En proto-feministisk klassiker, der lige så godt kunne debutere i morgen


Med Pyrrhussejre blev pseudonymet Stella Kleve den 15. oktober 1886 med ét symbol på en skandaløs og forargelig kvindelig seksualitet. Novellen, der originalt blev bragt i tidsskriftet for den radikale kvindeforening Framåt, igangsatte en heftig og årelang offentlig debat om køn, seksualitet og moral i hele Norden, der senere er blevet kendt som sædelighedsfejden.

Når vi her 137 år senere igen kan læse den svenske novelle i en dansk nyoversættelse, er det derfor ikke bare en smukt håndsyet og provokerende-pink mini-bog, vi har i hænderne, men også 16 siders sprængfarlig nordisk køns- og litteraturhistorie. 

Pyrrhussejre fik ikke mange positive anmeldelser med sig på vejen i samtiden. Ja, novellen var så kontroversiel, at selv forfatteren bag pseudonymet, Mathilda Malling (født Kruse), allerede efter 5 år som Stella Kleve i 1889 lagde pseudonymet på hylden, og i stedet brugte årene frem til sin død i 1942 på at skrive og udgive op mod 30 romaner i den noget mere dydige historiske genre. Den ældre Mathilda Malling afskrev endda, i sine selvbiografiske værker, hele Stella Kleve-produktionen som ungdommelig dumhed.

Nu må Malling så affinde sig fra det hinsides med, at hun på nyoversættelsen fra OVBIDAT står som forfatter til Pyrrhussejre. Novellen er en serie af situationer i den 24-årige Märta Ulfklos liv, som hun ser tilbage på fra et nu, hvor hun er kommet til et schweizisk kurhotel. Novellen indleder således: “Märta Ulfklo er kommet til Montreux for at indånde alpeluft, drikke druesaft og bade i sollys – er kommet til Montreux for at dø.”. Den unge Märta Ulfklo lider af “en arvelig disposition, forværret af et alt for hidsigt blod”. Søsteren, der er gift, har undgået denne familiære brystsygdom, men Märta har ved at undertrykke sine erotiske fantasier og længsler gennem hele sit liv tæret så hårdt på både psyke og krop, at hun nu står på dødens tærskel:

“Det var denne skrækkelige forsigtighed, som hun nu, med hadefuldt blik, betragtede som sin ulykke, – dette tvetydige surrogat for dyd, som samfundet påtvinger kvinden at plastre over alle sine følelser og alle sine interesser, til hun ender som et farveløst, uselvstændigt kryb, som aldrig tør tage et skridt uden først at famle frem for sig med følehornene – og som altid trækker sig tilbage.”

Hvor Stella Kleve var kvinden, der brød konventionerne, og med et avantgarde impressionistisk hyl skreg: “Kvinder har erotiske lyster!”, bliver hendes Märta Ulfklo dødeligt syg af netop aldrig at turde bryde med konventionerne. Märta lader det aldrig komme til mere end lystfulde blikke. Hun lader sig opsluge af hvert et udsnit af den mandlige krop, men går aldrig videre; “en bar og muskelknudret arm strækker sig, og hånden knytter sig omkring tovet. Over den store, løse sweater bøjer den blottede hals sig frem, og profilen med sin helt lige næse og sine halvt åbne læber står frit og skarpt i luften. Matroshatten er gledet langt ned i nakken, det tæt krusende, rødblonde hår glinser metallisk i det skarpe lys over havet. (…) Men hun bliver stående – og pludselig møder hun hans blik, dette klare, frække blik, under de lige bryn.”

Märtas passive voyerisme spejles i novellens impressionistiske stil, der lader blikket hvile ved hver en sanselig detalje, men aldrig optegner det store billede. Små kondenserede øjeblikke af muskelknudrede arme, kogende blod, og venten på bussen badet i sol; “armene hvilende på den lille gittelåge i muren. Hvor jernet brænder i de tynde spidser, og hvor solen brænder! – –”. Selv fortælleren må ofte give fortabt på at sætte ord på det, der netop ikke er intellektuelle eller diskursive oplevelser, men sanselige og kropslige fænomener, og blot give læseren gavmilde mængder tankestreger som erstatning.

“Men Stella Kleve! Du er jo nymaterialistisk feminist!” får jeg lyst til at udbryde. Der er en ubestemmelig før-sin-tid-kvalitet, der bestemt retfærddigør OBVIDAT’s nyintroduktion. Fortæl mig at “lynene slår ned på kryds og tværs over Savoys alperyg, og regnbygerne slår den rådnende frugt af træerne;” ikke lyder som om det var skrevet i går, i dag, i morgendagens debut fra Møllegades Forlag!

Men samtidig er denne fornemmelse af nutidighed også den eneste fedtede finger, jeg kan sætte på genudgivelsen. At oversætte et næsten 150 år gammelt værk er ikke bare en oversættelse, men vil også altid være et valg om forskellige grader af modernisering af sproget. Der er selvfølgelig fordele og ulemper ved at vælge både den ene og den anden vej. Et mere moderniseret sprog skaber en lavere tærskel for nye læsere, der ellers kunne give fortabt på et sprog, der virker for støvet og for langt væk fra deres virkelighed. Samtidig kan sådanne markeringer af afstand også netop være en pointe i sig selv. Når en 1800-tals matros pludselig får en “sweater” på og kan sende “frække” blikke, risikerer vi at glemme, at Pyrrhussejre faktisk foregår i en noget anderledes virkelighed end den, der er vores egen, idet den rent sproglige distance udviskes.

Jeg er ikke så sjældent selv faldet i fælden i min hektiske søgen på proto-feministiske urmødre. Pludselig bliver alle værker spejlbilleder fyldt med genkendelse og anerkendelse. Men, hvis du elsker nogen må du sætte dem fri, ikke? Og nu tror jeg endelig, jeg er klar til at sætte Pyrrhussejre fri. Så. Læs Pyrrhussejre! En proto-feministisk klassiker, der lige så godt kunne debutere i morgen. Men en forsigtig anbefaling: Brug også Pyrrhussejre som en øvelse i, at ikke alt behøves at være et spejl. Hvis du går lidt tættere på, og trykker næsen mod det, viser det sig måske at være et vindue.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *