En tunge mellem krig og digt – Mikkel Brixvold SÅ EFTERLADES ALT FLÆSKENDE
Brixvolds digte fortæller i salver af adjektiver og sammensyede ord. Det går hidsigt råbende og farligt derudad, men de taber desværre kraft netop i viljen til at beskrive.
Digt
Noget
andet end
ærligt spor an siger
stjernerne hvorhen siger
ingen måske siger
alle med ekspertmine og
heiler
SÅ EFTERLADES ALT FLÆSKENDE er Mikkel Brixvolds debut, han har tidligere været udstationeret elitesoldat i Irak. Digtene vil gerne fortælle, og det gør de fleste af dem spyttende ivrigt. Der er en desperation i stemmen, der taler. Men altså også en desperation, der rækker så langt frem mod læseren, at man næsten føler sig bekriget.
– Jeg ligger i en sur/ ske og drømmer om at pantsætte/ fredstidens følelsesmæssige/ frivolitet vi/ har alle slået en handel af med/ Satan syvsinds sugende/ marven ud af meningsløshedens/ lårbensknogle vi harper kolde/ syvstjerner og kølsviner skamroden/ i/ en/ uendelighed HALLELUJA synger det/ mindskende tomrum lokkende når trykket i/ brystet i takt med landingsstellet letter (…)
Sådan efterlades der ikke så lidt. De lange beskrivelser, tillægsformer og adjektiver, vil måske bringe læseren tættere på det, der beskrives. Men de kan altså også bringe læseren længere væk, så sproget til sidst bliver en glat flade, hvor al association drætter af. Sådan oplever jeg nogle af digtene i samlingen.
Jeget fortæller fra barndommen, fra krigszonen, fra parforholdet og et civilt København. De fleste af teksterne buldrer afsted i action-tætte forløb med linjebrud, der får ordene til at klæbe. Eller man kunne sige, ordene trækkes sammen og bliver træge, som denne ‘olivenmørkkanvasteltlejr’ eller denne ‘apacekamphelikoptermonteret-ikke-særligmeget-MINI-GUN’. Sidstnævnte, gennem flere linjebrud. Man farer vild og vender om og læser så videre igen.
Men nogle steder bliver Brixvolds stemme helt stilfærdig, på grænsen til tyst. Det er, som om larmen har lagt sig, og det hænger måske sammen med, at jeget visse steder har forladt krigsrummet. Et eksempel er denne lille hverdagssekvens:
– Jeg møder dig i morgen dér ved/ cykelhandleren og da vores øjne mødes/ er vi med ét vores/ fremmedlegemer tonstungt bevidst i/ kugleskjul fra/ hver sin nærliggende port mens alle/ andre bare er på vej forbi i skole gennem/ Nørreport og ned ad/ Nørregade sidst/ jeg så dig/ gik vi ikke hjemmefra ubevæbnet.
Her er kun en snert af den speedede stemning fra de andre, især, krigsdigte. Jeg tager mig selv i at ville have digtene til at tage det roligt med deres ord, men det går op for mig, at de måske ikke kan tage det roligt. De fortæller om krig, det er ikke roligt:
– Når det mellemøstligt/ konsekvente mørke igen sænker sig/ for natten kommer de gråsorte mørkemænds/ sagte/ skygger igen uden for perimeteren/ snigende armeret med skovle og/ medbragte mobil udløste/ miner ofte/ kommer der flere hver/ natsom når først nedgravet (…)
Og så videre. Således fortsætter flere af Brixvolds sætninger i utrolige længder, der altså gør læsningen en smule iltfattig. Flere steder er det, der skrives om, absurd, det er forbi det tragiske og blevet absurd. Jeg må alligevel erkende, at krigen griber mig mere end digtene, jeg kommer til at læse dem dokumentarisk, som en slags vidnesbyrd.
Brixvolds digte kommer fra et særligt sted, som de fleste kun er bekendt med gennem medierne. I SÅ EFTERLADES ALT FLÆSKENDE sluses krigserfaringen gennem den poetiske form, mere eller mindre vellykket. Det er brutalt, ingen tvivl om det, måske er det sådan, det skal være.
Jeg har lært noget om krig af denne samling tekster, men jeg mangler at lære noget om sproget. Og det må først og fremmest være digtes ærinde. I citatboksen lader jeg en lille knop af et digt stå, som jeg kom godt overens med, midt i samlingens ellers ræsende tale.
