En fuldstændig balstyrisk roman! – Daniel Sjölin VERDENS SIDSTE ROMAN
Den svenske forfatter Daniel Sjölin er ikke til at tøjle på ti tønder land, når han i Speedy Gonzales-tempo henretter den traditionelle, realistiske roman.
Citat
Jeg kan ikke udstå forfattere, der blot implementerer lidt ”uhåndgribelighed” i deres romaner for at give dem et skær af litteraritet. De sammenstiller forskellige scener og udsagn for ligesom at skabe en ”resonansbund”. Alle de der skide romaner, hvor der skal være en eller anden allegorisk dimension – gerne i form af et videnskabeligt projekt, der foregår samtidig med, at hovedpersonerne rumsterer, eksempelvis en ballonkonstruktion, et tunnelbyggeri, en arkæologisk opdagelse eller en mystisk korttegner på en eller anden klinik i en eller anden ukendt del af byen eller historien. Halløjsa! siger kritikerne og synes det er begavet. Men man kan bruge hvad fanden som helst. Hypnotisører, cirkusklovne, støvsugermundstykker eller andet. Blot forfatteren holder sin kæft om forbindelsen mellem ballonprojektet og for eksempel det havarerede ægteskab eller nationens spæde tilblivelse. Så bliver det godt, mener man.
Jeg var en anelse skeptisk, inden jeg begyndte læsningen af Daniel Sjölins VERDENS SIDSTE ROMAN. Jeg mener: Hvor prætentiøs kan en titel egentlig blive? Men allerede romanens første linjer tager fusen på mig og underminerer mine læserforventninger om et småstudentikost og skabagtigt stileksperiment. Som om Sjölin havde gættet mine tanker, indleder han nemlig sin roman på verdens mest uprætentiøse måde:
– Altså, kom nu. Prøv i det mindste at læse indledningen. Den er letfordøjelig og utrolig åbenhjertig. Måske er den også vildt, vildt vigtig.
Den nærmest naive, lidt infantile tone som slås an på første side, må dog snart vige pladsen for en ustyrlig ordekvilibrisme. Hvad sprogkunst angår er VERDENS SIDSTE ROMAN virkelig mageløs. Sjölin må have et personligt vokabularium på mindst en fantasillion, og så har man slet ikke medregnet de mange neologismer – især adjektiviske (blodbrun fx), som vælter ud romanen igennem. Man må virkelig tage hatten af for oversætteren, Ellen Boen, som har løst en meget svær opgave til ug med kryds og slange.
Handlingsreferatet er noget af en træls opgave i en roman, som har som sit erklærede mål at afsløre den realistiske roman som et stort illusionsnummer. For i sin egenskab af ’anti-traditionel-roman’ er VERDENS SIDSTE ROMAN også et opgør med et sandsynligt og troværdigt handlingsforløb. Hovedpersonen hedder Daniel Sjölin og er forfatter og studievært på et litterært tv-program, ligesom virkelighedens Daniel Sjölin er det (Babel hedder programmet). Der er altså tale om en slags autofiktion (med en sandhedsprocent på 1,5 som Sjölin har sagt i et interview!).
De to vigtigste bipersoner er fortællerens alzheimerramte mor og vennen CJ med ”Dressmann-fjæset”. Moren, hvis sprog er i opløsning, bidrager paradoksalt nok gang på gang med stor poesi i bedste dadaisme-stil. Men altså, der er voldtægter, incest, alkoholmisbrug, store bekymringer om miljø og kræft, en baby som dør af tørst, et selvironisk pisstake på det litterære miljø og en svensk skov som overhældes med kalk fra flyvemaskiner i et af litteraturens mest udknaldede, apokalyptiske klimakser.
Løgn og latin fra ende til anden, men man kan ikke påstå, at der ikke foregår noget i VERDENS SIDSTE ROMAN. Efter endt læsning er det, som om man er blevet ramt af en mental torpedo, der har pirret en trillion tanker. VERDENS SIDSTE ROMAN er et spillevende, gakket sprogligt kraftværk og derfor paradoksalt nok en livgivende adrenalinindsprøjtning til romangenren.
