En kultforfatters sidste gyldne galde – Charles Bukowski PULP
En rød spurv, den franske forfatter Céline, døden forklædt som supersexet femme fatale og et rumvæsen bliver jagtet af antihelten Nick Belane i Charles Bukowskis posthumt udgivne roman PULP.
Den hårdkogte detektivhistorie er rammen for det groteske sammenrend af begivenheder i Bukowskis sidste roman, der nu ligger i en tilpas flabet dansk oversættelse. Men man skal ikke mange linjer ind i romanen før man opdager, at vores hovedperson, privatdetektiven Nick Belane, ikke er så hårdkogt endda og at dette ikke er en helt almindelig detektivroman.
-Jeg sad på mit kontor, mit lejemål var udløbet, og McKelvey var ved at sætte mig på gaden. Det var en helvedes varm dag, og irconditionanlægget var gået i stykker.
Sådan indledes bogen, og det kan hurtigt afsløres, at Nick Belane ikke får stort bedre dage. Han hustler sig igennem tilværelsen mens han spiller på de forkerte heste, skylder folk penge, drikker for meget, får for lidt sex og for mange bank, tager seks dollars i timen for sit arbejde, der aldrig rigtig leder nogle vegne og de få klienter, der banker på hans dør, er som regel dybt mærkelige, kriminelle og voldelige. I Nick Belanes univers er der ikke nogle der elsker, her knepper man – sin kat, hvis konen ikke gider. Sådan er romanen hårdkogt.
Den dybt pessimistiske tone har dog samtidig ironiens distancerende effekt.
– En detektiv uden en skyder er som en hankat med kondom. Eller som et ur uden visere. Belane, sagde McKelvey, du er åndssvag at høre på.
Ja, vores hovedperson er egentlig skideirriterende (for nu at blive i romanens hudløse retorik), men man kommer til at beundre ham for at han konsekvent negligerer at udfylde sin rolle.
– En god detektiv har altid en masse, han skal. Det kender man fra film, siger Belane.
Og Belane har netop også meget at lave, men gør absolut ingenting. Sådan forløber en almindelig dag i Belanes liv for eksempel:
– Uheldigvis endte jeg på galopbanen om eftermiddagen, og samme aften blev jeg fuld. Men tiden var ikke spildt. Jeg tænkte tingene igennem og sorterede kendsgerningerne. Jeg var ovenpå. Der ville ikke gå længe, før jeg havde fundet ud af det hele. Helt sikkert.
Bukowski udstiller måske nok sin taber af en hovedperson, men punkterer også skarpt læserforventningen om narrativ fremdrift, som vil føre os til en hurtig løsning. Der er ikke nogen hurtig løsning. Det er ikke en Hollywoodfilm, det her. Vi kommer simpelthen ikke nærmere på noget – det skulle da lige være døden. Men er det virkelighed? Bukowski dyrker det grove, det voldelige, forfaldet. Men han gør det med hjælp af pastichen. Romanens groteske elementer nedtoner den klynk-agtige tendens, og fjerner romanen fra at blive et portræt af en gråtung virkelighed.
Og Bukowski sparer ikke på de udsyrede, plat-fantastiske elementer: rumvæsener, Céline som forsikringsmand i L.A. 32 år efter hans død, den forsmåede ægtemand Jack Bass (prøv at fjerne B’et…) og så videre. Kitsch? Ja, virkelig dårlig smag? Ja. Sådan vrænger Bukowski rebelsk ansigt af den litterære gode stil, de litterære konventioner. Måske stikker det ikke særlig dybt, og måske er det i virkeligheden også meningen. Er det eksistentielt interessant? Nej, men bramfrit underholdende, det er det.
Bukowski er en af de amerikanske (blandt i øvrigt mange) forfattere, hvis forfatterskab det i høj grad er værd at stifte bekendtskab med. Og man kan sagtens starte med Pulp.
