En overernæret amerikaner – Tom Wolfe JEG ER CHARLOTTE SIMMONS
Det kræver en god portion vilje at kæmpe sig igennem Tom Wolfes nyeste roman, som er stopfodret med omskrivninger, gentagelser og ekstreme klicheer.
Omslaget på Tom Wolfes nye mastodontroman JEG ER CHARLOTTE SIMMONS om livet på et amerikansk eliteuniversitet er lavet med samme tryk og farver som en collegejakke. Romanen ligner således allerede i sit ydre en ærkeamerikansk collegeelev, og det er netop det samme stereotype billede af ungdommen, Wolfe tegner i bogen. Der rokkes ikke en tomme ved diverse fordomsfulde forestillinger om collegelivet, som for undertegnedes vedkommende primært er hentet fra Beverly Hills 90210. Handlingen ligner til forveksling det klassiske plot fra Grease om en uskyldig pige, der må smide sit gamle jeg over bord og dykke ned i lasternes verden for at blive accepteret af sine jævnaldrende.
I bogen møder vi den artige eliteelev Charlotte Simmons, som er vokset op under trange, men anstændige kår i en lille bjerglandsby i North Carolina. Flidsstudinen får et stipendium på et af landets fineste universiteter, Dupont University, som ellers kun optager rige børn. Forventningsfuld forlader Charlotte sine tidligere skolekammerater, en samling bøvede knoldesparkere, i håb om endelig at møde intellektuelt ligesindede. Men drømmen brister ubarmhjertigt, for livet på college er endnu mere fladpandet og åndsforladt, end det var i Sparta. Dupont University er det rene Sodoma for rich kids. Den amerikanske eliteungdom ligger alkoholbedøvede og brækker sig, de kommenterer højlydt hinandens fækale bedrifter på fællestoiletterne og vader i bogstavelig forstand hen over de par, som ublu dyrker sex på gulvet i fællesrummet.
Det er modigt af en forfatter, som allerede har rundet de 75, at begive sig i kast med en beskrivelse af den amerikanske ungdom og dens omgangsformer. Projektet lykkes da også kun delvist. Det kan ikke undgå at virke irriterende, når man støder på sætninger som ”Rapmusik af Doctor Dis sparkede og skrålede fra den ene ende af lokalet til den anden”. Med fare for selv at lyde som en tvær teenager klinger sætningens første del håbløst gammeldags og kikset. Det er især de lange intellektuelt forklarende redegørelser af diverse ungdommelige fænomener, der skurrer i ørene. Det lyder lidt for meget som det, det er: en aldrende mand, som alt for ivrigt forsøger at afdække en generation og kultur, som han ikke har tilstrækkelig føling med. Og så er der jo romanens længde. Den er hele 723 sider lang! Det er altså noget af en overvægtig amerikaner, vi har med at gøre. Hvis man skrællede det overflødige fedt væk, dvs. primært de gentagne betoninger af de samme pointer, ville romanen nok have fyldt halvdelen, og det ville have klædt den.
Det, som delvist redder romanen, så den i hvert fald opnår et niveau af udmærket underholdning, er paradoksalt nok de samme træk, som gør den så utroværdig: de groteske overdrivelser og de ensidige, sarkastiske fremstillinger, som momentvis bringer smilet frem.
