En omvendt filibuster – Donna Tartt STILLIDSEN
Donna Tartts STILLIDSEN lignede først et intetsigende og udmattende bekendtskab, men foldede sig så ud som noget så sjældent som et stykke stor og underholdende litteratur.
Citat
Langs Park Avenue stod rækker af røde tulipaner ret da vi ræsede forbi. Bollywood-pop – skruet ned til en lav, næsten underbevidst jamren – snoede sig i en spiral og gnistrende hypnotisk, lige på tærsklen af min hørrevidde. Træerne var lige ved at få blade. Bybude fra D’Agostino og Gridstedes skubbede vogne læsset med købmandsvarer; hærgede, højhælede forretningskvinder styrtede hen ad fortovet slæbende modstræbende børnehavebørn; en uniformeret arbejder fejede affald op fra rendestenen i en fejebakke med skaft; advokater og børsmæglere rakte håndfladen frem og rynkede panden, mens de så op mod himlen.
13-årige Theo Decker mister sin mor i et terrorangreb på et kunstmuseum i New York. Theo selv overlever angrebet, men står over for en ny tilværelse. Ikke alene skal han forlige sig med sit tab, han har også i en pludselig indskydelse stjålet et maleriet ‘Stillidsen’ fra museet. Således sendes han ud i en ny og omskiftelig tilværelse, hvor maleriet igen og igen bliver afgørende for, hvordan hans liv former sig.
Umiddelbart et spændende pitch. Men alligevel var jeg efter de første 150 sider godt skeptisk. For sideløbende med overhovedet at komme igang med historien, syntes Tartt nemlig at have sat sig for at beskrive hvert eneste hjørne af New York (og den er altså stor). Hvert et slidt taxabagsæde, lysstofrør, portner, lejlighedskompleks. Bare ting. Og ting. Og tilmed i et lidt klichefyldt sprog og tilsyneladende helt uden formål.
En filibuster er et begreb fra den amerikanske kongres. Når en senator vil forhindre et lovforslag i at komme til afstemning, kan han eller hun indtage talerstolen og udsætte afstemningen ved at tale så længe, han kan. Så længe talen er sammenhængende, må ingen afbryde. Efter de første 150 sider af STILLIDSEN mistænkte jeg Donna Tartt for at være i gang med at lave sådan én. En ordfyldt udmattelseskamp mod mig som læser, som hun havde i sinde at køre så træt inden bogens afslutning på side 837, at jeg ikke ville have energi til andet end træt at hylde min modstander.
Et andet karakteristikum ved filibusteren er, at når taleren har talt længe nok, behøver han eller hun ikke længere at debattere det oprindelige udgangspunkt, men må bevæge sig omkring i sin talestrøm, hvorhen inspirationen måtte lede. Jeg forventede, at Tartt var på vej i samme retning. Halvanden hundrede sider inde i bogen, sad jeg med fornemmelsen af, at handlingsresumeet skulle have lydt: Theos mor dør i et terrorangreb, og Tartt beskriver hele det moderne USA.
Men jeg fik ikke ret, for Tartts ærinde skulle vise sig at være et helt andet. Faktisk det helt omvendte af filibusteren. For med terrorangrebet og Theos kunsttyveri og pågyndelsen af rejsen ud i USA – de første 150 sider –havde hun nemlig kun kridtet banen op for bogens egentlige ærinde: Et gevaldigt argument om livet, som skulle vise sig at være alle sine 837 sider værd.
For har man tålmodigheden med sig, når man læser STILLIDSEN, opdager man, at det, som Tartt har på hjerte, langt fra bare er at beskrive det moderne USA. Tartt er ude efter at fortælle os noget mere universelt. I sine uendelige beskrivelser forsøger hun ikke at tale os døve, men fintuner tålmodigt vor opmærksomhed og får os til at lytte og føle efter. Hendes opmærksomme og altregistrerende blik bliver vores, og med ét opdager vi, at det er i selve denne tætpakkethed – i selve stilen – at romanens argument venter på at blive opdaget.
For midt i ordstrømmen opdager vi pludselig et sted efter romanens midte, at der har åbnet sig en kløft mellem verden, som vi har fået den fremstillet, og verden, som den i virkeligheden er. Uden her at afsløre for meget, falder sløret pludselig for, hvad sandheden er om Theos historie. Og herefter er der åbent for, at Tartt gavmildt kan overøse sin læser med fine pointer om tilværelsen.
For Theo har ikke ført os bag lyset som den klassiske upålidelige fortæller. Snarere har han i sin grundige beretning været alt for pålidelig. Han har stolet for meget på, at tilværelsen kan beskrives ved at beskrive alle dens delelementer kronologisk og detaljeret. Han er et produkt af denne positivismetid, hvor sandheden kan måles og vejes. Og hvor vi har en tendens til at glemme, at det stof, som livet er lavet af, ikke hænder i døde ting, men i mellemrummene – nøjagtig som når et stykke malerkunst kun får mening i samspillet mellem penselstrøg.
Det er med andre ord den ægte værdi i tilværelsen, Tartt beder os reflektere over – for hvis man formår at se den, undgår man måske den samme angst, som griber Theo, da han en dag finder ud af, at det, han havde allemest kært i tilværelsen, i virkeligheden var hult.
Billedet af den lille stillids flyttes romanen igennem rundt som en metafor på livet og livets mening, hvor Tartt beder os om at overveje merheden i livet, som vi reflekterer over merheden i kunsten. Bogen bliver således en storslået kritik af et moderne USA, der på alle niveauer har glemt at stille sig selv det spørgsmål.
