En superskurk genopstår – Timur Vermes HAN ER TILBAGE
Hvordan ville verden af i dag tage sig ud set fra Adolf Hitlers synsvinkel? Dette tankeeksperiment er grobunden for Vermes’ komiske bestsellerroman. Og Hitler er slet ikke uimponeret…
Citat
‘Fint, ikke?’ spurgte jeg avishandleren og tog med en nonchalant bevægelse apparatet op til øret. ’Hitler!’ Jeg hørte ikke andet end valkyrierne, der fortsatte deres ridt. ‚Hitler!‘ sagde jeg, ’det er Hitler!‘ Og da valkyrierne red videre, prøvede jeg med ’Førerhovedkvarteret!‘ for det tilfælde, at den, der ringede op, var blevet overrumplet over straks at have mig i røret. Intet skete, kun voksede valkyrierne i lydstyrke. Det begyndte ligefrem at gøre ondt i øret. ’HITLER HER!’ råbte jeg, ’FØRERHOVEDKVARTERET!’ Jeg følte mig som på vestfronten i 1915.
Adolf Hitler vågner op på en byggeplads i nutidens Berlin i samme forfatning, som han var i 1945. Han har det overraskende godt. Kun lugter hans uniform lidt af benzin. Hans væremåde og udseende gør, at han af de mennesker, han møder, anses for at være en komiker, der meget vellykket parodierer den ægte vare, og som i method acting aldrig bryder sin karakter. Man ansætter ham på en kabel-tv-kanal og giver ham til at starte med en lille plads i et comedy-show. Hurtigt avancerer Hitler dog og ender med at vinde en eftertragtet kulturpris p.g.a. den måde, hvorpå han ifølge diverse aviser ’overrumplende udnytter systemimmanente paradokser iklædt den nationalistiske ulvs fåreklæder’. En langsom gentagelse af hvad der skete i 1930’erne, er under opsejling. Med nutidens medier som hjælpemiddel kan Hitler sprede sit budskab.
Ifølge bogens bagside skal HAN ER TILBAGE ses som en satirisk kommentar til ’mennesker og medier anno 2011’. Det er i historien klart, at Timur Vermes med dette mener, at en del af nutidens medier efterhånden ikke mere tager noget seriøst. At alt for meget bliver set som ’kunstnerisk udfoldelse’, og at man ikke går i dybden med alarmerende signaler, hvis et fænomen giver seertal og likes på YouTube.
Det kan Vermes jo for så vidt have en pointe i. Og indrømmet: Det er komisk at følge Hitlers undren over nutidens teknologi og væremåde, som da han i citatet er blevet tildelt en mobiltelefon, men ikke kan betjene den. Det er da også en sjov ide at opleve verden fra Hitlers synspunkt, da romanen er skrevet med ham som jeg-fortæller. Når Hitler folder sig ud i sine vredesudbrud eller ildtaler, må man ofte trække på smilebåndet.
For at legitimere at skrive fra Hitlers synsvinkel, er der skrevet et par scener ind i den ellers komiske historie om det indiskutabelt frygtelige i forfølgelsen af jøderne under Anden Verdenskrig. Efter et besøg hos sin bedstemor viser Hitlers ellers noget naive assistent f.eks. Hitler et fotografi af sin familie, som alle på nær bedstemoderen selv blev udryddet, fordi de var af jødisk afstamning. Scenen bliver nærmest patetisk følelsesladet og ender i et belærende klimaks, da assistenten grædende råber:
–Nej, fejlen er, at der i det hele taget er nogen, der er kommet på den ide, at man skulle slå jøderne ihjel! Og sigøjnerne! Og bøsserne! Og alle dem, der ikke passede i hans kram. Jeg skal fortælle Dem, hvad fidusen er: Hvis man ikke slår alle disse mennesker ihjel, så slår man heller ikke de forkerte ihjel! Så enkelt er det!
Når bogens kapitler, i modsætning til ovenstående patos-belagte eksempel, gør brug af humor, fungerer historien noget bedre. Tidligere har Hitler haft en samtale med sin tv-producer, Fru Bellini, som understreger, at ’Vi er enige om, at temaet ’jøder’ ikke er morsomt’. Hitler giver hende fuldkommen ret. Endelig en som ved, hvad hun taler om. Sådanne misforståelser er igen medvirkende til, at man, gennem latter, langt mere raffineret kan registrere Hitlers absurde holdninger.
Som den italienske commedia dell’arte-udøver Dario Fo mener, kan ironi og grovkornet satire udtrykke og løsne op for ellers mørke temaer. Der er ifølge ham ikke mange emner, man med humor ikke kan tage op. Måske er det derfor, Vermer vælger at gøre en så kontroversiel figur til sin hovedperson. At gøre grin med Hitler er da også før set. Fra Chaplins DIKTATOREN over flere nyere tyske film som DER WIXXER eller MEIN FÜHRER – DIE WIRKLICHE WARHEIT ÜBER ADOLF HITLER til YouTube-klippene fra filmen DER UNTERGANG, som viser Hitler rase på tysk akkompagneret af forskellige dybt komiske undertekster. På denne måde bliver en mørk periode i Tysklands historie ikke længere fortrængt.
Konceptet bag HAN ER TILBAGE er på den måde sjovt, men dog ikke specielt originalt og heller ikke holdbart nok til en roman på over 300 sider. Efter de første 150 bliver historien mere eller mindre en gentagelse af sig selv. Hitler udvikler sig jo ikke. I romanen er og bliver han en forstokket, racistisk, komisk figur, som vinder mere og mere magt.
Historien minder mig om en forside, Politiken i slutningen af august bragte på deres kultursektion, som handler om, hvordan populærhistoriske tidsskrifter høster succes på Anden Verdenskrig, og hvordan man opererer i ’trylleord’, som sælger magasiner.
Samme mekanisme gør sig gældende for denne bog. Selv bogens grafik er med til at skabe interesse. Jeg husker selv at gå forbi en boghandel i Köln og stoppe op, da jeg så dens forside i vinduet. Man er ikke i tvivl om, hvem det sorte hår og overskæg skal forestille, og allerede her bliver man som læser pirret. HAN ER TILBAGE er ikke stor litteratur, men alligevel er her et eller andet at komme efter. Bogens trylleord virker. Trylleordet er Hitler.
