En Ossis bekendelser – Christa Wolf I LIVE
Hvad der før lå i dølgsmål dukker op til overfladen i den kontroversielle DDR-forfatter Christa Wolfs fortidsbearbejdning.
I Christa Wolfs roman, I LIVE, som har klare selvbiografiske træk, indlægges en midaldrende kvinde med en yderst fremskreden blindtarmsinfektion på et østtysk hospital. Men den egentlige historie fortælles gennem den neddykning i de dybere, gedulgte bevidsthedslag, som den dødssyge patient foretager fremskyndet af lægernes narko og den deliriske tilstand, hun befinder sig i. I det, hun tror, er sin yderste time, hjemsøges patienten af fortidens synder, smertefulde erindringer og uforløste konflikter fra et liv henlevet først i Nazi-Tyskland siden i det kommunistiske DDR.
Romanens altoverskyggende tematik er det skylds- og sorgarbejde, som uundgåeligt er fulgt i kølvandet på Østblokkens sammenbrud. DDR-forfatteren Wolf har gennem karrieren selv fået påklistret de mest divergerende epiteter. ”Klassefjenderne” i vest har kaldt hende en propagandistisk ”statsdigter” samtidig med, at hun hinsides muren blandt sine egne er blevet beskyldt for udøvelse af ”ideologisk desorientering”. Konflikten mellem medløberen og kritikeren afspejles i romanen i det kuldsejlede venskab mellem hovedpersonen og Urban (Wolfs alter ego?). Begge er en del af centralkomiteens kulturelle junta, men hvor fortælleren er forfatteren, der forsøger at bibeholde sin kunstneriske integritet og kritiske sans, udvikler Urban sig til et benhårdt magtmenneske og en farlig, kompromisløs ideolog, og det må uvægerligt ende med et brud.
Fortælleren har spøjst nok siden barnsben forestillet sig ”sin sjæl som en blindtarm”, og det bliver således ret eksplicit i romanen, at den konkrete blindtarmsbetændelse afspejler den sjælelige infektion, som patienten kæmper med: ”Forgiftning, tænker jeg, jeg er forgiftet. Hvad jeg har brug for, er en afgiftning, en renselse, et purgatorium”. Skyldsfølelsen og væmmelsen ved sin besudlede ånd martrer fortælleren, som pludselig forstår, at ”Infektionen kan være indtruffet tidligere, den årtier lange inkubationstid er forbi, nu bryder helbredelsen ud som svær sygdom…”. Men modsat Urban overlever patienten, om end såvel sjæl som legeme bestandigt vil være arrede.
Wolf skriver i et enkelt, elegant og uprætentiøst prosa spækket med referencer til den græske og romerske mytologi (Hades/Orcus). Den virtuose beherskelse af den mytologiske metode er utvivlsomt en færdighed, som Wolf har opøvet gennem årtiers krumspring for at undgå statscensuren, men resultatet er ret sofistikeret. Alt i alt er I LIVE en rigtig interessant og velskrevet lille roman. Man kan kun glæde sig til, at hendes seneste roman EIN TAG IM JAHR, som er under oversættelse, udkommer i Danmark.
