En sjaskvåd akvareltegning
Debutromanen Foder til Høns er en litterær samling af uskønne, klistrede, kvasi-magiske billeder. Jeg kan blive helt svimmel, når jeg støder på små, kompakte sætninger, der ubesværet lægger beslag på læserens opmærksomhed: »Jeg stryger over heden, den glider lilla ind i tågen.« Sætninger som denne, der rytmisk pensler et billede frem, er toneangivende for bogens stemning.
Feline Kamber er en af forårets debutanter. Hun har skrevet en frygtelig blændende roman. Fortællingen foregår på en ø. Øen er et fattigere sted end det abstrakte fastland. Et sted, hvor forråelse, armod og vold gennemtrænger hele samfundsstrukturen. Folk slås bag møllen, de slagter hunde, skærer i hinanden, mens de forsumper sig i blommevin. Flere gemmer penge under sengen for måske en dag at slippe væk. Hele fortællingen peger frem mod et forestående bryllup mellem Frode og Inger, men forlovelsestiden farves af, at Ingers søster Rakel ses med Frode i hønsehuset.
Bogens verden præsenterer sig som et vådt marsklandskab med stråtækte huse. Folk vader rundt i slebne træsko og med fedtet hår. Enkerne, hvis mænd er druknet på havet, er klædt i broderede kyser – og kattene ligeså: »To magre tjenestekatte i uniform løber på bagbenene ned ad kirkestien. De holder forpoterne på kyserne i regnen.« Hvad pokker? Jeg gnider mig lidt i øjnene, læser videre, prøver at akklimatisere mig til tekstuniverset.
Rotterne skriger af glæde
Men så møder jeg karakteren Munken, »en porcelænsfigur på størrelse med et dukkebarn«, og han har travlt med »at skubbe vognen rundt i pløret om pæretræerne. Rotterne skriger af glæde, de kan lide fart.« Hvad der først virkede som en skildring af bondekulturen i middelalderen, viser sig hurtigt at være noget helt, helt andet.
Mens et forestående bryllup nærmer sig er hele øsamfundet ved at rådne op. I debutromanen, Foder til Høns, er undtagelsestilstanden kronisk.
På den ø, der skrives op af vandet, undslipper ingen den styrende præstemagt. Præsten har autoritet, men en beundringsværdig mand er han dog næppe, og kirkeklokkerne ringer noget særligt, da jeg læser, hvordan »Pastor gemmer Ritas mælk i kinderne. Han gemmer det så længe, at det bliver til smør. Så længe, at det bliver til ost. Han spytter smør og ost ud på de stykker brød, tjenestekattene bærer op til Pastorindens soveværelse om morgenen.« Kirken er installeret på en måde, der viser, at også den ligger under for øens dæmoner – til ingens overraskelse i øvrigt.
Kropstæt
Feline Kamber skriver enormt tæt på karakterernes kroppe og samtidig forfriskende langt fra deres indre psykologi. Med ’tæt på kroppene’ mener jeg, at kroppenes grænseland netop er feltet, hvori skriften placerer sig. Jeg læser mig gennem kroppe som slikker og suger, savler og spytter. Og jeg tager mig selv i at blive frastødt og tiltrukket, igen og igen. Det gør sig eksempelvis gældende i et tilbageblik til frigørelsen af en art bændelorm:
»Flere meter af tynd, hvid orm bugtede sig på køkkengulvet. Så knækkede ormen og trak sig op i dig igen. — Forbandet dæmoneri, sagde Elfride. Der gik lidt tid, så skulle du i fødsel igen. Elfride fik trukket hele ormen ud af dig. — Sådan, sagde hun og lagde den i hønsefoderspanden.«
Det vrimler med klistrede orme, snegle og rotter. De organismer, som mange af os helst undgår, pibler hen over siderne, imens Kamber gør dem til litterære farvetoner. De kravler hvileløst rundt indeni og ovenpå karaktererne. Det slimede tema får mig til at tænke på Julia Kristevas begreb abjekt. Kristeva er interesseret i afklippede negle, blod, sved, sågar fostre; alt det, der svæver et sted midt imellem subjekt og objekt – ja, selv barndommens mælketænder: »Jeg tager tænderne ind i munden. De ligger og stikker på tungen. Jeg spytter dem ned i snusdåsen igen.« Kamber arbejder gennem hele bogen med at give abjekt-kategorien et litterært udtryk, og det bliver ikke mere sanseligt end her:
»Munken ser på en hudstrimmel, jeg hiver af foden, han rækker hånden frem. Jeg ryster på hovedet, smider strimlen på jorden væk fra ham, han skynder sig hen og samler den op og putter den i munden. — Nej! Spyt ud! siger jeg. Munken synker og får tårer i øjnene.«
Jeg forarges, jeg læser videre – det virker. Det fungerer både morsomt, samtidig med at jeg hele tiden på ny bliver konfronteret med nye absurditeter. Projektet kunne lige såvel falde til jorden, men heldigvis er det ikke tilfældet.
