En truet art? – Erik Svendsen og Marie-Louise Svane LITTERÆRE LIVLINER
Antologien LITTERÆRE LIVLINER søger svaret på, hvilken plads litteraturarven har i globaliseringens tidsalder. Bogen samler en række interessante artikler om klassikernes status i ind- og udland.
Citat
Det nye er ikke, at der er forskellige meninger om, hvordan litteraturhistorien skal skrives, hvad og hvem der skal med, og hvad der er sigtepunktet fra dengang frem til i dag. Den meningsbrydning har altid været der og er i det hele taget det, der gør, at litteraturen bliver ved med at stå i en aktiv og fornyet dialog med nutiden. Nemlig den dialog, der handler om, hvordan vi arver os selv og vores historie på nutidens betingelser. Det nye er, at dialogen med historien, der førhen har syntes nødvendig og indlysende, ikke længere synes at være så nødvendig.
I Danmark er det svært at sige klassiker uden også at sige kanon, hvorfor første del af antologien LITTERÆRE LIVLINER handler om kanonprojektets konsekvenser for bl.a. undervisningssystemet og den danske nationalitetsfølelse. Og her hober paradoxerne sig op: hvorfor igangsatte kulturministeren sit kanonprojekt, samtidig med at han beskar de kulturinstitutioner, der kunne have holdt kulturarven i live? Hvordan kan forfatterne på kanonlisten sige noget om dansk kultur, når deres værker handler om randeksistenserne? Og hvordan bærer man sig ad med at holde af sin kulturarv uden at blive sat i bås med Brian Mikkelsens konfrontatoriske værdipolitik?
De spørgsmål tynger tydeligvis bidragsyderne i antologien, hvor ingen har lyst til ideologisk at bakke op om kanonprojektet, men de fleste alligevel mener, at klassikerne holdes i live takket være samme. At klassikerne skulle være en specielt truet genre, skurrer lidt i mine ører. Det minder mig om den ofte gentagede påstand om at børn ikke læser bøger, selvom flere undersøgelser viser, at børn læser meget mere end voksne. Jeg troede problemet var, at ingen læser ny kvalitetslitteratur? Findes der en bogreol hos en almindeligt interesseret læser, der ikke indeholder noget af Herman Bang, Johannes V. Jensen og H.C. Andersen? Jeg er ikke sikker, men derfor kan man selvfølgelig godt mene, at de skulle læses endnu mere og af endnu flere.
Det mener Harold Bloom for eksempel, og han dukker indlysende nok op i flere artikler, da hans bog THE WESTERN CANON har været en stor inspirationskilde for hele kanonprojektet. Bloom så med frygt i blikket, hvordan det studie, han elskede og kendte som litteraturvidenskab, hvor man beskæftigede sig med kanonrækken af døde, hvide, europæiske mænd (altså klassikerne), langsomt ændrede sig til kulturstudier af populærlitteratur, kvindelitteratur og andre sublitteraturer. I kønsstudier ville man have beskrevet kanondebatten som en kamp om territorium, her er kanonen patriarkatets sidste bolværk i kampen om kulturen. Det er nu ikke rigtig noget de 12 mandlige og 2 kvindelige bidragsydere beskæftiger sig med i denne antologi, det ville ellers have været en sjov artikel.
I andet afsnit holder Jens Christian Grøndahl en skåltale for litteraturen og sproget og hilser pænt på sine forbilleder. Det fik mig til at tænke på Theis Ørntoft, der indleder sit bidrag til ANTOLOGI 2010 anderledes frækt: ’Flyt jer, forbilleder/ I har stillet jer hvor jeg skulle stå’. Næsten sådan siger teatermanden Klaus Hoffmeyer også, han aflægger vidnesbyrd fra en kunstform, hvor klassikerne får lov at fylde så meget, at de skygger for andre værker, nye som gamle. Set fra litteraturverdenen kan man dog her hente trøst i visheden om, at måske læser folk ikke nok klassikere, men heldigvis kan de ikke se for meget til dem på teateret.
Tredje og sidste afsnit har bidrag fra Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Nordamerika, der hver især forholder sig til klassikernes status i de respektive lande. Det er oplysende at orientere sig i andre landes litteraturdebat, og det virker som et helt oplagt valg fra redaktørernes side at få det internationale aspekt med i antologien.
LITTERÆRE LIVLINER gaber over mange emner: den ene kanondebat, den anden og den tredje, klassikernes status i undervisningssystemet, deres rolle som nationale klenodier og det internationale udblik. Det giver en masse gode artikler, der stikker i mange retninger, alle tiders mulighed for at få nuanceret sit syn på klassikerlitteraturen.
