En forgiftet omgang – Johannes Møllehave SOKRATES FRA ATHEN
Børnebogen lugter af hurtige penge i kassen. Forfatterens navn står stort og tydeligt på bogens omslag, sikkert for at signalere kvalitet og godt indhold – men fiaskoen er ikke til at komme udenom. Bogen er hverken godt fortalt, spændende eller troværdig.
Hvem er denne bog skrevet til? Alt efter bogens omslag og sprog at dømme er det en børnebog, der indeholder en enkel fremstilling af den store græske filosof Sokrates og hans filosofiske lære om samtalekunst.
Bogens store problem, er dog desværre altoverskyggende: Forfatteren taler via sin fortællestil ned til børnene, og historierne bliver derfor kedelige at læse/høre. På samme tid formulerer Møllehave Sokrates’ budskab unødvendigt indviklet:
– Sokrates vidste, at de, der troede de vidste noget, ikke vidste så meget, som de troede de vidste.
Denne sætning gentages bogen igennem, men bliver mere til et ‘vrøvlevers’ end et klart budskab, der viser, at Sokrates gik imod sofisterne, fordi de synes, de var så kloge og ville overtale folk i stedet for at samtale med dem.
Møllehave er ofte god mundtligt, da han evner at prædike i kirken samt genfortælle bl.a. ‘Brødrene Karamasov’ af Dostojevski, så man tryllebindes. Men han når ikke børnene i SOKRATES FRA ATHEN, idet Sokrates aldrig bliver levende og fængende introduceret.
Jeg fristes til at spørge Møllehave: Bryder du dig overhovedet om Sokrates og hans lære?
Sokrates bliver reduceret til en grim, provokerende og selviscenesættende person – og eksemplerne på Sokrates’ samtaler gengiver Møllehave uden gnist. Er det den rette måde at iklæde en gammel klassisk filosofisk lære på?
Sokrates bliver af blandt andre sofisterne dømt til at drikke en dødelig gift, skarntydens rod. Møllehave romantiserer over Sokrates måde at dø på og man får intet indblik i hvilken pinefuld død han i realiteten må have lidt.
Forgiftningssymptomerne ved indtagelse af skarntyden er forfærdelige og indebærer opkastning, brænden og kradsen i mund og hals og lammelse af tungen m.m. – så hele den selvfede og overlegne dødsscene i SOKRATES FRA ATHEN virker utroværdig og misforstået romantiseret – også selvom det er fortalt for børn.
Illustrationerne af Claus Seidel er smukke og farvestrålende, selv om de meget sensuelle af slagsen vist ikke hører hjemme i en børnebog.
Men den endelige dom er ikke at komme udenom:
SOKRATES FRA ATHEN forfladiger den klassiske filosofiske lære og det kan vel næppe have været Møllehaves intention.
