En smuttur i den amerikanske boghandel
Efter at have brugt et par uger i USA sad jeg tilfældigvis med Camille Roy’s HONEY MINE (tidligere anmeldt heri), da jeg faldt over en passage, der lagde sig så tæt op ad en samtale, jeg havde haft tidligere samme dag, at jeg straks måtte sende den til min kæreste med ordene: ’’Se!! Det var dét, jeg mente!’’ Inden da havde jeg været usikker på, om denne artikels emne var værd at skrive om, men med det lille magiske lykketræf var jeg overbevist. Passagen lød således:
’’Writing I find exciting is often called experimental. In America this is another word for marginal. It’s patronizing. Other countries distribute legitimacy in literary culture differently. […] On the other side of the Atlantic, debates on literary aesthetics are part of public – not just academic – life. Not so here, which means the conventions of representation that underlie mainstream fiction in this country can’t be effectively critiqued.’’
Lad mig gøre klart med det samme, at jeg ikke nødvendigvis deler Roy’s rosenrøde fortælling om, hvor litterært ophøjede vi er på vores side af Atlanten. Men hun har alligevel fanget noget, som for mig længe har siddet som et vildfarent hår bagerst i halsen, og på min seneste tur til Amerika har placeret sig i relief.
Sagen er den, at jeg havde tænkt – da jeg alligevel skulle herover – at jeg ville bruge min tid på at finde og anmelde nogle amerikanske nyudgivelser, siden der her eksisterer så stort og levende et marked af fænomenale bøger, som med al sandsynlighed aldrig når vores side af planeten. Bøger med Booker-priser, National Book Awards og sågar Pulitzers, som den danske læser aldrig hører om. Til den mission havde jeg en relativt simpel og naiv metode; jeg ville gå ind i den første den bedste lokale boghandel og spørge, hvad der mon rører sig på den amerikanske scene.
For at forklare, hvorfor det var naivt, må jeg også forklare min umiddelbare oplevelse af den amerikanske boghandel, forhåbentligt uden at forfalde til alt for eurocentrisk arrogance. I det mindste har de stadig boghandeler, kan man sige.
Det første du møder i den amerikanske boghandel er farve. Her er ikke skyggen af de støvetgrønne og brunmellerede masser af læderrygge, man kender fra antikvariatets bug. Pastelfarverne dominerer, i indretning såvel som bogrygge. I den stolte amerikanske service-tradition finder man heller ikke en enkelt træt boghandler siddende bag sin disk, men gerne to til fire altid aktive medarbejdere, der straks spørger, om de kan hjælpe. Jeg vælger at give mig selv et øjeblik til at finde et overblik før jeg påkræver mig deres opmærksomhed.
Men overblik er ikke let. Det går hurtigt op for mig, at jeg leder efter noget, som jeg ikke rigtig selv kan sætte ord på. Jeg vil jo bare gerne se de gode bøger. Altså, dem, der får alvorlige priser og læses på universitetet. Dem, vi mestendels anmelder her i magasinet. Arrogancen i dét mål gøres hurtigt klart, da det går op for mig, at jeg ikke ved, hvordan helvede jeg skal adskille dem fra de hundredvis af farveeksploderende omslag, der alle citerer anmeldere fra fine blade med ord som ’’RIVETING’’, ’’REVOLUTIONARY’’ og ’’A MUST-READ’’. I en boghandel herhjemme er det ikke så svært. Her er der en relativt klar, hvis måske lidt selvfed, opdeling i genrelitteratur og så resten. Krimi, YA og andet populærlitteratur står i én ende af lokalet, og de lidt mindre reoler er reserveret til alt fra Ørntoft til Borges.
Jeg vender derfor mit blik mod en anden, og virkelig fin, amerikansk boghandelstradition: ’’STAFF PICKS’’, hvor hver af medarbejderne har samlet deres yndlingsbøger denne måned og i hånden skrevet små anbefalinger til potentielle kunder. Men heller ikke her kan jeg få en anbefaling, der passer min efterspørgsel. Både de små kort og bøgernes omslag gør klart, at de mere er valgt ud fra genrebetegnelser (’’CHILLING THRILLER’’, ’’HEAVING ROMANCE’’, ’’BATSHIT HORROR’’) end den esoteriske og udefinérbare litterære kvalitet.
Da jeg endelig overgiver mig og beder medarbejderne om en anbefaling, forstår jeg, at det er min egen skyld, at jeg ikke ved, hvad jeg egentlig leder efter. For da jeg prøver at forklare, hvad vi normalvist anmelder i LitteraturNu, kan jeg skamfuldt ikke rigtig komme nærmere end et mumlet og højrøvet: ’’High.. literature?’’ Min boghandler nikker tænksomt og spørger dertil: ’’Do you mean literary fiction?’’
