En hilsen til mestrene – Peter H. Olesen APROPOS ALT
Peter H. Olesens anden digtudgivelse på mikroforlaget Adressens Forlag er kortere end kort og har lidt for travlt med ikke blot at ligne sig selv.
Digt
Jeg går på ryggen
af et stort grønt dyr
og reder bæstets pels
med min rive
Ikke nok med at Peter H. Olesen i sin nye lillebitte bog gør en rimelig god Peter Laugesen-imitation; han forstår også at gi’ den som fuldblodskompetent Laugesen-læser:
– ’Inspiration er en mumlende idiot ved daggry’
Nej, Laugesen,
Inspiration er en ekspanderende
landsdækkende butikskæde.
Første situationstegnsmærkede sætning er ifølge en note et citat fra Laugesens P.O.W., og alene for det lille tørre svar på tiltale, der følger, vil jeg gerne udråbe APROPOS ALT til en vellykket bog. Jeg har simpelthen gået og småfnist en hel uge over den eftertrykkelige nedbarbering af enhver metaforisering og al romantisk pladder om lyn fra oven: Inspiration, det er (selvfølgelig, selvfølgelig) der, hvor man køber Bodum-stempelkander. Den fuldstændig umiddelbare og derfor overrumplende tilgang til det allerhelligste, helt ude af ’korrekt’ kontekst med det at skulle skrive poesi, er Laugesen ramt lige på kornet.
Udover Laugesens tydelige fingeraftryk på Olesens krympede digte er Per Højholts mættede natur- og havebeskrivelser også nærværende og i et enkeltstående udfoldet stykke på en hel sides penge, kan man mærke Dan Turèll ånde bag Olesens sørgmuntre og frem for alt illusionsløse instruktioner i, hvordan og hvorledes hans jordiske rester skal fragtes herfra. Det er slet ikke dårligt, når Olesen filosoferer over sin græsplæne eller æstetiserer livet på villavejen, men det hørmer langt væk af idelig gentagelse af Olesens ovennævnte forbilleder.
Som det hedder et sted: ”Hver gang jeg skriver solsort eller om den/ er det en hilsen til mestrene”. Det er lige, hvad det er, men jeg savner slet og ret mere af den kvikke melankoli med et snert af ironisk selvudlevering, der er Olesens egen. Man vil kende den… man bør kende den fra det velestimerede rockorkester Olesen-Olesen, hvor Peter leverer ord og vokal til lillebror Henriks sange, og jeg synes det er en skam, at digteren ikke har givet os lidt mere fra den skuffe, hvor næsefnys, smil og livslede ligger og roder mellem hinanden. Det er jo for pokker det, han kan.
Hvis nu det lille fynske Adressens Forlag, som har udgivet Olesens to digtbøger samt en antologi af sangteksterne, havde fået Mary og Frederiks kulturpris, kunne en telefonbogstyk bog, hvor Olesen kunne få lov til at slå sig løs over mere end flove 50 sider, se dagens lys. Det ville passe sig, hvis jeg blev spurgt. APROPOS ALT minder i mine øjne om en begavet digter, der er spærret inde i alt for klejn en forlagsøkonomi.
