En lille godbid – Svend Danielsen JORDBÆR


Svend Danielsen har siden 1984 flittigt udstillet sin abstrakt-ekspressive kunst. Alligevel er det nok de færreste, der kender til kunstneren. Det retter JORDBÆR op på ved at give delikate smagsprøver på kunstnerens farveglade værker.

Svend Danielsen er født i 1955. Han er oprindelig uddannet gartner. Og så er han maler. Og grafiker. Og installationskunstner. Og musiker. Og en hel masse mere…

Denne pluralistiske kunstpraksis synes afspejlet i JORDBÆR, der er en kreativt sammensat buket af forskelligartede tekster om og billeder af Danielsens kunstneriske virke.

Der indledes med en tung, informationsmættet artikel om Danielsens kunstneriske metode af kunsthistoriker Ann Lumbye Sørensen. Herefter følger en filosoferende og særdeles inspirerende samtale mellem kunstneren og hans maler-kollega Tal R, dirigeret af kunstkritikeren Lisbeth Bonde. Peter H. Olesen står for en række korte, lyriske tekster, der fungerer som kommentarer til Danielsens værker, og bogen afrundes med en biografisk oversigt.

Omkring disse tekster vokser der en mangfoldighed af billeder: Fotografier fra Svend Danielsens private fotoalbum blander sig med et udvalg af kunstnerens værker, der med deres farverige og eksplosive formsprog åbenbarer, hvad Svends gartner-grønne fingre mestrer.

De abstrakte malerier vrimler med fjollede ’løsslupne kruseduller’ – en naivistisk penselskrift, der spirer og sprudler af godt humør. Danielsen befrugter fladen med spontan farveglæde og levende fantasi, som man ser det hos de gamle abstrakt-ekspressive kendinge Asger Jorn og Egill Jacobsen.

Men Danielsens abstraktioner har også rødder i virkelighedens verden, og Lumbye Sørensen fremhæver kunstnerens evne til ’at få øje på – eller lade sig finde af – det interessante i hverdagens tilfældige ophobninger eller i spor og rester efter hvad som helst’ samt hans udprægede sans for ’detaljen, det absurde og humoristiske i en sammenhæng eller situation’.

JORDBÆR er udgivet med støtte fra Kunststyrelsens Fagudvalg for Billedkunst, hvilket afslører bogen som en knap så populistisk udgivelse. Teksterne præges da også af en vis indforståethed, som f.eks. når der henrykkes over de mange Svende i dansk kunst (jf. Svend Danielsens uddannelse ved Det Kongelige Danske Kunstakademi under hhv. Svend Wiig Hansen og Sven Dalsgaard – og måske også Svend-Allan Sørensen bag Adressens Forlag).

Men JORDBÆR er alt i alt en lækkerbisken – en frisk lille farveeksplosion, der med sit indbydende grafiske layout er et kunstværk i sig selv. Det vokser frem af havens palet af farver og lys og smager sødt af mere.

Med dette fine retrospektive vue over Svend Danielsens arbejde er en for mange ukendt kunstner ved at bryde igennem muren – eller havehækken – ud til offentligheden.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *