de kaptajner, som tog til Grønland for at fange hvaler. Det gjorde man på øerne: Rømø, Føhr, Amrum og Sils – de frisiske øer – det var i 1700-tallet … Manø ved ikke, hvorfor det netop var fra Rømø, de drog på hvalfangst, og hvorfor Fanø ikke var med. Fanø har altid været hjemsted for handelsflåden. Manø hedder ikke sådan, fordi han kommer fra øen Mandø, det ville ellers være naturligt, for mange mennesker har taget deres fødested med sig som navn, når de flyttede videre til nye egne … Manø ligner en viking, han er en svær mand i klapbukser, hvor selerne er røget ned. Han har store hænder og stribede sokker, han har langt rødt skæg og karseklippet, stift rødt hår. Rundt om halsen bærer han sin vielsesring, der er lavet af kaskelothval. Han har selv lavet den, og den er for stor til at have på fingeren.
Vi befinder os i et grænseland på alle tænkelige måder. Rent geografisk på grænsen mellem Sønderjylland og Nordtyskland, Vestjylland og Midtjylland. Historisk set på grænsen mellem nutid og fortid. Fysisk på grænsen mellem land og vand. Vadehavet er ikke blot en kulisse, det er en naturkraft, der er tilstede, som havet kun kan være det, for dem, der bor i et grænseland. I HJEMSTED er grænsen mellem land og vand i det lunefulde Vadehav – som alle andre grænser i Gerd Laugesens roman – evigt flydende. Endelig er grænselandet også stilistisk. Gerd Laugesen befinder sig i en hybrid mellem journalistik og fiktion, en sammenfletning af historiske- og geografiske data og personlige iagttagelser og oplevelser.
Gerd Laugesen er sjov. Det er det første, man opdager, når man går i gang med læsningen. Hun er en dygtig historiefortæller med særligt øje for det skæve og det pudsige. Det er både spændende og humoristisk, når Laugesen beretter om den store, rødhårede fisker, der hedder Manø og bor på Rømø, om storke-vennerne i Ribe, der forsøger at få storken tilbage til byen, om kræmmermarkedet i Brørup, hvor man kan købe en hest for en 50´er. Og sidst, men ikke mindst, om Vadehavets Skræk, den berygtede sømand, der jagtede rejefiskere i Lister Dyb i 60´erne.
Det mest vellykkede ved romanen er de mange fine og sjove personskildringer. Man får det indtryk, at det er menneskerne på egnen, der har forfatterens hovedinteresse. Historien, naturen og alt det andet fungerer primært som kulisse for mødet med lokalbefolkningen. Romanen rummer utallige brudstykker af livshistorier og flygtige møder med forskellige personligheder, og det er spændende, som regel. Nogle gange kan man godt få lidt for meget af alle de mennesker, især når det drejer sig om korte møder med tilfældige teenagere i toget eller med gamle damer i genbrugsbutikker. Det er ikke alle de personer, som Laugesen møder, der har lige meget at fortælle.
Jeg ved ikke, om det er udtryk for nationalisme, at der er udkommet så mange egnshistorier i Danmark de sidste par år. Hans Edvard Nørregård Nielsens mammutværk LIMFJORDEN og den lidt mere beskedne DE FORSVUNDNE – HEDENS SIDSTE FORTÆLLERE af Palle Ove Christiansen er blot to af de utallige eksempler. Hvad så end det udtrykker er HJEMSTED, HISTORIER FRA VADEHAVET en underholdende og spændende fortælling med en kærkommen kækhed, som virker enormt forfriskende. Måske fordi det er så sjældent, at man møder netop dét hos de danske, kvindelige forfattere.
