En lille stor kærlighedshistorie – Pia Tafdrup HENGIVELSEN
Pia Tafdrups romandebut er blevet genudgivet i en lækker hardback udgave. Omslaget er så hårdt, at når man banker på bogen, lyder den hul. Men HENGIVELSEN er alt andet end hul, den er en fin og stor kærlighedsroman.
– Hvis verden skulle regeres af forelskede, faldt den fra hinanden.
Sådan tænker den unge kvindelige hovedperson i HENGIVELSEN og beviser selv udsagnet ved denne fortælling. Efter mødet med den mystiske mand Patrick bliver hendes verden regeret af en vild forelskelse, og endnu en verden går i stykker.
Den unge pige Pascha er 25 år, og hun har hele sit liv gjort, hvad andre har forventet af hende. Hun er kærester med Alexander, fordi han gerne vil være kærester med hende, og af pligt besøger hun sin smådeprimerede mor. Men efter et besøg hos moren beslutter Pascha sig for at klatre over hegnet og ind til sit barndomshjems nabohus. Og med den beslutning kravler Pascha ind til en ny fase af sit liv.
Hun går på jagt efter nye dufte og oplevelser i huset, som hun tror er tomt. Hun dufter til en ukendt mands trøje og forsøger at forestille sig, hvem han er. Hun opfører sig som Guldlok: hun drikker og spiser og går i bad i dette hus, og først da hun er ved at forlade huset, møder hun manden i huset, Patrick.
Det er den stormende forelskelse og den betingelsesløse hengivelse Pia Tafdrup skildrer i denne fine og meget poetiske roman. Pascha bliver draget mod Patrick, som er en mystisk og tillukket mand. Han dukker op, når det passer ham, og Pascha tilpasser sig hans ønsker og behov. Pascha ved, at hun kan drukne på dette store kærlighedens hav, og at Patrick sandsynligvis ikke vil redde hende. Men hun svømmer længere og længere ud, og selv da Patrick fortæller, at han ser en anden kvinde, svømmer Pascha videre.
Det er svært at kæmpe mod kærligheden. Mens Pascha oplever denne stormende kærlighed flyver terrorister ind i World Trade Center, og denne store katastrofe bliver et billede på Patrick, der flyver ind i Pascha med samme kraft.
Romanen er bygget kronologisk op, men mod slutningen træder Pascha eksplicit frem som romanens forfatter. Hun fortæller denne historie i bagklogskabens lys, og det gør, at romanen bliver præcist fortalt og er meget fokuseret. Alt, der bliver fortalt, er med fokus på kærlighedsfortællingen, og det gør, at sproget er økonomiseret og fortællingen er stramt skrevet. Vi kommer ikke ud på nogle unødvendige omveje i romanen.
Sproget er fint og lækkert, og det er måske denne pænhed, der er romanens eneste minus. Det kunne være interessant, hvis Pia Tafdrup havde ladet sproget afspejle indholdet. Hun kunne have lade sproget være lige så vildt og kaotisk, som Paschas tanker og følelser er Der er så meget vildskab og lidenskab i indholdet, og lidt mere af denne slags i sproget kunne have givet en god spænding i romanen.
