En sprudlende gammel kællings bekendelser – Hallgrimur Helgason KVINDEN VED 1000°
Helgasons roman om den rå, livserfarne Herra er et fascinerende og galgenhumoristisk bekendtskab med rablende sprogekvilibrisme og smuk skrøbelighed bag det fandenivoldske ydre.
Citat
Selv var jeg svært tilfreds med krakket. Alle de gode år lå jeg og lod grådigheden omkring mig snuppe alle skejserne. Jeg var ikke ked af at se dem forsvinde på bålet og var desuden langt om længe blevet ligeglad med penge. Vi spilder livet med at lægge til side til alderdommen, men så kommer den og har ingen andre forbrugsdrømme end at få lov at pisse liggende. Det er ikke for det, det havde sikkert været interessant at købe sig til en tysk dreng og lade ham stå her halvnøgen i skæret fra et stearinlys og recitere Schiller for et aldrende puderivejern, men nu har man vist forbudt al handel med kød her i landet, så det behøver man ikke at ærgre sig over. Jeg har derfor ikke mere end nogle uger tilbage, to karton Pall Mall, en computer og en håndgranat – og har aldrig haft det bedre.
– Alle har godt af at miste facaden på deres hus, høre det brænde knitrende i et barn eller se sin elskede blive skudt i ryggen. Jeg har altid haft det lidt dårligt med folk, der aldrig har skrævet hen over et lig.
Mød Herbjørg Maria Bjørnsson, også kaldet Herra. En idiosynkratisk særling på kant med samfundet, der har godt med trodsig kampgejst tilbage trods kræft, KOL og fremskreden alder. Vi møder hende, da hun mæt af dage har booket tid til sin egen kremering og venter på, at ovnen skal nå op på titlens tusind grader. Hjemmeplejens besøg, en computer og sit tilbageblik er hendes eneste selskab.
Nutidskapitlerne om den svigtende organisme, den kærlige mobning af hjemmeplejeren Lærkes bly væsen, og Herras fest over sine kispudslege på de sociale medier er en fin ramme om denne unikke personage, der absolut ikke er nogen frøken hvem som helst. Som barnebarn af Islands første præsident har hun en helt igennem utrolig livshistorie bag sig – ligelig fordelt blandt Europas bonede gulve og 2. Verdenskrigs elendighed – og den leveres med distancerende vid, grovkornet kynisme og fejende sanseligt skjalde-schwung.
Montage-karakteren og diggressioner en masse gør både fortællingen til en form for moderne saga om den islandske folkesjæl og en absurd spoof over en erindringsbog med hele den nyere europæiske historie som bagtæppe. Faktisk går der næsten Forrest Gump i den. Herra er her, der og alle vegne. Blandt meget andet når hun at kysse på John Lennon, blive holdt fanget som sexslave og leve i eksil i Argentina. Vi mangler bare en månelanding! Det er hysterisk, hæsblæsende og for meget, men i Helgasons hænder balanceres vanviddet af en fin underliggende skrøbelighed hos vores prøvede hovedperson, der gør hende troværdig, menneskelig og helt igennem elskelig.
At der oven i købet er tale om fiktion baseret på en virkelig figur – Brynhildar Georgiu Björnsson – gør ikke den imposante række af begivenheder mindre øjenbrynsløftende. (Den store forargelse i hjemlandet, hvor mange af de implicerede er almen kendte, og hvor den efterhånden velkendte debat, om hvad man kan tillade sig med virkeligheden som romanforfatter, har raset for fuldt flor, har fået Helgason til at starte bogen med en udførlig disclaimer.) Som dansk læser er det nu ikke noget, man behøver at hæfte sig mærkbart ved.
Bogen bør frem for alt læses, fordi det er en sprudlende og rasende god roman, hvor det fyger med snurrige sætninger og opfindssomme nye ordkonstallationer. ’Neoliberalismen’ bliver eksempelvis til ’nypengerismen’, og Kim Lembek skal have store roser for at forløse Helgasons islandske sprogeksplosion så fornemt på vores flade ’leverpostejshovmodige’ danske, der må tage en del skarpladte skud for boven. For eksempel lyder det i en bisætning:
– Her ligger for resten et forskningsprojekt for freudianere: Hvordan kan det være, at alt det største danskerne har, har så småt et format: Legoland, Den lille havfrue, Den grimme ælling osv.
Forfatteren fortsætter, kan man sige, i samme anarkistiske spor som med STORMLAND og 101 REYKJAVIK, men sikke et ridt. Med KVINDEN VED 1000° er han for tredje gang indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, og det er fuldt fortjent.
