En krimi her og en krimi der – Liza Marklund og James Patterson POSTKORTMORDERNE
Den amerikanske krimistjerne James Patterson og Sveriges krimioverhoved Liza Marklund, er gået sammen i et krimiprojekt, der både i plot og markedsføring rækker ud i hele verden.
Citat
Han vendte ryggen til vinduet og kikkede på billederne og postkortene, der lå spredt ud over hotelsengen. Der var et mønster her, en logik, som han ikke kunne finde. Morderne forsøgte at sige ham noget. De svin, som skar halsen over på unge par i hele Europa, skreg ham op i ansigtet. De skrålede deres budskab ud, men han kunne ikke høre, hvad de sagde, kunne ikke skelne ordene. Han forstod ikke, hvad de mente, og han måtte tyde deres sprog for at stoppe dem.
Patterson er kendt for ikke at skrive sine bøger alene og deler således størstedelen af sit forfatterskab med en lang række af medforfattere. Alene i 2009 udgav han således hele ni titler, og det ser ikke ud til at blive færre i år. Det faktum alene må give de fleste læsere betænkeligheder i forhold til grundigheden af de enkelte værker. Marklund var til gengæld anderledes benovet og udskød, ifølge forlagets foromtale, et års spanskstudier, da Patterson ringede til hende og foreslog et samarbejde.
Og hvorfor ikke? Er det ikke vildt at blive ringet op af Amerikas bedst sælgende forfatter? Desværre er benovelsen flyttet med ind i handlingen, hvor et par forføreriske mordere rejser rundt i hele Europa og slår unge nygifte par ihjel på spektakulære måder og altid med vink til kendte kunstværker. Inden og efter hvert mord sender de opmærksomhedshungrende mordere et postkort til en udvalgt journalist i det land, de nu er havnet i. Deraf titlen på krimien.
I Sverige er det den biseksuelle, utilpassede ph.d/journalist Dessie, der modtager postkortet. Det svenske politi leder herefter efterforskningen på en så urimelig uprofessionel og helt igennem utroværdig vis, at Arne Dahls A-gruppe må vende sig i graven. Heldigvis kommer amerikaneren Jacob Kanon, en ildelugtende, småalkoholisk parodi på John McClane og tager over, hvor de paragraf-ridende svenskere fejler. Han er med andre ord inkarnationen af den amerikanske helt, der tager sagen i egen hånd. Nå ja, og samtidig får han også reddet Dessie ud af biseksualitetens gråzone.
Jeg kan ikke lade være med at irriteres over denne tilsyneladende kønspolitiske korrekthed, der gennemsyrer værket. Hvilket bl.a. resulterer i så mærkelige sætninger som denne, hvor det midt i en mordscene hedder, at: ’Hun begyndte med manden, ikke af sexistiske årsager, men alene fordi han var tungest’. For så alligevel at lade redaktøren skrive om Marklund, at hun er ’Skandinaviens mest populære kvindelige forfatter’, mens det om Patterson hedder, at han ’er en af Amerikas største, mest produktive og bedst sælgende (køn mangler) krimiforfattere’.
Der er i det hele taget noget irriterende fortænkt og samtidig sjusket over krimien; åbningsscenen foran da Vincis Mona Lisa, den løsgående amerikanske politibetjent med den dunkle fortid, postkortene, der afbilleder steder i Europa, hvor historiske massemord har fundet sted og ikke mindst den løftede pegefinger mod ideen om, at terror kan forstås som storslåede kunstværker. Det lyder meget godt alt sammen, men det bliver bare aldrig rigtig spændende, og den ellers interessante problematisering af, hvor rammerne for kunsten starter og slutter, forbliver en svag antydning. Det er altså ikke særlig godt gået. Til gengæld er markedsføringsmaskinen, der er kørt i stilling op til udgivelsen imponerende.
