En syg syg verden – Thomas Boberg HESTEÆDERNE
Ved kristendommens indførelse blev det forbudt at spise hestekød i Danmark. Det er det ikke længere, og ifølge Boberg finder der i nutidens formørkede og ideologiforladte samfund en decideret grovædning sted.
Citat
Hestelorten
tændte en cigar i synet på mig.
Jeg foldede døgnets nyheder sammen til en knippel
stak den i bæltet
og skred ud af kiosken.
Jeg var eneste mand i gaden.
Gaden var eneste retning i universet.
Universet var eneste punkt i mørket.
En hvid hingst
pissede på en bevidstløs hestepisker.
Pludselig gik lyset i hele kvarteret,
jeg famlede mig vej langs de fugtige mure.
En kat skreg
så tæt på at jeg måtte have trådt på dens hale.
Jeg fandt frem til døren
og snublede
hele vejen op.
Thomas Bobergs nye digtsamling HESTEÆDERNE giver mere indtryk af at være ét langt digt end en samling af ”digte”, sådan som forsiden ellers fortæller. Et tematisk og æstetisk sammenhængende univers – eller i hvert fald sammenhængende i sin usammenhæng – opstilles gennem de i alt 73 tekststykker, hvor scenen er sat i en art fjern, fjern galakse befolket af konsuler, hestepiskere, bodybuilderhunde og flagermus, og hvor lakridssprut og piratoslikør er den foretrukne og ganske nødvendige næringssubstans. Den omflakkende forfatterskikkelse er vidne til en samfundsmæssig opløsning, der giver udslag i aggressive befolkningssammenstød, kulturel deroute og fremmedhad for alle pengene.
Thomas Bobergs prosalyriske digte er umiskendeligt politiske, og der udtales en tydelig kritik af det højrestyrede system, som øjensynligt kun lader plads til egoisme og menneskelig polarisering. Til hesteædere. Det optegnede setting med tilhørende rolleliste er til tider lige lovlig let oversættelig: Konsulen (læs: Fogh/Løkke) sender ”hesteædernes sønner og døtre” (læs: danske soldater) til ”mørkemandens vemodige egne” (læs Irak/Afghanistan) under mandat fra ”overmagtens kejser” (læs: Bush). Vi får det nærmest bøjet i neon, men – til Bobergs forsvar – bliver de fremmalede billeder kun sjældent virkelig humanistisk frelste.
Til gengæld bliver de i tæthedsgrad så massive og klaustrofobiske, at det halve måske havde været nok. Danmarks indbyggere, alle nævnt ingen glemt, skæres over samme kam: de er ”Hesteædere hele bundtet” og ikke drevet af stort andet end ”Nødvendigheden/ eller blind overlevelse./ Kødmarkedet./ Sodomi”. Trøstesløse billeder skitseres i hobetal – der er ikke engang nogle, der gider låne Karen Blixen på biblioteket længere – og de fremmaner selvsagt en klaustrofobisk væmmelse. Beklageligvis indtræder der undervejs og sideløbende, i hvert fald hos undertegnede, en form for resistens. Når man får for mange øretæver (kindheste fristes man til at sige), ender man i sagens natur med at blive følelsesløs.
Når HESTEÆDERNE i så omfattende grad skitserer en sortsynet fremtidsvision på befolkningens vegne, er det imidlertid befriende, at Boberg ikke hæver sig som overmenneskelig moralsk profet. Der foretages ikke nogen egentlig stillingtagen, blot en art flakken omkring i den samfundsmæssige opløsning, som digterjeget både er del af og udtaler for. ”Når hesteæderne/ fester, klæder jeg mig/ i en kutte som deres, sniger mig/ ned gennem bygningen/ for at rapse af deres ædegilde” udtales der, hvorved den romantiske forestilling om digtergeniets übermensch-moral og priviligerede livsform komplet afmonteres. Det er lettende i disse Carsten Jensen-forherligende tider.
HESTEÆDERNE kunne godt savne lidt af den mere muntre drilskhed, som hans GÆSTEBOGEN fra 2006 udmærkede sig ved – og undertegnede kunne godt have lyst til at bede Boberg om lige at klappe hesten lidt i forhold til det altopslugende mismod. Den indre sammenhæng og det finurlige billedunivers kan man imidlertid kun imponeres over og det uhæmmede vredesudslip skaber en energi, som ikke skorter på hestekræfter.
