En harmløs, lækker lille sag – Jens Christian Grøndahl RØDE HÆNDER
Grøndahl afsøger på behændig afstand, men med rutineret håndværk terrorismens psykologi og eksistentielle vilkår.
Citat
I dag er de gamle nazister døde, og i erindringen reduceres de til dukkestørrelse, så de passer ind i den model af verden, der gør det ud for en forklaring. Versaillesfredens ydmygelse, tyvernes kaos, den historiske antisemitisme, den tyske romantiks blod og jord. Man synes, man forstår, hvorimod Gudrun Ensslin, Andreas Baader og Ulrike Meinhof fortsat er uforståelige. Har de ikke været døde længe nok?
RØDE HÆNDER en lille, let sag på lige under 180 sider, med stor skrifttype, dobbelt linieafstand og masser af margin. Alligevel tog det mig alt for lang tid at komme igennem romanen. Det er ikke fordi RØDE HÆNDER er tung eller tør, hverken i formel eller indholdsmæssig forstand, men fordi jeg havde på fornemmelsen, at Grøndahl havde kastet sig ud i et tematisk felt, der ikke var hans.
Romanens første fokus og bedste skildring ligger i forholdet mellem den diskrete fortæller og den hemmelighedsfulde kvinde, Sonja. Deres første møde sker tilfældigt på Hovedbanegården, hvor fortælleren arbejder i en værelsesanvisning. Fortælleren forelsker sig, men Sonja forsvinder imidlertid ligeså hurtigt ud af fortællerens liv, som hun kom ind i det. Dog ikke i mental forstand.
Da de mange år senere støder ind i hinanden, blusser den gamle kemi op. De mødes og forsøger at indhente den tabte tid og dermed bliver Sonjas liv romanens nye fokus. Her får vi indblik i den unge kvindes kedsomhed og eksistentielle frustrationer, hvilket fører til en fascination af det radikale politiske miljø i studenteroprørets Tyskland.
Grøndahls tematiske hjemmebane ligger i fortællingen af det helt almindelige livs problemer og lidenskaber – at beskrive skæbner og begivenheder, som på én gang ikke adskiller sig fra de fleste læseres, men som alligevel er interessante nok til at fascinere og charmere. I store dele af RØDE HÆNDER bevæger Grøndahl sig på hjemmebane, og læseren er i gode, kyndige fortællemæssige hænder. Men Sonjas flirt med det radikale miljø og hendes pseudoengagerede refleksioner over politisk aktivisme forbliver et påklistret motiv, der ikke overbeviser.
