En gammel sang om kærlighed – Karen Duve INGEN SANG OM KÆRLIGHED
Læs denne smukke popsang, der er skrevet på en tragikomisk melodi og med et omkvæd, hvor mad rimer på glad, og hvor sangerinden bliver federe for hver strofe, hun synger.
Citat
Jeg ville gerne have været blind. Så havde jeg endelig fået en hund. En førerhund. Det ville heller ikke være dårligt at være lam, så kunne jeg blive ved med at læse. Min far ville sikkert have givet mig en hund alligevel. Når man var så syg, fik man alle sine ønsker opfyldt. I det hele taget ville en stor synlig lidelse have gjort alting meget lettere. Som blind eller lam ville jeg selvfølgelig være fritaget for gymnastik, men jeg ville ikke have udnyttet dette privilegium. Jeg ville have insisteret på at blive ved med at være med. Som blind ville jeg tumle omkring i høvdingebold, og ingen ville turde skyde på mig. Men jeg ville orientere mig efter lyden af den flyvende bold, ville kaste mig ind i dens bane og til alles overraskelse gribe den.
Den tyske roman INGEN SANG OM KÆRLIGHED er fra 2002, og er først nu oversat til dansk og udgivet af Gyldendal. Men bedre sent end aldrig.
INGEN SANG OM KÆRLIGHED er én stor besyngelse af kærligheden, men desværre den kærlighed, som er svær at få. Det er ønsket om kærlighed fra forældrene, fra drengene i klassen og særligt er det ønsket om den kærlighed, som hovedpersonen ikke kan give sig selv.
Den 30-årige Anne Strelau køber en dag, efter en pludselig indskydelse, en flybillet til London, hvor hendes store kærlighed Peter Hemstedt bor. Mens denne handling, rejsen til London, udspiller sig i nutiden, fortæller hun i flashbacks om sin barndom og ungdom i Tyskland. Hun fortæller historier, som de fleste piger, der er kommet levende ud af puberteten, kan forholde sig til. Det er særligt historierne om drenge, om spiseproblemer, tanker om selvmord og om forholdet til familien, som hun kredser om.
Karen Duve har formået at tegne hovedpersonen og fortælleren Anne Strelau så godt, at man glemmer, at dette er fiktion. Jeg blev så opslugt og berørt af denne roman, at jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Muligvis blev jeg så opslugt, fordi den ikke kun handler om Anne Strelau, men den handler (suk) også om mig selv. Og den handler (suk på deres vegne) også om flere af mine veninder. Derfor oplevede jeg ikke, at denne roman pegede på et fiktionslag, men på en virkelighed, som var skrevet til og om mig (suk).
Det er velkendte temaer, Karen Duve berører, men hun gør det i en så respektfuld og ærlig tone, at denne roman bliver noget helt særlig. Forfatteren behandler sin fortæller med stor respekt, og trods de mange pinlige situationer, som forfatteren udsætter sin hovedperson for, trods de mange kilo hun tager på og trods de mange nederlag, som hun bliver udsat for, så bliver det hele skildret med kærlighed og dyb indfølelse.
