En lyriker ser rødt – Erlend Loe STATUS
Misforstået forfatter går bersærk. Idéen er sjov, men det bliver lige lovlig farceartigt i Erlend Loes seneste roman.
Citat
‘Av,’ siger Bjørn Hansen. ‘Giv slip.’ Bjørn Hansen forsøger at vriste sin arm fri af Ninas greb, men hun strammer grebet og holder fast. Han skubber til hende, og Nina må tage et skridt tilbage for at holde balancen, men slipper ikke. Han skubber igen, hårdere. ‘Slip mig så, din skøre lyriker,’ siger Bjørn Hansen, og af en eller anden grund får dette det til at gå i sort for Nina.
Anmeldere kan virkelig være perfide og tarvelige, men de skal ikke tro, at de kan slippe af sted med at skrive hvad som helst i deres anmeldelser. I hvert fald ikke, hvis der sidder en som Nina Faber, lyriker og hovedpersonen i Erlend Loes roman STATUS, ude i den virkelige verden. Hun går til modangreb, og hun går længere end de fleste forfattere – forhåbentlig – ville gå, og Loe havde heller ikke behøvet at lade hende gå helt så langt.
Da Nina vågner på dagen for udgivelsen af hendes digtsamling BOSPERUS, er det med ondt i maven og store forventninger. Hun har to oplæsningsarrangementer og er parat til at lade sig hylde af sine fans, for den her bog vil give hende den anerkendelse, hun aldrig helt har fået, fordi hun var forud for sin tid.
Men så ringer hendes redaktør og læser op fra en håndfuld dårlige anmeldelser, og bagefter ringer de fra boghandlen på universitetet og siger, at de må aflyse arrangementet med hende. De skal gøre status. Nina opdager imidlertid, at der slet ikke skal laves statusopgørelse i universitetsboghandlen alligevel, og så går hun amok! Jeg skal ikke afsløre mere her. Blot vil jeg røbe, at de røde streger, der optræder hist og her i handlingen ikke stammer fra kuglepenne.
STATUS er uden tvivl en sjov bog. Dem har Loe skrevet en del af, og hans styrke er som regel hans evne til at skrive fuldstændig vanvittige historier med et særligt naivt fortælletwist, der gør, at fortællingen ikke kammer over og bliver til en farce. Det mestrer han desværre ikke i STATUS. Her er den naive Loe-stemme erstattet af en eddikesur forsmået lyrikers. Jo vredere hun bliver, jo mere farceagtig bliver romanen, og farcehumoren får aldrig rigtig nogen berettigelse ud over at være beviset på, hvor indebrændt Nina Faber er.
Idéen er ellers rigtig god: Følsom, misforstået ældre lyriker får nok og går bersærk, blandt andet på de kritikere, der kaster mudder på hendes livsværk uden tanke på, hvordan det må føles at være i forfatterens sko. Problemet er bare, at Nina Faber ikke er vedkommende nok, til at vi kan rase med hende og grine af hende. Jeg savner selvindsigt og selvmedlidenhed, der stikker lidt dybere end en slurk direkte fra rødvinsflasken eller et forsøg på at narre sig til en tur på divanen sammen med sin gamle psykiaterflamme.
Vi ved, at Loe kan, når han beskriver moderne mænd i 40’erne, og vi ved fra MULEUM (roman fortalt af teenagepige), at han også godt kan, når han ikke beskriver moderne mænd i 40’erne. Hvis man er forlægger, kritiker, forfatter eller boghandler, er STATUS selvfølgelig vedkommende, fordi den omhandler ens eget felt, men det ændrer ikke på, at Loe har leveret meget mere gennemførte romaner end denne.
P.s. Læser Loe mon LitteraturNu, og bør jeg mon i så fald kigge mig selv over skulderen en ekstra gang efter publiceringen af denne anmeldelse?
