En lille dame med store rifler – Bent Vinn Nielsens EN BEDRE VERDEN


Begrebet ”damejagt” får en ny betydning i EN BEDRE VERDEN, hvor fotografen og bodega-kussetyven Rudy beordres på rekration på Bornholm. Der bliver han tilskuer til en tragisk kærlighedshistorie, i hvis centrum står en lille dame med store rifler.

Bent Vinn Nielsen bruger ofte jeg-fortælleren helt bogstaveligt, man skal forestille sig, at man sidder over for vedkommende, der så fortæller, hvad der egentlig skete. Således også med den joviale Rudy Knudsen i EN BEDRE VERDEN, og som man kan høre på navnet, kunne det godt foregå på et værtshus. En del af bogen er dog Rudys nedskrevne beretning, men stadig fortalt i det enkle og skarpe talesprog, der er Vinns adelsmærke. En tilsyneladende simpel talestrøm, der dog både fortæller os hvem Rudy er, og rummer svarene på, hvordan alle historiens skeletter endte i skabene.

Det bliver den prunkløse beretning om hvordan Rudy i en alder af ca. 50 pludselig bryder sammen. Dårlig mad, god alkohol og alt for meget arbejde gør, at han en dag hverken kan eller vil noget. Lægen ordinerer ferie, og Rudy, eller ”Abe Et” som han kalder sig selv, indvilliger, da naboen og hans unge thaikone tilbyder ham at låne en ”original norsk langhytte” på Bornholm. Der ignorerer han visse fortsatte symptomer og falder ganske godt til. Bodil Holm i nabohytten afprøver såvel sine som eksmandens rifler hver søndag, og Rudy har da også fået at vide, at ”hun er lidt speciel”, men hun er nu også ganske tiltrækkende.

Så på ferieøen kan han gøre status: ”Du stortrives jo, Rudy. Du bestiller ikke dagens gerning, lækre kvinder laver mad til dig, du finder ingen døde fingre i græsset, du fryser ikke, du har det som blommen i et æg.”

Men der var lige et glimt af David Lynch i den konstatering, for lokalsamfundet rummer sin historie om kærlighed, had og flere former for afhængighed i alt for store mængder. Det er fra midt i bogen, historien virkelig fænger. Til sin egen forbløffelse beslutter Rudy sig for, at nedskrive det trekantsdrama, han er tilskuer til, og naturligvis involveres i. Dramaet begynder i Aalborg, hvor tre mennesker knyttes sammen, så de aldrig mere slipper fri, og derfor er nødt til at gøre regnskabet op på Danmarks dejlige ferieø.

EN BEDRE VERDEN rummer Bent Vinn Nielsen styrker: Hans evne til at skildre på én gang tiltrækkende og frastødende mennesker, som man måske ellers ikke ville have fået øje på. Og hans præcision i sproget, hans humor, hans kendskab til kongerigets afkroge og ikke mindst hans evne til at fortælle en historie, så man på et eller andet tidspunkt ikke længere kan lægge bogen fra sig. Det er en af de mildere Vinn-bøger, hvor de fleste personer rummer sympatiske træk. Det gælder ikke mindst ”Kongen af Bornholm”, Niels Henrik Holm, der kan få hele øen til at danse efter sin pibe, men egentlig bare elsker sin ekskone.

Det er således besynderligt, at Bent Vinn ikke er mere læst end han er. Han skriver romaner, den klart mest profitable skønlitterære genre, og han er en de bedste til det i Danmark. Måske er det fordi hans personer ikke er typen, vi ville bryde os om at få inden for døren, hvor vi bare gerne vil sidde i fred med vores gode smag. Men som Rudy formulerer det: ”…hvis man ikke kan affinde sig med det smagløse, så bliver det svært at begå sig i verden. Den er som den er.”

Smagløs, javist, men kender du en bedre verden?

Skrevet af Lauge Larsen

Lauge Larsen var anmelder og redaktør på LitteraturNu fra 2004 til 2010.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *