En gammel fortælling i nye klæder – Katrine Marie Guldager LILLE HJERTE
LILLE HJERTE er egentlig en noget uoriginal fortælling, men et spændende persongalleri giver den tilstrækkelig særpræg til at gøre den værd at læse.
Citat
For foran ham stod hverken frk. Lys eller frk. Mørk, men en besynderlig mellemting, en ubestemmelig blanding
(…)
Langsomt var de blevet til én person igen, de havde knap nok vidst, hvornår det var sket, blot konstateret det i spejlet. Hele dagen havde de prøvet at vænne sig til deres nye eksistensform, deres nye tilstand, men det var ikke let, det var ikke let at gå fra at være to til kun at være én (…)
– Historien begynder med en lyd, med vinden, der rusker i æbletræerne uden for vinduerne. (…) Historien er faktisk allerede begyndt.
Således starter LILLE HJERTE. Guldagers selvstændige fortsættelse til ULVEN – som altså allerede er begyndt, når den starter. Denne gang møder vi den lille køgensiske familie i 1956. Familien står overfor splittelse. En uhørt splittelse. For hvordan kan Lilly vælge ikke kun at forlade Peter, men også sine to store børn (kun Lille-Ib kommer med), for at leve sine kunstnerdrømme ud i København? Hvilken mor gør det?
Det spørgsmål stilles mere end én gang i løbet af fortællingen. Når den tidligere husmor får samvittighedsnag, fortæller hun sig selv, at hendes mor havde ret, da hun en gang sagde, at Lilly ville blive en foregangskvinde.
På sin vis er Lilly foregangskvinde for de kvinder, Guldager skrev om i novellesamling NU ER VI SÅ HER. I denne møder vi mødre, der i 68’ernes skilsmissebevægelse stikker af til den modsatte side af jorden i selvrealiseringens tjeneste. Den gang havde Guldager en løftet pegefinger. Nu har hun (heldigvis) ladet etos udeblive. I stedet beskriver hun nøgternt de følelser, der følger bruddets svære valg. Selvom både Lilly og Peter sårer og bliver såret, er de hverken syndere eller stakler. De er blot mennesker i deres følelsers vold.
Historien er hverken særlig opfindsom eller spændende. Men heldigvis er forfatterinden ikke uden talent og hun gør den drøje historie levende ved at lade de svære valg forvandle sig til kløfter ’af den slags der adskiller klippemassiver’.
Heller ikke det store persongalleri er uinteressant. Lille-Ib, der i kraft af (formentlig) at være født ’skøgeunge’, er mere en ikke-eksistens end et familiemedlem. På trods af det er han den mest normale af bogens mange figurer. Tag nu bare storebror Henry, der ufrivilligt lader krigen fra ULVEN fortsætte på sit værelse, så han dårligt kan sove for larm fra verdenskrigenes artilleri. For ikke at tale om storesøster Leonoras lærerinde Frk. Eigaard, der i bitterhed over aldrig at have fået en familie er blevet besat af tanken om at finde den engel, hun mener engang at have set. I sin søgen bemærker hun, at hele Køgeby er ved at falde fra hinanden: ’den var begyndt at slå revner’. Personernes særegenhed symboliserer de følelsesmæssige reaktioner på den forandring, som familielivets opbrud medfører. Det er her bogens kvalitet hviler.
Som eksempel og foregangsmand for de familieformer, vi har i dag, er Lille-Ib den eneste, der ugeneret kan springe over de kløfter, opbruddet skaber, og uanfægtet kan rette sig op på den anden side. Resten er rædselsslagne for det faktum, at både verden (med verdenskrigene i baghovedet) og familien kan ’udslette sig selv på en eftermiddag’. Der opstår en ulige kamp mellem lyset og mørket, der lader et gråt skær skinne over situationen (se citat).
Med LILLE HJERTE har Guldager skrevet en fortælling om kærlighed og brud, som vi alle har hørt før. Dog skal hun have applaus for sin nuancerede belysning af forandringernes mange sider og særligt sin originale måde at skildre dem på.
