En stor lykkelig familie – Kristina Nya Glaffey PADDER OG KRYBDYR
Kristina Nya Glaffeys anden bog PADDER OG KRYBDYR begynder rigtig godt, og så går det rigtig galt. En roman om det lesbiske miljø set fra en lesbisk minoritet.
Citat
Som om der var meget genderbender over den samling fjeldlebber, der hang i barerne rundtomkring på de københavnske homoklubber og troede, at folk fandt det ophidsende at blive klappet i røven af et eller andet overvægtigt mobbeoffer med rygsæk: Lad jagttegnet blive hjemme, og plej din penismisundelse hos nogen andre, fister. Vi er nogle, der forsøger at konstruere en kernefamilie. Så fis af, og kom tilbage fra lejrskolen på Femø, når du har andet at bidrage med end at trække gennemsnittet ned for os andre.
Over de første syv sider tårner spørgsmålene og overvejelserne sig op omkring det at få børn, at danne familie og at være forælder. Udgangspunktet er et lesbisk parforhold, men tankerne vil være genkendelige for alle, der nogensinde har overvejet at få børn. På bogens sidste sider samles tankestrømmen op, hvor den først stoppede. Hverken fortæller eller læser er dog blevet klogere på forældreskabet på de mellemliggende knapt hundrede sider.
Bogen er da heller ikke en manual til livet i den alternative familie, men en satirisk tekst om det lesbiske miljø og markedsmekanismerne i samme. Glaffeys syrlige beskrivelse af en navngiven fertilitetsklinik i København, der har specialiseret sig i lesbiske par, er fantastisk morsom. Satiren i dette afsnit udstiller effektivt, det misforhold der er mellem kvindernes drøm om et barn og klinikkens økonomiske profitering på samme. Også fordi dilemmaet viser tilbage til fortælleren, der må spørge sig selv: hvor mange timer bag kassen i Netto er et barn værd?
Lige så morsomme er de kortere afsnit fra dyrelivet, bland andet de homoseksuelle pingviner i New York Zoo, der adopterer et æg og bliver lykkelige. De er sjove, fordi de udstiller vores forestillinger om, hvad der er naturligt og normalt.
Men så går det efter min mening galt, og langsomt glider teksten ud i en lang tilsvining af andre socialgrupper og anderledes tænkende end fortælleren selv. Jeg fandt det begrænset morsomt at læse fortælleren gøre grin med ægdonorernes formuleringsevner i deres ubehjælpsomme præsentationer af sig selv på fertilitetsklinikkens hjemmeside. Og hvad så? Skal en donors værdi virkelig gøres op i hans sløsede svar på et spørgeskema?
Samme retorik bruger fortælleren overfor et andet navngivet firma, der sælger tøj- og legeartikler til regnbuefamilier. Nøj, så åndssvagt de beskriver deres varer. Og derfra er der åbenbart ikke langt til at gøre grin med kvinder, der klæder sig i camouflagebukser, ser naivt positivt på verden og laver spirituel kunst. Spydighederne tager til i styrke og omfang, efterhånden som fortælleren taler sig varm, og det kan være svært at holde fast i den røde tråd. Er fortælleren ironisk, eller ironisk ironisk? Mener hun virkelig det, hun skriver, eller er hun sarkastisk?
Der står på bagsiden af bogen at den er skrevet med ’en god portion selvironi’, hvilket må være ønsketænkning fra redaktørens side. Fortælleren i PADDER OG KRYBDYR gør det meget tydeligt, at hun ikke opfatter sig selv som en del af et større lesbisk fællesskab, bare fordi hun tilfældigvis orienterer sig mod kvinder, og det er jo helt fair. Men er en satire stadig selvironisk, hvis den ikke inkluderer den der laver satiren?
Det er ikke fordi, vi ikke trænger til at blive mindet om vores egne fordomme. Hvorfor ikke skyde lidt på Joakim B. Olesen, hvis trumfargument for at afskaffe fertilitetsbehandling er, at
det ’ikke er en menneskeret at få børn’? Som om det er et kriterium der gør sig gældende for 99% af Danmarks love. Eller på Kristdemokraterna i Sverige, der først for nylig har droppet ideen om, at man skal tvangssterilisere mennesker, der får kønsskifteoperation? Eller på kirken i Danmark, der ikke kan beslutte sig for, om alle står lige for Gud? Nok fordi fortælleren ikke gider være fortrop i LGBT’s ligestillingskamp, fair nok, men hvad er det så, hun vil?