Og det er selvfølgelig det, jeg mener. Overgenren, som vi ikke rigtigt har herhjemme, men som i USA mere eller mindre bare definerer det dér, de læser på uni. Da jeg flovt nikker ja, kan de endelig hjælpe, om end det kun er én af de fire medarbejdere, der egentlig læser den slags, ifølge dem selv. Straks får jeg en bunke nyudgivelser stukket i armen med glødende anbefalinger, og bliver efterladt til at sortere ud i dem.
Noget, der hurtigt står klart for mig er, at amerikanere elsker at skrive om Amerika. Det bør ikke nødvendigvis komme som en overraskelse, men det er alligevel en sjov kontrast; hvor mange bøger har Leonora Christina Skov eller Caspar Erik egentlig skrevet om Danmark som koncept? Som historisk objekt? Dertil kommer, at amerikanerne selvfølgelig er mil længere fremme, når det kommer til identitet og intersektionel analyse. Det er tydeligt og eksplicit, at deres bøger behandler race, køn, seksualitet og etc. med en umiddelbar naturlighed, som vi kun lige er ved at få øjnene op for herhjemme, og særligt i literary fiction. Den lidt kedeligere bagside af dette er, at det ofte kan være svært at gennemskue, hvad en bog egentlig handler om udover en lidt tilfældig samling identitetsmarkører. Det er tydeligt, at marketingafdelingerne på forlagene regner med, at du samler en bog op baseret på, hvor tæt dens bagside beskriver din egen racialiserede, seksuelle, kønsmæssige eller politiske oplevelse.
Jeg ender med at samle en armfuld bøger op, navnligt en velrenommeret debut fra en lokal forfatter, Richard Mirabella, og den nyeste roman fra prisbelønnede mastodont Lauren Groff. Planen er egentlig at anmelde dem heri magasinet. Men i stedet skriver jeg dette lille essay. Hvorfor? Begge bøger er fabelagtigt velskrevne. Medrivende og smukke. De fortjener begge den store ros, der er tilkommet dem. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle anmelde dem.
Min læsning lider selvfølgelig under, at det kræver en stærk vinkel at forsvare at anmelde bøger, der for de fleste af vores læsere ikke er direkte tilgængelige. Men det er også mere end det; for hvor bøgerne nok er fine værker, ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige om dem. Den ene er en flot historie om et søskendepars kamp med psykisk sygdom og deres familiehistorie. Den anden er en stærkt økokritisk næsten-fantasy-fortælling om en stuepige i kolonitidens Amerika, der flygter ud i vildnisset og lever og dør af landet. Men de er heller ikke mere end det. Og da når vi tilbage til mit Camille Roy-citat ovenfor.
Man mærker her, at modernismen, eller for den sags skyld postmodernismen, aldrig rigtig kom til Amerika, eller – sagt mindre polemisk – i hvert fald ikke bed sig fast. Den New Narrative-tradition, som Roy skriver sig ind i, og som i andre afskygninger har været komplet dominerende i den europæiske romankunst i årtier, er ikke længere at finde på amerikanske bogreoler. Kronologier, sprogbrug og plot er ligefremme, og blot neutrale bærere af gode historier – de bøjes ikke, eksperimenteres ikke med, og afvises ikke. Den store amerikanske roman er blot en fandens god historie, men meget sjældent et litterært nybrud. Måske døde eksperimenterne sammen med David Foster Wallace.
Hertil kommer også den uklare opdeling mellem genrelitteratur og literary fiction. For når de sproglige og narrative eksperimenter ikke er i højsædet, bliver det også svært at kende forskel på, hvilke forfattere, der er på frontlinjerne af litterære nybrud, og hvilke der mest skriver til strandturen. Forskellene udviskes, og derfor læner man sig op ad genrebetegnelser og identitetsmarkører i stedet for stil, form og sprog. Dette er ikke for at sige, at den amerikanske romankunst er dårlig. De har mestret den rene historiefortælling for længst og er på mange måder på forkant med europæerne i lige den disciplin.
Men jeg kan ikke slippe, hvor hurtigt disse bøger egentlig slipper mig, og hvor lidt jeg bider fast i deres karakter, ligesom de uendelige pastelfarvede bogomslag i boghandelen også hurtigt bliver til en farveløs, karakterløs grød. Mere end det, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at hvor begge disse bøger er stort opslåede og fabelagtigt anmeldte, når de ikke f.eks HONEY MINE til sokkeholderne litterært – og sidstnævnte fik kun lige en spalte i et par af San Franciscos lokalsprøjter.
Lad dermed dette være et cadeau til de danske forlag og anmeldere, der faktisk prioriterer eksperimentet, og har sørget for, at det indfinder sig naturligt i den danske læsers litterære oplevelse. Bliv for guds skyld ved med det. Og derudover en påmindelse om, at det ikke er alle vores kulturprodukter, der kommer andenhånds fra USA – og at det faktisk er en lettelse.
