En familie red forbi – Eugen Ruge I TIDER MED AFTAGENDE LYS
Usentimental slægtsroman om DDR har lært af historien og bliver nede på jorden.
Citat
Rent faktisk havde Charlotte og Wilhelm overtaget alting sammen med huset (nærmere bestemt: alt det der var tilbage efter at en gruppe sovjetiske officerer havde holdt til her i en periode). Kun bestikket med de bittesmå hagekors, der var indgraveret bag initialerne, havde de sorteret fra således at gæsterne her sad og spiste lagkage af nazitallerkener – med bestik fra det kommunistiske produktionsapparat.
I 2012 blev Eugen Ruge tildelt Deutscher Buchpreis for sin roman I TIDER MED AFTAGENDE LYS, som nu foreligger i dansk oversættelse på forlaget Batzer og Co. Det er en slægtsroman, der følger den russisk-østtyske Umnitzer-familie og dens historie fra 50´erne og helt frem til årtusindskiftet.
Følelsen af tab og forfald, der smyger sig om hver generation i familien, antydes allerede i første kapitel år 2001, hvor Kurt Umnitzer, berømt DDR-historiker, får besøg af sin kræftsyge søn Alexander. Den aldrende Kurt kan næsten ingenting selv og må mades af en søn, der foragter både hans professionelle virke og hans mangelfulde indsats på faderfronten. Alexander er selv flygtet til Vesten kort før murens fald, og vi følger hans rodløse rejse videre til Mexico efter en kræftdiagnose. Her levede hans partitro bedsteforældre, Wilhelm og Charlotte, i eksil i 50´erne inden deres rejse tilbage til genopbygningen af den politiske utopi i den demokratiske republik.
Romanen spoler frem og tilbage i tid med særligt fokus på patriarken Wilhelms runde fødselsdag den 1. oktober 1989 og den ensomme og syge Alexanders tid i Mexico. De mange historiske omvæltninger i DDR, Vesten og Sovjet fra 50´erne og et halv århundrede frem anes kun i baggrunden, som noget der allerede er sket.
I Ruges særdeles underspillede dramaturgi bliver historien en slags bagtæppe, hvis begivenheder og konsekvenser kun skimtes i sprækker i de forskellige karakterer. Flankeret af en afmålt humor til at understrege den socialistiske utopis endeligt, som når familiens patriark Wilhelm modtager endnu en politisk hædersmedalje med en bemærkning om, at han allerede har æsken fuld af blik.
På samme måde skildres de personlige relationer og politiske overbevisninger i Umnitzer-familien heller ikke dramatisk, men snarere som mennesker og ideer, hvis kerne langsomt går i opløsning.
I de tyske medier har Ruge betegnet sit værk som ‘ein Wenderoman ohne Wende’, og det er ramt lige på kornet. Det tyske ord ‘Wende’ henviser både til tiden omkring murens fald i 1989, men også mere generelt til noget, der er et vendepunkt. Og hele perioden i oktober og november ´89 med al dens glæde og enorme omvæltninger er helt fraværende i TIDER MED AFTAGENDE LYS. Umnitzer-slægten går heller ikke ned med et brag, men falmer med tiden, som romanens titel også antyder.
Ruges værk er ekstremt realistisk, og den stil skal man elske for at tage bogen til sig. Utopien og slægtens opløsning bliver hverken talt op eller ned. Alt er næsten über-sandsynligt, og det er både dens styrke og svaghed. Styrke, fordi sådan var livet i DDR. Svaghed, fordi romanen bliver en slags litterær dokumentation, der ikke vil mere end det.
I TIDER MED AFTAGENDE LYS er et gennemført og tiltrængt værk om mennesker og drømme i et land, der er væk, men hvis historie stadig lever.
Hej Mille
Jeg er stort set enig med dig i din positive anmeldelse af Ruges “I tider med aftagende lys.” Kun vil jeg gerne kaste selv de sidste små forbehold overbord:
Du skriver om Ruges realisme, at dét, at “utopiens og slægtens opløsning [hverken] bliver talt op eller ned”, både er en styrke og en svaghed. En svaghed, fordi romanen derved stiller sig tilfreds med at være “litterær dokumentation” uden at “ville mere.” Du kan have ret i, at Ruge ikke eksplicit “taler utopien ned”, men det er jo heller ikke nødvendigt på denne side af murens fald – den er allerede talt så langt ned, det er muligt – og i den sammenhæng ser jeg det som romanens helt store styrke, at Ruge er solidarisk med sine personer og deres forskellige, forslåede drømme.
Og dermed se jeg det egentlig også som en styrke, at Ruge har undgået fristelsen til at “ville mere” (idet jeg i øvrigt ikke er helt sikker på, hvad dette mere skulle være?), fordi det øger romanens troværdighed som netop vigtig litterær dokumentation.
Jeg har skrevet lidt mere om bogen på min bogblog K’s bognoter.
Hej K´s Bognoter!
Jeg er enig med dig i dine observationer. Når jeg siger “at ville mere”, så skyldes det, at jeg generelt ikke synes om realisme, som
kan være mange forskellige ting, men i det her tilfælde bliver en form for litterær dokumentation. Man kan indvende, at det ikke er bogens skyld, og at jeg skal anmelde den på dens egne præmisser. Dog synes jeg godt, en anmelder må være personlig, og derfor er det min personlige anke mod bogen. Hvis jeg skal give et eksempel på, hvad jeg savner, så er det sekvenser ligesom den ude i skoven, hvor Kurt opdager et elskende par inde i en Trabant. Det er originalt. Som Jennifer Egan (Visit from the Goon Squad) engang har sagt, så leder hun efter dét sted, hvor det plausible og det mærkværdige/skøre mødes. Og jeg savner den form for kreativitet og originalitet hos Ruge inden for en realistisk ramme. Realisme som mere eller mindre ren dokumention er kedelig, synes jeg. Alt det havde jeg dog ikke plads til i anmeldelsen. Så det er fint, at vi kan tage den her.