En sydamerikansk drøm – Kristian Himmelstrups DINOSAURENS SIDSTE TANGO
Metafiktion, rejsebeskrivelse og opløsning rodes sammen i DINOSAURENS SIDSTE TANGO uden at resultatet bliver helt vellykket.
Kristian Himmelstrups romandebut er inspireret af det sydamerikanske: Fra den magiske realisme over karneval og revolution til den rygsæksrejsendes litterære forsøg i notesbogen. Der er mindst én rammefortælling, og nogen egentlig handling kan man ikke tale om. En fortæller finder i et flyvrag en bunke papirer, der viser sig at være en anden rejsendes (eller fortællerens alter ego) sidste optegnelser inden det styrt han selv fremskriver.
De fundne fragmenter giver en karnevalistisk beskrivelse af opløsningens væsen og nærmer sig rene febervildelser. Den skrivende undergår en række forvandlinger og optræder fx som ’en tåre adskilt fra sin oprindelse’ og ’en transvestit i habit’. Fra rolle- og maskeskiftene skabes forbindelsen til karnevalet, hvor der vendes op og ned på tingene, hvor grænserne overskrides, hvor den givne orden udfordres og revolutionen lurer bag den festlige udklædning. Et skridt videre, og vi har opløsningen på alle niveauer – atomets, individets, universets – og forude truer den tomhed, der foranlediger romanens underliggende angst.
Det sydamerikanske er altså både tiltrækkende og afskrækkende ved sit kaotiske alternativ til den skandinaviske trummerum, og romanens nedbrydning af grænser i både form og indhold er ganske klassisk og derfor ikke så rystende, som det måske var tænkt. I dette tilfælde er det hele så sat ind i en rammefortælling, hvor skinordenen til slut viser sig at være genoprettet, da fortælleren vågner i en lejlighed i København, og stilen bliver ædruelig med noter og detaljerede beskrivelser af omgivelserne.
Der er ikke sparet på metaeffekterne, faktisk tilføjes de et ekstra lag, når forfatteren laver studentikose og temmelig uoriginale løjer med sin bevidsthed om dem:
– Hvad pokker er det for noget? Gækker du din læser i mange lag eller i æsker på æsker? Hvorfor en ramme om et flyvrag, når det ikke skal bruges til mere? Netop fordi det ikke skal bruges til noget? Og hvorfor disse blandede indslag? Fordi der ikke skal være kronologi endsige almindelig sammenhæng?
Og så videre… At forfatteren selvironisk påpeger sin tvivl om sit projekt, er altså ikke nok til at det fungerer, og i DINOSAURENS SIDSTE TANGO bliver de litterære julelege hverken interessante eller foruroligende, men vidner i stedet om en overdreven nervøsitet for om andre mon synes, at der står en rigtig forfatter bag det hele.
I den magiske realismes ånd er sproget floromvundet, farverigt og næsten overlæsset, tilsat en forelskelse i fikse ordspil. Også dette indebærer visse farer, for sætninger a la ’Som den gode kristne jeg er, vender jeg den anden kind og det døve øre til’ og ’Hvad om tyngdeloven ikke længere fandt mig tiltrækkende’ er tæt på at overskride grænsen til det lidt for fikse, dvs. til at være selvforelskede brændere.
DINOSAURENS SIDSTE TANGO er altså en ikke helt vellykket sydamerikansk pastiche, som man må håbe forfatteren har brugt til at frigøre sig lidt fra det eksplicitte forbillede Jorge Luis Borges. Næste gang kan Himmelstrup roligt skrue ned for charmen og så ikke spekulere så meget over, hvad læserne mon tænker.
