Af | 9. maj 2013

En samtidslitterær krigstragedie – Morten Sabroe OS

I sin nye samtidsroman er Morten Sabroe lige så skarp som de skyts han kaster mod alle samfundslag i osteklokken Danmark. Og i byen OS, hvor det ikke er lykkes 9/11 at vække byen OS fra deres søvndyssende selvoptagethed.

Citat

Han så ud over byen. Havde menneskene i den forandret sig lige så meget som den? Smukt lå den ved havet, beskyttet af de to bakker der rejste sig på begge sider af den med de – få – rigeste øverst, mellemindkomsterne i midten og lavindkomsterne i bunden. Det var sandt hvad Henry havde sagt i tv-interviewet, der var ingen arbejdsløshed. Byen for enden af regnbuen var i forhold til andre provinsbyer en rig by, og hvad mere var, den var en ren by. Gaderne og vejene var rene, husene velholdte, græsplænerne slået, og var der noget der var mere rent end det meste, var det borgernes samvittighed. Nok lå Os beskyttet mellem to bakker, den vendte ikke ryggen til den verden den var en del af. Det stod skrevet med kursiv på de gule sløjfer som alle i byen bar: Støt vore soldater.
Mente de det? Var følesen af sammenhold ægte? Havde Henry som han havde sagt i flere interviews, kunnet transformere den følelse new-yorkerne havde i ugerne og månederne efter 9/11, til Os?

Fordi John William Hardings massør har ramt det ømme punkt i ryggen, der får den danske journalist til at føle sig ensom, indkvarterer han sig selv og de to børn på 17 og 20 år, som han ti år tidligere forlod for at flytte til New York, i en af fødebyen OS’ luksuriøse feriehuse. Foruden børnene er der broderen, som den midaldrende veltrimmede journalist har et blidt håb om vil lade sig genforene. Broderen, Henry Harding, er i kølvandet på 9/11 blevet borgmester i OS, og har siden forvandlet byen fra et hul præget af arbejdsløshed og deslige til en by, der ikke er mærket af den verdensomspændende økonomiske krise, og hvis ekstravagance får Rungstedhavn til at blegne.

En stor del af byens succes skyldes dens meget aktive deltagelse i krigen i Afghanistan. Og det lader ikke til at være muligt at slå et skår af borgernes smilende sommeransigter. I hvert fald indtil den hjemvendte soldat Robert – der efter 16 dage i Afghanistan trådte på en landmine og mistede sine ben – ikke møder op til sin heltemodtagelse. I takt med at byens termometer overstiger, hvad der er behagelige sommertemperaturer, slås der revner i osteklokken. Det skal vise sig, at såvel byens menigmand som korrupte rigmænd alligevel ikke har spor forstand på, hvad det vil sige at være i krig. Derimod er den fjerne krig snarere brugt til at bygge kulissen af en sommersød naiv by.

Det kan godt være, at OS ikke er en by, der findes på det danske landkort. Men det er også et pronomen, der vedrører OS alle sammen. Og det er netop, hvad Sabroe ønsker at fortælle OS. Godt nok er handlingens forløb i OS mere grotesk end hr. og fru Jensens hverdag, men med krudt, der ikke er spor løst, bliver der peget på OS alle sammen. Glasuren revner, og der bliver spurgt, hvordan vi kan tillade OS at mene noget som helst om en krig og en verden, der både i konkret og mere åndelig forstand foregår så milehvidt fra vor verden. I romanen bliver hele nationen skældt ud for ikke at have forstået verden efter 9/11, og de hændelser, der fulgte med tårnenes styrt. Heller ikke selv om vi har ydet praktisk til.

Med sin samtidsaktualitet minder romanen om Jonathan Franzens FRIHED, der over et par årtier følger en amerikansk familie både før og efter terrorangrebet 9/11. Men hvor det er noget mere forestilleligt, at Franzens familie i virkeligheden kunne findes et sted i New Yorks opland, er figurerne i OS lige så opdigtede som bynavnet. Men ligesom bynavnet er det karikerede persongalleri og det overdrevne handlingsforløb et eksempel på en verden, der er meget nærværende.

Er man til det mere virkelighedsnære, kan man finde trøst i hjemvendte Roberts figur. Hvis der altså er nogen trøst at finde i hans voldsomme post-traumatiske stress syndrom. Men det er beskrivelsen af Roberts traume, der sørger for, at bogen vedholder sig et reelt samfundsproblematisk nærvær. Det er også med Robert, at Sabroe minder OS om alt det, vi ikke ved, og at vi ved allermindst om, hvordan det er at være soldat i en krig, der for alle OS andre er så fjern.

Det er ikke sikkert, at OS gør en bemærkelsesværdig forskel, og selvom den i al sin samtidslitterære vælde, er på vippen til at være for meget, er den så skarpladt, at den fortjener at blive læst.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også