En heldig ræv – Isabel Allende ZORRO. EN LEGENDE FØDES
ZORRO er et kappe- og kårdeeventyr, men også en kærlighedsroman, der driver af blod, sved, tårer og tillægsord. Allende indfanger en verden, hvor det onde er rigtig ondt, og det gode er rigtig godt. ZORRO er af sidstnævnte kaliber.
Der er ikke meget ære og heltemod over den historie, der omgiver ZORROs små 400 sider. Bogen er et bestillingsarbejde, som Isabel Allende er blevet sat på af Zorro Productions Inc., der er rettighedshaverne til vores helt.
Den oprindelige ophavsmand var Johnston McCulley, der i 1919 lod myten om den maskerede sortklædte mand se dagens lys. I dag lugter Diego de la Vega og hans skjulte og snu dobbeltidentitet Zorro, der i rævens navn kæmper for retfærdighed, kommercielt og af kapital.
For at gøre ondt værre, bliver den chilenske forfatterinde, på romanens forreste bogflap, præsenteret som H.C. Andersen ambassadør. En information der i sig selv er nok til at give læseren dårlig smag i munden. Den eneste umiddelbare sammenhæng mellem Andersen og Allende er deres fantastiske og fantasirige eventyrfortællinger, hvor sympatien i høj grad ligger hos de anderledes, de udskudte og de svage. Sådan en fortælling er ZORRO, med bogens egne ord et kappe- og kårdeeventyr.
Romanens komposition er skåret efter den klassiske hjemme-ude-hjem skabelon. Hjemmet er Californien i 1790, hvor kaptajn Alejandro de la Vega og indianerkvinden Toypurnia mødes. De bringer Diego til (den Ny) Verden, og han vokser op tæt knyttet til sin stumme sjælebror Bernado. Da de fylder 15, bliver de sendt til Barcelona. Den ene oplevelse afløser den anden, bl.a. forelskelse, sigøjnercirkus og sørøverangreb. Den politiske situation i Spanien i starten af 1800-tallet er naturligt indarbejdet i de to drenges eventyr og er med til at skabe konflikter, der driver handlingen frem. Da Diego vender hjem, er kriserne på deres højeste og skurkene onde som aldrig før. Der er intet nyt under den bagende californiske sol.
Og dog! Legendens fødsel er fortalt med et legende overskud. Fortælleren, hvis identitet ikke skal røbes her, er både sin klassiske genre, sit supersansende og bredt berettende sprog og sine til tider stereotypiske karakterer bevidst. Et godt eksempel er understående:
– Mellem hvert af hans eventyr lå der lange, uinteressante perioder, som jeg har udeladt for ikke at kede mine eventuelle læsere til døde. Af samme grund har jeg pyntet på de mindeværdige episoder, strøet gavmildt om mig med adjektiver og føjet lidt spænding til hans bedrifter.
Især kærlighedsscenerne tangerer ofte klicheerne, men fortælleren formår at forskyde dem med sin spidse selvironi. Grænsen til det kvalmende er hårfin, men den trækkes, lige så skarpt og præcist som Zorro, når han ridser sit forbogstav med kården.
Jeg er forelsket i Zorro, skriver Allende på bagerste bogflap og kærligheden smitter. Hvis man er til klingende klicheer om en helt, der ikke bare er eventyrlysten, men også eventyrlig heldig, er det svært ikke at falde for ZORRO.
