En storm i et glas vand – Einar Kárason STORM
Romantiseret drankerævl og utroværdige portrætter fylder for meget i en roman, der ellers sætter ild til relevante og nødvendige emner. Uærlig forlagsvirksomhed, den danske velfærdsstat og islandsk selvgodhed kommer under Einar Kárasons behændige behandling.
Det begynder lovende. Hovedpersonen Storm præsenterer sig selv og sin triste baggrund som søn af en forsvunden far og en fordrukken mor. Det er givet, at han har sine grunde til at opføre sig lidt aparte og forlyste sig i sine omgivelser, som var de et tivoli og ikke kødelige mennesker. For at prøve noget nyt og komme lidt væk fra de dårlige kammerater (man fornemmer, hvorfor de ikke gider ham mere) er Storm med sin kone Stefania og deres to unavngivne børn rejst til Danmark for at nasse optimalt på maksimalstaten. Alle fordomme om drukfældige og excentriske islændinge er kørt i stilling, og læseren fodres med bidske og velturnerede angreb på dansk dobbeltmoral og integrationsproblematikker, som de ser ud i Vollsmose, hvortil Storm er flyttet. Fordommene bliver bekræftede og angrebene strøet med rund hånd.
Synsvinklen skifter mellem hvert kapitel, så Storms kone, hans venner, fjender, ’Mor’ og sågar ’En fyr i Odense’ kommer ukommenteret til orde. Storms portræt nuanceres gennem de mange fortællerstemmer, som aldrig gør sig for gode til en gang bagvaskelse. Og at det alligevel er Storm, der som en redigerende instans holder sammen på fortællingerne, kan man se ud fra kapiteloverskrifternes titler, der kun kan være givet af ham selv. Det gøder den metalitterære tematik, der gennem romanen gør den til genstand for sin egen kritik. Nævenyttige håndkantsslag deles ud til forlagsbranchen generelt, den islandske i særdeleshed, til en bog, som ikke blev fundet værdig til at blive nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris og til forfatteres tvivlsomme eksistenser: Storm bliver ansat som ’forfatter’ til en bog om samfundets udskud, som nogle studerende har skrevet, og det mere end antydes, at Peter Høeg blot er fantomforfatter. En frugtbar tvivl om denne bogs egentlige kvaliteter og hvilket spil, den indgår i, indfinder sig.
STORM spiller på læserens forventninger til bogen og genren, på fordomme om andre mennesker, bogbranchen og de ofte selvsmagende folk, der besidder denne. Uden at udvikle sig til et smædeskrift er romanen samfundskritisk og tenderer til at skyde med spredehagl på en noget selvsmagende måde. Havde karaktererne været mere troværdige og handlingen mindre actionpræget, havde missionen måske været vellykket. Men når hovedpersonen er dum som en dør, egoistisk og uden den mindste form for selvkritik og alligevel har en altopofrende lydig kone og to sunde og friske børn, så er det næsten umuligt at tro på romanen som helhed.
Heldigvis sprudler romanen af fortælleglæde. Fortælletempoet er højt og der er indlagt mindre dramaer til at holde læseren fangen. Kárason benytter sig af sine karakteristiske lån fra magisk realisme og blander dem med sin velkendte udgave af nordisk fortælletradition, men uden at det denne gang får den spændte vandoverflade til at sprænges. Hvis man accepterer præmisserne og Storms ansvarsløse og outrerede liv, kan man dog få sig en på underholderen og en tivolitur rundt i Vollsmose, Reykjavík – og Minneota Minnesota, som den lille familie når at bo i en måneds tid i drømmen om det forjættede land.
Storm er røvirriterende og det bliver romanen om ham desværre også. Den er for lang og for svær at købe, selvom Kárason gør krumspring i tid og rum for at få det til at hænge sammen. Nyder man som dansker at få lidt national spanking, kan man med glæde pløje sig igennem STORM, som deler kindkys og lussinger ud til Dan Turéll, Klaus Rifbjerg, Mogens Glistrup og føromtalte Høeg. Nok har romanen et skarpt blik udadtil, men et grundigere blik indadtil havde klædt den. At STORM i år blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris må bero på Kárasons omfangsrige forfatterskab mere end på denne middelmådige og let enerverende roman.