Selvskade og komplekst begær
Forarmelsen gælder ikke kun de kropslige vulgariteter. Menneskene lever under strenge patriarkalske magtforhold og materiel knaphed. Det viser sig at være en farlig forrående cocktail.
»Jeg slikker på hans håndled, vil lukke såret med tungen. Jeg skar for dybt, min mund er fuld af pus og blod.« Det er Rakel, der taler. Hun hjælper Frode til at selvskade og involverer sig i et kompleks begærsmønster. »Blod pibler frem og fletter sig ind i mønsteret af rifter, et rødt armbånd. Han siger, det er nødvendigt, at jeg skærer ham, for at holde dæmonerne på afstand.«
Det er ubehageligt at læse de eksplicitte selvskadende. Det skyldes ikke mindst, at der i kropsødelæggelserne også er indlejret en form for omsorg. Det er de udstødte og marginaliserede, der mødes og skaber sår som kan, eller ikke kan, læges igen. Jeg spørger mig selv, hvilken rolle det spiller for teksten. Måske det handler om at skabe nogle synlige tegn på al den slørede vold og lidelse, der florerer på øen. Det virker i hvert fald til, at dæmonerne har gode årsager til at være der.
At akten foregår i hønsehuset, taler sammen med et andet gennemgående tema, hvor menneskene optræder dyrisk, ligesom dyrene indtager menneskets vanlige roller og evner. Hierarkiet mellem menneskene og det mere-end-menneskelige står, trods rollebytteriet, uændret tilbage. Dyrene kan frit slagtes, når de ikke arbejder gratis i produktionsapparatet. Romanen udstiller og udfordrer magtforholdet ved at navngive dyrene og referere til dem med sociale pronominer: »Han lægger Judit på huggeblokken, hun er ikke den første, han flår med kniven.« Det er skarpt og virkningsfuldt.
Intet mindre end vellykket
Romanens komposition er intet mindre end vellykket. Skiftene mellem synsvinkler er glidende, trods de ændringer skriftstilen tager sig. Feline Kamber styrer følelsesstrukturernes farver med sikker hånd og fremelsker et stort løbende billede – en våd akvarel. Billedet er malet med en tyk, klistret apati, der gør livet på øen helt klaustrofobisk at læse sig rundt i. Jeg kunne have skrevet mere om handlingen, men i mine øjne er det værkets intense stemning af armod, frarøvet alle udveje, der virker stærkest.
Den pessimistiske tone i Foder til Høns indbefatter en litterær tendens, der fravikler sig lunkne fremtidsløfter om en bedre verden. Saligheden træder kun frem i poetiske glimt, når »rørsangere flyver op fra sivene og dykker ned i dem igen«, eller når »en væggelus falder ned på gulvet med et lille klik.«
Feline Kamber – Foder til Høns – Gutkind