En karaktersvag kvindes erindring om et (for) indholdsrigt liv – Sebastian Barry DAGE MED LILLY
Sebastian Barry lader Lilly fortælle mere, end hvad der kan nås på de sytten dage, eller 237 sider, der udgør DAGE MED LILLY.
Citat
Støvstormen rasede hele resten af dagen og dækkede alt og alle. Det må stadig være der, tudsegammelt, i cementblandingerne fra tiden efter, ligge i de små revner i fortovsfliserne, dybt i folks inderste
hjertekammer. I mr. Dillingers nymodens dna. Støvet den dag, dagen, hvor et voldsomt blæsevejr førte støv hele vejen fra Oklahoma til New York. Tusind kilometer eller mere. Hele vejen til Chicago og Cleveland, er jeg sikker på, som et varsel om altings forgængelighed, drømme, gårde, bondedialekter, vuggeviser og elskendes løfter til hinanden – Amerikas blod og tårer, det var det, vinden førte med sig. Og Herren var ikke i vinden.
De fiktive erindringer fra en irsk migrant tager os med på en rejse fra Irland til USA – fra mellemkrigstidens arbejderkvarterer til yderkanten af nutidens finere borgerskab. Det er 89-årige Lilly der fører erindringspennen. Hendes højtelskede barnebarn Bill er netop blevet begravet, efter at han lod selvmord blive udvejen for de psykiske lidelser, hans deltagelse i Golfkrigen havde givet ham. Lillys sorg er enorm, og – ligesom Bill – ser hun selvmord som den eneste løsning. Før hun kan spise pillerne i glasset med sovemedicin, er hun nødt til at skrifte.
Det er, hvad vi læsere er vidner til. Over sytten dage fører Lilly os gennem fireogfirs år af sit liv. Fra hendes porcelænsdukke splintres i et møde med et flisebelagt kirkegulv, til fortællingen naturligt må stoppe, da hun (som bogens eneste fortæller) er nået til det punkt, hvor selvmordet er alt hun mangler.
Barry kommer elegant omkring genren. Vi møder ikke kun den fortid, fortælleren skriver om, men også den nutid hun skriver i. Både eksplicit, når Lilly fortæller om sit knuste hjerte, og implicit når hun undervejs i sin erindring reflekterer over sin hukommelse. Det skaber opmærksomhed på fortællingens funktion som skrifte. Det er en af romanens styrker!
Undervejs kommer spørgsmål om liv, race, kærlighed, krig, migration og tab på banen. Spørgsmål der måske er relevante, men det havde klædt romanen, hvis den havde fokuseret på nogle enkelte. Selv ved endt læsning står det ikke klart, hvad romanen har bidraget med. Dens budskab er så diffust, at man bliver lidt ligeglad.
89 år er selvfølgelig også et langt liv. Især når det strækker sig over fire krige (der alle har haft sine ofre) og skal redegøre for en migrants liv i Amerika i en tid, hvor racespørgsmålet er på sit højeste. Sebastian Barry har gjort et klogt valg i ikke at gøre DAGE MED LILLY til et murstensværk, så havde konklusionen nok lyt, at det var god godnat-læsning. For selvom vi måske kommer hurtigt omkring vel meget, er sidetallet godt balanceret i forhold til, hvor længe et poetisk sprog og en spændende handlingskurve kan retfærdiggøre, at man er i selskab med karakterer, man ikke kender. Romanen bliver ikke kedelig!
Bogens mange projekter er på bekostning af karakternes styrke. Man kan altid spørge sig selv, om Barry har haft svært ved at identificere sig med sin kvindelige hovedperson, men heller ikke de mandlige bipersoner gør noget væsen af sig. Uanset er det i sandhed ærgerligt, at læse en kvindes erindring, uden at hun har ladt noget aftryk blive af sig.
Hvor karakterne er svage, er omgivelserne solide. Det er da flot, når den strækker sig over fireogfirs år, to kontinenter og flere byer i USA. Skønt fortællingen får et uskarpt skær, så snart sidste side er læst, er en bjerghytte i Irland, og et utæt hus i New York stadig tydelig i erindringen uger efter endt læsning.
Det er en roman, der nok er glemt inden året er omme, men har man en særlig interesse i skønlitterær erindringsromaner fra en (irsk) migranttilværelse i USA, er den spændende nok at læse. Den sproglige fremstilling fejler i hvert fald intet!
