En god varm hundevest – Lone Hørslev LIGE MIG


Tror man, at lyrik er defineret ved en abstrakt henvendelsessituation rettet fra et såkaldt jeg mod et såkaldt du, så er der meget at lære af Lone Hørslevs nye bog. Den griber det lyrisk set helt basale, henvendelsen, an på en påtagelig og lærerig måde.

Digt

Jeg drømte/ om mine børn, de var/ HELE DANMARKS DARLINGS/ fordi jeg var gift med kronprins Fredrik. Det er LIGE MIG/ at have sex med de kendte/ i drømme/ fylder begæret altid/ det meste af sovehjernens storskærm/ ud, et kongeslot af sære fantasier. Jeg sidder og piller/ neglelak af, min neglelak i stykker, kære drømmetyder, kender De det;/ denne følelse/ i maven/ fordi man kommer i tanke om/ at små og smukke ting/ også kan dræbe: fjer og vanddråber og ind imellem ORD, uha -/ Hvad vejer mest: et ton vand eller et ton fjer en løgn/ kan være tung som en fuldvoksen struds (pille pille)/ og samtidig ligne/ et lillebitte dun fra dens hals.

Lone Hørslevs forrige bog, romanen FJERNE GALAKSER ER KEDELIGE (2005), var vildt privat, vildt kontant og frem for alt prosaisk. Den karakteristik passer for så vel også på Hørslevs nye bog, med det lille men, at der står ”digte” uden på LIGE MIG. De lyriske kvaliteter er i orden i den nye bog, men man må samtidig konstatere, at de enkelte digte forholder sig indbyrdes til hinanden (det er det, man under kategorien prosa kalder handling), samt at tonen er snakkende og fortællende (det er det, man kalder prosa).

I prosaformen havde, hvad jeg kalder, den Hørslevske metafor ikke så godt albuerum som i den nye bogs hidsigt brudte liniestruktur. I LIGE MIG er den Hørslevske metafor for alvor kantet, frisk og sjov og formår at få en udtrådt betydning til at vibrere på ny. Et andet hørslevsk skillepunkt mellem prosa og lyrik er forfatterens (over?)følsomhed for sproglige mikronuanceringer. Eksempelvis dyrker Hørslev enjambementet i LIGE MIG og formår – konstruktivt synes jeg – at udvide og relativere en bestemt betydning og simpelthen fortætte udtrykket. Disse små steptrin, der forvirrer læseren så lykkeligt, er strøet udover hele bogen med sikker hånd:

– Jeg har barberet ben
for første gang i mit liv
overvejer jeg at synge karaoke

Udover disse lyriske aftryk, er henvendelsessituationen åbnet op i LIGE MIG i forhold til FJERNE GALAKSER ER KEDELIGE, hvor henvendelsen var fastlåst om en navngivet Lone, der dikterede handling og overvejelser. Igennem den nye bogs seks sekvenser plus en løsgænger afløser nattens speedede drømme kulørte anekdoter, som igen afløses af private/biografiske (og dermed hunkønsrelaterede) bekendelser. Hørslev skifter ikke blot mellem forskellige udsigende jeg-varianter, men også mellem forskellige modtagende du-typer. I den første tekst taler et jeg således til en lille sød hund:

– Ønsker du dig en
god varm hundevest så
strikker jeg dig simpelthen sådan en.

Senere – i fjerde tekstsekvens – bliver vovse til køter, ikke mindst i de fem tegninger af Martin de Thura, der afslutter sekvensen. Aner man en Peter Laugesen-identifikation?

Første og bedste sekvens fremstiller et resolut kønnet jeg og et tilsvarende modkønnet du, mens anden sekvens helt omvendt fokuserer i behørig tredje persons sikkerhedsafstand. Hensat til New York vender et kønnet jeg tilbage i femte sekvens og henvender sig til et svigefuldt du. Det er ligeledes her i femte afsnit, at forholdet mellem jeg og du bliver flydende, og noget begynder at dæmre:

– Jeg tror du forstår mig, når jeg siger, jeg er nødt
til at nærme mig dig, som jeg nærmer mig mig

Glidningen fra ”mig dig” til ”mig mig” fører fint over i sjette og sidste sekvens, der i et strømmende toneleje forsøger at afslutte det selvportræt af det talende jeg, som LIGE MIG vel er. Dette jeg er kun tilstede i kraft af et lyttende du, og derfor antyder Hørslev en gennemtrængning af skillelinien mellem du og jeg.

Det lyder måske alt sammen teknisk og konstrueret, men intet kunne være mere forkert at sige om LIGE MIG. Bogen er først og fremmest ligefrem, blabrende og uprætentiøs, hvilket er en stor imødekommende henvendelse til læseren – og til at læse. Hvis det ikke var for oplagt, havde jeg nok sluttet af med et og andet om, at LIGE MIG er lige mig…

___________________________________________________________________

Bonus: Hør Lone Hørslevs samarbejde med musiker Mads Mouritz her, og læs littteraturnu’s anmeldelse af deres fælles plade SÅ ER DET SAGT her.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *