En overkrydret fisk – Mikael Niemi MANDEN DER DØDE SOM EN LAKS
Mikael Niemi vender med sin seneste roman tilbage til Tornedalen i Sverige lige på grænsen til Finland. En krimi om nedarvede konflikter, mindretalsundertrykkelse og identitet. Det starter egentlig fint, men undervejs ryger låget af krydderibøtten og opklaringen af en banal mordgåde ender som en ren omgang vrøvl.
Citat
I fyrrerne havde børnene udelukkende talt meänkieli derhjemme og var blevet tvunget til at lære svensk i skolen. Det havde ikke været let. Så da man selv fik børn i tresserne, ville man udelukkende lære dem svensk. På en generation skete sprogskiftet. Man smed alle de hjemmelavede gevandter ud og gav børnene købetøj. Det var jo bedst på den måde.
Den gamle vrisne eneboer Martin Udde bliver fundet myrdet i sit hjem i byen Pajala. Spiddet med et fiskespyd og sprættet op som en laks! Som om det ikke er brutalt nok, så er tungen også flået ud på ham. Det sidste tillægges en dybere symbolsk betydning, for Udde har igennem sit liv gjort alt for at chikanere den finsktalende del af lokalbefolkningen og aktivt og aggressivt modarbejdet deres kamp for at få anerkendt sproget, meänkieli, som officielt minoritetssprog. Det lokale politi har en speget sag på hænderne, og det er mere end de kan klare, og der må tilkaldes ekspertise fra hovedstaden.
Storbystrømeren Theresse Fossness bliver sat til at lede efterforskningsholdet, men det får hun ikke det store held med, for ingen savner den gamle koleriske og racistiske eneboer. Jo mere hun graver i fortiden, des endnu mere modbydelig og usympatisk fremstår den gamle mand, som måske har værre ting på samvittigheden end sure læserbreve. Tingene er i det hele taget ikke så harmoniske som først antaget i den lille by. Det er et mørkere Pajala, vi besøger her end i den mere ubekymrede og i øvrigt fremragende POPULÆRMUSIK FRA VITTULA. Mord er stadig en sjælden forbrydelse på de kanter, men druk er derimod en ret almindelig dødsårssag. Især på bunden af samfundet der for en stor del udgøres af den finsktalende minoritet. Det er en temmelig rystende historie, om et folk der hverken hører til det ene eller andet sted, men som for størstedelens part har accepteret sin underlegenhed og fralagt sig sprog og kultur for at passe ind. Samfundskritikken er til at føle på, og den del af bogen har fat i en spændende konflikt, som er både vedkommende og overbevisende, men desværre støvsuget for Niemis ellers vidunderlige humor.
MANDEN DER DØDE SOM EN LAKS er først og fremmest en krimi, selvom den egentlig kun fungerer sådan sporadisk. Mordet på Martin Udde smutter nemlig ligeså stille ud i historiens periferi, imens Theresse Fossness glider frem i forgrunden. Det er et temmelig uheldigt bytte, for hun er som hovedperson og litterær figur et fantasiløst sammenkog af femikrimiens værste klicheer. Hun er sexet, men også en hård negl, der ikke står tilbage for nogen mand, når det drejer sig om at nikke skaller og brække næser.
Selvfølgelig viser det sig, at hun i virkeligheden bare har brug for er et godt knald, og det får hun så af en mut bondeknold fra Pajala. Han er for resten også under mistanke for mordet på Martin Udde, hvilket siger meget om den ledende efterforskers sans for professionalisme og forklarer måske også, hvorfor hun i det meste af bogen ikke kommer nogen vegne med sagen. Til gengæld finder Niemi plads til klemme nogle ret arbitrære og overskruede parallelle handlingsforløb ind, før en af bogens personer får et varsel (et vigtigt spor endda!) i en drøm, og sagen langt om længe skrider frem igen.
Som krimi er MANDEN DER DØDE SOM EN LAKS usandsynlig og uspændende, mens den som samtidskritik er for tyndbenet og ufarlig med pap-agtige figurtegninger. Bogen ender som én stor sammenkogt ret, der ikke rigtig ved, hvad den skal være, og selvom der også bliver hældt gode ingredienser i gryden, ender resultatet som en smagløs portion litterær labskovs. Ærgerligt, når man ved, hvor god Mikael Niemi faktisk kan være.
