En grinebidsk nordmand – Erlend Loe KVINDEN FLYTTER IND


Efter succesen med DOPPLER og VOLVO LASTVAGNAR har Gyldendal udgivet Erlend Loes debutroman fra 1993. Det er en god ide, for dens første tredjedel er noget af det sjoveste, jeg nogensinde har læst.

Citat

I en hel uge blev jeg forfulgt af en ældre mand med stor mave og udstående navle. I brusebadet, i saunaen, i omklædningsrummet, under hårtørreren, han fulgte efter mig overalt. Det var ret påfaldende. En gang mødtes vores blikke, i saunaen. Jeg var færdig med min bog og så op. Vores øjne mødtes gennem dampen, og det var slet ikke sådan et blik, som jeg havde forventet. Stille, fordringsløst, næsten fortabt. Jeg gik ud under bruseren. Han indhentede mig, mens jeg bandt mine snørebånd. Vi bandt begge to, i stilhed. Endelig sagde han noget, sagde at jeg burde købe et par svømmebriller, og han remsede hurtigt flere forskellige mærker op. Det var afgjort noget, jeg skulle tænke over, så slap jeg for at få så røde øjne.

KVINDEN FLYTTER IND er inddelt i tre hoveddele af hver 100 små kapitler. Første del beskriver jeget og Mariannes etablering som par, i anden del tager de på en rejse og i tredje del er de hjemme igen – men ikke alt er som før. Det hele starter med, at Marianne pludselig flytter ind ’med tolv mellemstore papkasser og en cremefarvet kommode’. Kommoden bliver jeget aldrig begejstret for; til gengæld beslutter han sig for at blive hovedkulds forelsket i Marianne: ’Ja, jeg ville begynde på det allerede dagen efter’.

Som man nok kan fornemme, er der noget naivt, ureflekteret og nærmest barnligt uberørt over jeget i KVINDEN FLYTTER IND. Man ser verden gennem hans forbløffede øjne, hvor den da også tager sig ganske underlig ud. Fx når han er i svømmehallen (se grå citatbox til højre). Naiviteten, som Loes sprog allerede nærer sig ved her i debutromanen, udvikler og finpudser han senere i de ligeledes meget, meget sjove hovedværker DOPPLER (2004) og VOLVO LASTVAGNAR (2005).

Hos Loe er folk gennemført latterlige på en rørende måde. Fx Mariannes gakkede veninde Nidar-Bergene, som forærer jeget en sten, der ’er utrolig anvendelig. Man kunne faktisk bruge den til næsten alt’. Eller Glenn med den store mave og stritnavlen, eller den curlingspillende lods Halfred …

Loe er en mester i at fange de lidt enfoldige hverdagstalemåder, som alle vist kender. Han skriver i små lakoniske hovedsætninger, der giver teksten præg af overflade og udelukker den store refleksion. I KRITIK nummer 185 har Kjell Ivar Skjerdingstad skrevet, at Loes bøger ’eksponerer en ludisk – dvs. legende og spøgefuld – modernisme, hvor subjektet hengiver sig til formernes forførende spil i overfladen’. Og det har han fuldstændig ret i! Desuden indføres parenteser, der understreger komikken ved brug af dækket direkte tale, som når Ruth efter sin tredje portion suppe ’følte sig stadig yngre (ja, det var hun simpelthen nødt til at sige)’.

Romanen foregår blandt new age-agtige folk, der elsker at sludre pseudo-filosofisk om de mest banale ting. De bærer alle på særheder, der nok er lettere skøre, men også uspektakulære, så det hele forbliver temmelig realistisk. I bogens første del fungerer det upåklageligt – man griner højlydt mindst på hver anden side! – men desværre taber bogen pusten i de to sidste dele, hvor en noget anstrengt alvor trænger sig ærgerligt på.

DOPPLER og VOLVO LASTVAGNAR er bedre bøger end KVINDEN FLYTTER IND, som ikke desto mindre er stærkt anbefalelsesværdig som en lille og let, men ualmindelig morsom roman. Her har jeget talt i telefon: ’Gennem telefonen kunne jeg høre, at han var en lille senet satan med overskæg, og at han abonnerede på National Geographic’. Læs den for Loes lattervækkende, norske naiv-humorisme.

Skrevet af Martin Baake-Hansen

Martin skriver ph.d. om nostalgi i romaner af Joseph Roth, Sándor Márai, Imre Kertész og Herta Müller. Anmelder desuden ved tidsskriftet Standart.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *