En skibssplint fortæller – Sjón SPLINTEN FRA ARGO
Tak til den islandske forfatter for at levere et sært og sjovt epos om mænd, kvinder og fisk, og for at minde læseren om, at myternes magi er evig.
Citat
På sit tidligste udviklingstrin ligner menneskehjertet helt og holdent et fiskehjerte. Og mange andre forhold peger på et slægtskab mellem os og de dyr som lever i vandet, alene det at et menneskefoster har gællebuer er tilstrækkeligt bevis for at vi nedstammer fra vanddyr.
Bag kunstnernavnet Sjón gemmer sig ikke en Hr. Hvem-som-helst. Islændingen, med det borgerlige navn Sirgurjón B. Sigurdsson, er vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2005 for sin forrige roman SKYGGE-BALDUR. Hans forfattervirksomhed startede i 1979 med den ny-surrealistiske digtergruppe Medusa, men har siden omfattet medspil på tekstfronten hos det islandske rockband Sugarcubes og Lars Von Triers musical ”Dancer in the Dark”.
Som forfatterens cv er SPLINTEN FRA ARGO en alsidig størrelse. Den lille roman er det Sjón selv ville kalde en hypertekst, hermed forstået at mange forskellige virkeligheder og mange historier er til i den samme tekst. En er den småracistiske Valdimar Haraldssons, en anden er som undertitlen udtrykker myten om Jason og Kaineus.
Kaineus er andenstyrmand på skibet M/S Elisabeth Jung-Olsen, der lægger fra København i 1949, og ved aftenselskaberne fortæller han røverhistorier, fra sin tid på søen i en mystisk mytisk tid. Historierne får han fra en lille stump træ, der stammer fra stævnen på kaptajn Jasons skib Argo.
– Styrmanden havde for vane inden han begyndte på sin fortælling at trække en mørnet træstump op af lommen og lægge den mod sit højre øre som et telefonrør. Han lyttede til stumpen i et minut eller to og lod langsomt øjnene falde i som til søvn, men under øjenlågene flakkede pupillerne hid og did.
Den ældre islænding Valdimir sidder med om bordet og lytter skeptisk. Han er med på sejladsen som storskibsreder Jung-Olsens gæst, da han var en god ven af rederens afdøde søn Herman. De to delte en absurd komisk og næsten sygelig fascination af fisk. På en halvgnaven gammelmands jeg-ved-bedst facon, hylder Valdimir i et Europa præget af en nyligt afsluttet verdenskrig, som en anden politisk ukorrekt papegøje, de ”fiskende nationer”.
Valdimars kærlighed begrænser sig ikke udelukkende til indtagelse af havets dyr, men omfatter også inderlige videnskabelige studier af forholdet mellem fisk og menneske. Hans store passion er arbejdet som redaktør for tidsskriftet ”Fisk og Kultur”, en lidenskab som han prøver at delagtiggøre M/S Elisabeth Jung-Olsens besætning i under aftensmaden (i skarp konkurrence med Kaineus). Plukfisken, der skulle akkompagnere den højtidelige tale, viser sig til islændingens store forargelse, (hvad ellers end) at være gået i plukfisk. Dette er kun er en enkelt ud af romanens talrige charmerende pudsigheder.
SPLINTEN FOR ARGO sender som en smeltedigel af fortællinger, fortælleformer, magi og myte, tankerne over Peter Adolphsen tilbage til Karen Blixen. Romanen bygger bl.a. på Euripides, Ovids Metamorfoser og trojanernes saga, men ud over at bringe liv i gamle, mere eller mindre glemte myter og sagn, besidder SPLINTEN FRA ARGO også en anden kraft: den fremprovokerer såvel seksuel som intellektuel stimulans.
Det lille halvrådne stykke træ genforener Valdimir med hans seksuelle drifter… Og Sjóns sære og sjove roman driver læseren frem (så det driver) og giver lyst til mere myte.
