En punkteret Porsche, strandet i garagen – Ulrikka S. Gerne EN AFTEN MED ULRIKKA S. GERNE
I sin tiende digtsamling slår Ulrikka S. Gernes automatpiloten til og får eftertrykkeligt overbevist sin læser om, at hun intet har på hjerte.
Det rosa-røde omslag med guldglitterskrift kunne godt få én til at tro, man havde fået fat i Magasins julekatalog for 2006, men der er tale om den nye digtsamling fra Ulrikka S. Gernes. I modsætning til julekataloget glider digtsamlingen desværre ikke uforstyrret ned. Kun få linjer i samlingens 28 digte skiller sig ud fx med et originalt og vellykket billede. Man bliver nødt til at give hende ret, når hun i digtet Holger Danske (s. 13) skriver: – Ordene mangler, / de dækkende billeder, / bindeleddene.
Samlingen består af to typer tekster: de kortere, som hyperpointerer med detalje efter detalje, og de længere, som vil fabulere en ekspressivitet frem. Teksterne forsøger at radikalisere tematiseringen af det i forvejen velbeskrevne grænsefelt mellem himmel og jord ved metaforisk at trække modsætningerne tykt op: biblen kobles med biologien, og Gud kobles med Darwin. Som fx i den fine intro til digtet Det bortvendte øjeblik, (s. 63-66), hvor engle og materie krydser grænser:
Der kommer en engel hver nat.
Den sidder på kanten af sengen.
Et mørke en anelse mørkere
end natten selv. Et gab tryglende
om ord. At jeg skal fortælle alt
om overflader og grænser. Alt
om materiens beskaffenhed:
Temperatur, densitet, volumen.
Men typisk for samlingen får linjerne ikke lov til at stå i al enkelhed og trygle. Ulrikka S. Gernes tager dem derimod bogstaveligt og plaprer videre om løst og fast i seks lange afsnit. Alt skal med. Og undervejs taber hun så tråden og grebet om digtets billeddannelse – og til sidst denne læser.
Man kan godt fornøje sig lidt over de komiske og tragiske motiver, som ligger til grund for digtenes til tider pudsige og skæve vinkler på eksistensen: Barndommen som en skalpel (s. 11), solbadning og syndefald på en trendy københavnsk kirkegård (s. 22) og en biltur med farens urne i skødet (s. 53). Men motiver og vinkler går tabt, i hvad der opleves som en løbsk billeddannelse og en unødvendig anstrengt stil. Digtene virker ikke ’suggestive’ og ’ekspressive’, som lovet af forlaget, men trivielle og jævnt vrøvlende over genganger-gloser som støv, øjeblikke, lys, liv, død, stjerner, jord, sol osv. Teksterne kommer for let til de tunge temaer, der ikke løftes en cm over det banale og sentimentale.
Et godt eksempel er digtet Eftermiddag på Assistens (s. 22). Her bliver kirkegården på Nørrebro associeret med selveste Edens Have. Et kvindeligt jeg nyder opstemt solen og glemmer sig selv, (siger jeget, men nej, hun tænker ikke på andet), indtil hun bliver vækket af en graver, som smider hende væk. Egentlig et godt motiv til en genfortolkning af en klassisk myte, men teksten drukner i klæbrige billeder:
– Sommer, hen over middag, / solen drev som honning, / svøbte mig i gyldent rav / et øjeblik, tøvende på tærsklen / til det videre liv. ’Solen drev som honning’ og ’svøbt i gyldent rav’!? Og følgende:
– Her er søvnen sød, i godt / selskab og dyb. Den synker / hastigt, som et anker af glas / i marvens bundløshed. Ankeret glider ned. Men ’marvens bundløshed’? Overfloden af billeder tilter simpelthen digtene.
Den trivielle tendens er samtidig krydret med en højtidelig og drivende sentimental stemning, jf. kirkegårdsdigtet. Og i digtet Brevet (s. 41) fortaber et jeg sig fuldstændigt i den sidste, den mindste, lille, trillende nullermand:
– Tungen bærer endnu / smagen af klisteret / på den konvolut, / jeg lukkede om brevet, / der nu ligger i postkassen / og i nat skal rejse, / ene blandt mange, / i dunkle sække (…) mit vilde / og trodsige hjerte, / der nægter at slippe / håbet, / at du …
PRIK! PRIK! PRIK!
EN AFTEN MED ULRIKKA S. GERNES kører i tomgang. Samlingen er som en punkteret Porsche, strandet i garagen: Det ser godt ud, men reelt set flytter den sig ikke ud af stedet.
