Af | 29. september 2006

En smagsdommers greatest – Klaus Lynggaard ET KULLET KLARSYN

Der er musikanmeldere, og så er der Klaus Lynggaard. En institution inden for dansk musikkritik, der med sine klummer er et eksempel på en smagsdommer, der transcenderer betegnelsen skråsikker og vel snarere må betegnes som direkte lodret stående.

Citat

Om Tim Christensen ”Tekstmaterialet kredser i ét væk om parforholdsproblemstillinger i bedste Nikolaj og Julie-stil og herregud, der må sgu da være andet en fyr på 29 år kan finde på at synge om? Engelsk som undskyldning for intet at have på hjerte, nu må I sgu snart give os et break venner. Syng dog på dansk, din hund!”

Efter at have skamrost et nyt album af PJ Harvey: ”Jeg har kun én tilføjelse til ovenstående: Gift dig dog med mig, Polly Jean. Du vil sikkert fortryde det helt vildt, men lad os give det et shot…”.

I anledning af Lynggaards 50 års fødselsdag har Informations Forlag udgivet en samling af hans artikler fra perioden 1992-2006 på dagbladet Information under titlen ET KULLET KLARSYN, og her er der smæk for skillingen med mandens bedste eller værste skriblerier alt afhængig af, hvordan man har det med ham. For Lynggaard er som det fremgår efter 20 sekunders læsning den direkte antitese til pseudoobjektivt anmelderi.

Man kan kalde det krukkeri eller raffinement, når Lynggaard fx insisterer på at være Des med læseren, anvender den arkaiske konjunktion ”thi”, bruger en ofte ikke helt gnidningsfri sammenblanding af dansk/engelsk og en vældig bunke idiomatiske udtryk. Men det giver ham samtidig en sproglig personlighed, som mange anmeldere kun kan drømme om. Det virker derfor ikke tilfældigt, en af hans kæpheste netop er dansksproget musik, der tør og vil anvende sproget til mere end de sædvanlige klicheer.

Bogens indhold ligger overvejende efter 2001, og det er også her de bedste bidrag er. Sjovt nok ser Lynggaard ud til at have skrevet sig rigtig varm omkring regeringsskiftet. Der sker i hvert fald et eller andet, der vækker den slumrende kulturradikale i ham og fra da af, er der kærlig hilsen til borgerlige værdier, metervarepop, McDonaldficering og ikke mindst yndlingsaversionen nummer 1: kulturminister Brian Mikkelsen. Sagligheden i hans mange udfald, skal nogle gange tages med et par kilo salt, men det er underholdende. For hvis der er et sted, Lynggaard virkelig excellerer, så er det i mavesur galde!

I den henseende er det ikke sjovt at hedde Michael Falch ”den ugode” eller være Poul Krebs som ifølge Lynggaard ”demonstrerer sin uforlignelige mangel på sprogsans og eklatante evne til at skrive melodier, der glemmes, allerede mens de spiller.” Hanne Boel er ”den syngende ekvivalent til Bo Bedre” og Thomas Helmigs musik er ikke bare tandløs men ”blottet for ansatser til chancetagning og vovemod, stivnet i alt for mange genkendelige klicheer og slidte fraser.” – Av!

Uanset om man finder ham ulidelig, ekstremt kompetent eller bare underholdende (jeg synes han er det hele), kan man ikke komme uden om, at han virkelig er en ener og en personlighed. Dem er der ikke mange af i musikpressen i dag, og det i sig selv kunne være nok til at anbefale denne bog, hvis det da ikke også var fordi, den er ganske vellykket og slet ikke til at komme uden om, hvis man interesserer sig for musik. ET KULLET KLARSYN har kort sagt flere killers end fillers.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Journalistik, Musik,

Læs også