En papirtiger folder sig ud – Aravind Adiga DEN HVIDE TIGER
1001 nat møder besk samfundssatire i denne Booker Prize-vindende fortælling om en indisk chauffør, der får nok og tager kampen op mod systemet.
Citat
Jeg betragtede den gennem tremmerne. Sorte striber og solbelyst hvid pels glimtede i sprækkerne mellem de mørke bambusrør; det var som at se en gammel sort-hvid film i slowmotion. Den gik frem og tilbage på den samme linje – fra den ene ende af indhegningen til den anden, vendte om, gik tilbage igen i nøjagtig samme tempo, næsten som om den var forhekset.
Den hypnotiserede sig selv ved at gå på den måde – det var den eneste måde, den kunne holde buret ud på.
Pludselig holdt den op med at bevæge sig på den anden side af bambushegnet. Den vendte ansigtet mofmig. Dens tigerøjne mødte mine øjne, ligesom min herres så tit har fanget mit blik i bilens bakspejl.
I det samme forsvandt tigeren.
Hvad er det, som Kina mangler, og som Indien har masser af?
Sådan spørger indiskfødte Aravind Adiga i starten af sin debutroman DEN HVIDE TIGER, og fortælleren svarer: Gode iværksættere. Balram Halwai, som denne fortæller hedder, er søn af en indisk rickshawløber, og i syv emails sendt til den kinesiske premierminister udfolder han sit livs historie fra fattig afrydder til succesfuld iværksætter. Det er historien om, hvordan han bliver ’hvid tiger’ og professionel privatchauffør i New Delhi. Og hvordan han derefter går hen og bliver morder.
DEN HVIDE TIGER er noget så besynderligt som en morsom håndbog i management. Men den er også et foruroligende billede af, hvordan det moderne demokratiske Indien stadig er gennemsyret af korruption, kastesystempolitik og ekstrem fattigdom. En beretning om, hvordan kun den totalt kompromisløse stræber har en chance mod den sociale arvs lænker.
En sådan stræber er Balram Halwai. Eller det vil sige, det bliver han. I begyndelsen er han bare en nogenlunde kvik skoleelev i en klasse med en døddrukken lærer. Men så en dag kommer inspektøren tilfældigvis på besøg, og Balrams begavelse forekommer ham at være af usædvanlig og sjælden art. Det får ham straks til at sammenligne Balram – der ellers skider i bukserne af skræk, når han ser et firben – med den hvide tiger (som der kun er én af ud af en hel generation).
Men familien mangler penge, og Balram må droppe skolen for at arbejde. Ved et lykketræf bliver han ansat for Storken, den usympatiske mafioso i familiens landby, Laxmangarh. Det bringer ham til hovedstaden New Delhi som privatchauffør for Storkens søn, den kun lidt mindre usympatiske Mr. Ashok, hvis job det er at bestikke højtstående regeringsmedlemmer forud for det kommende parlamentsvalg.
Dermed er lykken gjort. Skulle man tro. Men Balram er og bliver søn af en rickshawløber, og i Indien betyder det: rickshawløber bliv ved din ditto. Det gider Balram bare ikke, så det er klart, at et eller andet må gøres. Det udvikler sig til noget roderi med en tom Johnny Walker-flaske og en hel del blod.
Det centrale tema for Adiga er den sociale immobilitet i det indiske samfund. Den pointe, at man må slå ihjel for at opnå succes, tilføjer en nyt, krast perspektiv på begrebet ’indisk iværksætteri’. Man forstår derfor godt, at Balram i forbindelse med den kinesiske premierminister Jiabaos besøg i iværksætterparadiset Bangalore, føler trang til at benytte sig af den eneste engelske sætning, han kender: ‘What a fucking joke!’
DEN HVIDE TIGER er en vaskeægte den-lille-mand-mod-systemet-historie, som man kender til brækgrænsen fra stribevis af Holly-/Bollywoodproduktioner. Men Adiga skriver med både humor og kant. Fortællestemmens sørgmuntre, naive tone minder ikke så lidt om den, man finder i fx Jonathan Safran Foers ALT BLIVER OPLYST, og man griber ofte sig selv i at sidde og grine dumt. Heldigvis. For havde det ikke været for denne befriende latter, ville DEN HVIDE TIGERS nødvendige portræt af en milliard inderes hverdag nemt være druknet i ulidelig socialrealisme.
Bestemt en værdig vinder af årets Booker Prize.
