En lige højre – Jonas T. Bengtsson SUBMARINO
En knytnæve af en roman kalder forlaget Jonas T. Bengtssons SUBMARINO, som snarere er en målrettet og kraftig mavepuster, der efterlader dig drænet for luft, men med en læseoplevelse ud over det sædvanlige.
Citat
Jeg står ude foran børnehaven. Op ad hækken. Mine hænder er kolde og hvide som papir. De ryster, jeg prøver at få dem til at holde op. Koncentrerer mig. Prøver at få ansigtsmusklerne til at slappe af. Jeg trækker vejret dybt. Hen ad vejen, ind ad porten, hen til døren, ind ad døren. Op ad trappen… Rolige skridt… Jeg har ikke travlt, jeg er ikke nervøs, jeg skal ikke nå noget, jeg skal bare hente min lille dreng… Nogle børn leger på trappen, en lille pige med lyse fletninger, siger ”Hej mand”… Og jeg siger hej til hende. Hej.
Den kommer aldrig til at nå det brede publikum, lød spådommen, da Jakob Ejersbo for nogle år siden udgav sin roman NORDKRAFT om Aalborgs kriminelle underverden. Men det skulle vise sig at gå helt anderledes. Romanen blev en anmelder- såvel som en salgssucces, og selv om det er for tidligt at sige noget om salgstal for SUBMARINO, er det tydeligt, at anmelderne i hvert fald hilser romanen velkommen.
SUBMARINO beskæftiger sig ikke med junkier i Aalborg, men tager til gengæld fat om Københavns nederste sociale lag, som i en sproglig formet jernkølle bliver slynget lige i hovedet på sin læser. Romanen følger to brødre, som efter en traumatisk opvækst præget af et ekstremt omsorgssvigt har svært ved at finde sig til rette i et samfund, hvor det er umuligt at komme op til overfladen, når man én gang er dykket under.
Den ene brors tilværelse består af et narkomisbrug og en rolle som alenefar. En umulig blanding, som bliver skildret uden fordømmelse, men derimod med en medrivende forståelse og empati. Den yngste bror Nick er lige kommet ud fra fængslet efter en voldsdom. Han har sin daglige gang i et styrketræningscenter i Nordvest, hvor han hjælper den lokale pusher, når han ikke lige hænger ud med den psykisk syge og hjemløse jugoslaviske flygtning Ivan. Et forkvaklet venskab, som senere i romanen får uhyggelige følger, og som er med til at understrege den dystre og knugende tone, som varsles i romanens indledning.
– Da vi vågnede i morges, var han helt stille. Da vi vågnede i morges, var han helt stille. Da vi alle sammen vågnede i morges, da mor gik ud af værelset, hvor hun havde sovet hele natten, lå han der bare helt stille. I sin barnevogn, i entreen. Helt hvid.
Der er ingen slumromantisering over de grå betonkvarterer i Nordvest, som delvist danner rammerne om romanens tragiske skæbner. SUBMARINO er rå realisme, som aldrig går på kompromis med sin stil ved pludselig at lade hovedpersonerne finde lykken for enden af regnbuen. Dette er især romanens styrke, og derfor virker det også ekstra stærkt og samtidig skrøbeligt, når der en sjælden gang dukker elementer af menneskelighed op til overfladen, især i form af den ældste brors forsøg på at gøre tilværelsen så god som mulig for sin lille dreng.
Submarino er en torturmetode, som går ud på, at man holder offerets hovede under vand indtil kvælningsgrænsen er nået, oplyser romanen inden sin begyndelse. Det er lige præcis den følelse, som romanen efterlader hos sin læser – et stort dyk mod bunden, hvor luften langsomt slipper op.
