En hund er ikke bare en hund – Torben Munksgaard SORT HUND


Enten elsker eller hader man den bibelciterende pik! Torben Munksgaard leger intelligent med det platte i sin tredje bog, hvor den moderne midaldrende mand er fiktionens omdrejningspunkt.

Citat

»Hunden er død,« sagde han.
Hun var midt i en sætning, bladede om til næste side, løftede hovedet uden at hæve blikket fra siden, læste linjen færdig, hvorefter blikket fulgte efter: »Død?«
»Eller i hvert fald væk.«
»Hvordan væk?«
»Da jeg kom ud fra supermarkedet, var den der ikke. Den er væk.«
»Så havde du nok ikke bundet den ordentligt.«
»Jeg bandt den, som jeg plejer.«
»Det er en katastrofe,« sagde hun med rolig stemme.
»Vi må købe en ny,« konstaterede han.
»Det kan vi ikke. Børnene bliver ulykkelige. Og vi kan ikke bare købe en ny. Du ved, hvor lang ventelisten er til den race og farve.«
»Så må vi finden en anden race.«
»Jeg vil ikke have nogen anden race. Og børnene vil have en hund. Du har bragt os i en umulig situation.« Hun rettede atter blikket mod bogen og begyndte at læse. Han gik ud i køkkenet. Han lynede sine bukser ned, rejste sig på tæerne og lagde sit lem på køkkenbordet.
»Hvad gør vi?« spurgte han.
»Jeg ved det ikke,« svarede pikken. »Stikker af. Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste. Matthæus 10,23.«
Det var en klog, filosofisk pik, tænkte han, men: »Hvorhen?«
Pikken kiggede på ham, det havde den ikke noget svar på. Den plejede ellers nok at vide, hvad den ville, men nu var den tavs.

Den maskuline deroute foregår i en sci-fi-samfundssatirisk setting, hvor statens indblanding i borgernes privatliv sættes Kafkask på spidsen og kritisk spejler vores nutid. Byen ’K’ minder ikke så lidt om København med sit mondæne Ø-kvarter, hvor den velhavende Albert har til huse, og det mere rå N-kvarter, hvor den arbejdsløse Bernhardt bor. De to mænds liv byttes komisk og ret eksakt 180 grader rundt. Katalysatoren for denne misere er et simpelt, næsten uskyldigt, hundetyveri, der er Holberg værdigt.

Det eneste bindeled mellem Albert og hans kone er deres fine hvide, italienske trøffelhund opkaldt efter den russiske digter ’Pusjkin’, så da Bernhardt stjæler den, er det – meget naturligt i bogens enkle tegneserielogik – også slut med Alberts ægteskab. Hos Bernhardt er hunden noget mere jordnært et gadekryds, der farves sort og hedder Batman. En tydeligere transformation skal man lede længe efter, og spejlingerne stopper ikke her. For eksempel mister Albert enhver retning i sit liv ved tabet af hunden, mens Bernhardt netop føres ad nye givtige veje via sin nye ven.

En grotesk identitetsjagt tager form. Meget betegnende udviser de mandlige personer en imponerende mangel på initiativ og fri vilje, og den nære fremtids velfærdssamfund er en snedig ramme for denne karikerede, virtuose skæbnefortælling, der midt i galskaben også formulerer skarpe pointer om ligheds- og lykkebegreber. Som en af de mange farverige bipersoner forklarer Albert:

– Det eneste, der giver mennesket oprejsning, er at have noget, andre ikke har. (…) Misundelse er nøglen til lykke. (…) Hvem ønsker i virkeligheden lighed for alle? Hvem glæder sig over at eje guld, hvis alle ejer guld? Vi har et problem.

D’herrer har trods deres forskelligheder også en del fællestræk. Bl.a. er de begge udstyret med et alter ego. Mr. Ronnie popper i bedste Anders And-stil frem på skulderen og hvisker Bernhardt i øret med dårlige råd, der lokker. Det fører ham vidt omkring, og det samme kan man sige om Alberts alter ego, der dog er lidt mere avanceret: Albert har et bibelciterende lem til at guide sig. Det vil oplagt dele vandene – hvor plat har man lov at være? – men undertegnede må erklære sig som fan.

Ideen om en pik som vogter af ’dydens smalle sti’ er i sig selv ubetalelig, og hertil kommer det nødvendige opgør Albert føres henimod, fordi pikken dominerer hans dømmekraft i en sådan grad, at den står i vejen for det liv, Albert ønsker at leve. Det kræver dog sit at gøre op med det bibelkyndige kønsorgan – sikke et rablende smukt billede på gudfrygtig, normativ maskulinitet – og om Albert er mand for det, skal ikke afsløres her.

SORT HUND er en original forvekslingskomedie, et moderne eventyr og en maskulin dystopi i ét, der blandt meget andet vækker minder til ET EVENTYR af Jonas T. Bengtsson og BUNNY MUNROS DØDaf Nick Cave. Den stramme, underspillede stil med gode replikskift, fremragende bipersoner samt den ustyrlige handling, der problematiserer det normale ved at fremstille det absurd, gør romanen til ypperligt selskab. Tilmed er det en lille fest at opleve kabalen af overrumplende tilfældigheder gå så lattervækkende fornemt op til slut, hvor det hele med et par twist ender lykkeligt på sin egen måde.

SORT HUND er sort humor på højt plan. Den er hermed varmt anbefalet.

Skrevet af Gudrun Hagen

Cand.mag. i litteraturvidenskab fra KU.

Kvidrer løs på twitter @gubbih, skriver for Jazz Special og anmelder også for Dagbladet Information, Teateravisen, GAFFA m.fl.

Er de næste par år bosat i Kuala Lumpur, Malaysia.

Blog

Skriv til Gudrun

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *