En skæbnesvanger pagt – anmeldelse af Jørgen Stormgaards BLIXEN OG BJØRNVIG PAGTEN DER BLEV BRUDT


Må man lade sin livsførelse og kunstneriske virke dirigere af sit forbillede? Jørgen Stormgaard har skrevet et særdeles vellykket værk, der elegant kombinerer en spændende og tankevækkende analyse af Blixen og digteren Bjørnvigs skæbnesvangre forhold krydret med smukke og troværdige fortolkninger af deres litterære værker.

Jørgen Stormgaard har med sin bog BLIXEN OG BJØRNVIG PAGTEN DER BLEV BRUDT skabt et særdeles oplysende værk, der med sit appetitlige og letforståelige sprog åbner læserens øjne for to kunstneres alvorlige leg med livet. Bogens omdrejningspunkt er året 1950, hvor den mytiske fortællerske Karen Blixen og den cirka 30 år yngre og indadvendte digter Thorkild Bjørnvig indgår en skelsættende pagt. En pagt hvor de vier sig til et kunstnerisk herre-tjener forhold, hvor Blixen bliver den unge Bjørnvigs lærermester og han hendes lærling.

Stormgaard beretter om og fortolker baggrunden for indgåelsen af pagten samt Bjørnvig og Blixens kampe under pagtens virke. Sidst men ikke mindst leverer forfatteren særdeles troværdige fortolkninger af en række fortællinger af Blixen, hvori Stormgaard på smuk vis sporer de følelsesmæssige voldsomme reaktioner, som pagten forårsagede alle de involverede parter.

Forsiden til BLIXEN OG BJØRNVIG PAGTEN DER BLEV BRUDT er et foto af Blixen, Bjørnvig og sidstnævntes hustru Grete. Bjørnvig står indadvendt med nedslåede øjne, Blixen står med et åbent og konfronterende blik mens Grete står fromt med foldede hænder. Der er tale om et trekantsdrama på højt plan, hvor Bjørnvig – uden held – tror at kunne favne både den kunstneriske muses dominans (Blixen) og et almindeligt familieliv med konen Grete.

Denne trekant vokser sig siden til en ”firkant”, da Bjørnvig forelsker sig hovedkulds i en gift kvinde. Denne kvindes navn har længe været hemmeligholdt for offentligheden, men i BLIXEN OG BJØRNVIG PAGTEN DER BLEV BRUDT afslører Stormgaard, som den første, navnet på den gifte kvinde, Benedicte Hergel (dengang Jensen), som i Bjørnvigs liv for alvor bidrog til hans indre splittelse og ydre kampe med Blixen og hustruen.

Forfatteren har formået at gøre analytisk faglitteratur til en næsten detektivisk oplevelse for læseren og desuden skal det nævnes, at Stormgaard evner citatkunsten til fulde. Der er dog en del gentagelser i bogen, det kan ikke siges for ofte, hvor guddommelig den unge digter opfattede Blixen, og hvor skæbnesvanger pagten mellem Blixen og Bjørnvig blev for dem begge. At Stormgaard til tider synes at tage Blixens parti, skinner lidt igennem nogle steder, men alt i alt er det en fornem præsentation af de to forfatteres indbyrdes kunstneriske inspiration og dennes fatale og litterære følger.

Skrevet af Sabine Bjørg Jensen

Sabine Bjørg Jensen er uddannet cand.mag. i fransk og filosofi fra Københavns Universitet.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *