En tynd gang terror – John Updike TERRORIST
Hvad driver nogle mennesker ud i terrorisme? Hvad tænker en terrorist? Det er blot to af mange vigtige og spændende spørgsmål til samtiden, som TERRORIST ikke formår at give et bare halvvejs tilfredsstillende svar på.
Citat
Ahmed til sin kristne skoleveninde Joyleen:
”Profeten er mange ting for sin menighed, men vi kalder ham ikke for vores ven. Vi er ikke så hyggelige, som jeres præst sagde.”
”Årh,” siger hun, ”lad os tale om noget andet. Tak fordi du kom, Ahmed. Det havde jeg aldrig troet du ville.”
”Du har været elskværdig over for mig, og jeg var nysgerrig. Det kan være nyttigt at kende fjenden.”
”Fjenden? Hov, stop. Du havde ikke nogle fjender derinde.”
”Min lærer i moskeen siger at alle vantro er vores fjender. Profeten siger at alle vantro skal udslettes til sidst.”
Forestil dig, at Philip Roth begyndte at skrive fantasybøger om troldomslærlinge på engelske kostskoler. Eller forstil dig, at J. K. Rowling begyndte at skrive romaner om eksistentielt og seksuelt plagede midaldrende jødiske mænd. Begge er fremragende forfattere, men enhver kan sige sig selv, at en realisering af de ovenstående tankeeksperimenter ville resultere i noget tåkrummende hæsligt. Det af den simple grund at forfattere skriver bedst om det, de kender, eller dertil, hvor deres fantasi rækker.
Med det in mente, forestil dig så nu, at John Updike – en af USAs største forfattere i snart fem årtier – forlader sine vanlige tragikomiske sædeskildringer fra søvnige amerikanske forstadskvarterer og i stedet kaster sig over de inderste tanker hos en fanatisk ung libanesisk-amerikaner bosat i et sort slumkvarter. Det lyder besynderligt, men det er ikke desto mindre, hvad Updike gør i TERRORIST. Resultatet er derefter.
Enspænderen Ahmed er ved at afslutte high school og har ikke mange planer derefter. Han væmmes ved det grådige og overfladiske amerikanske samfund og finder kun trøst i Islams dydige vej, som han fodres med af den lokale imam. Det står fra side 1 skrevet i panden på Ahmed, at han er en færdigbagt og terrorberedt fundamentalist, og det leder til romanens første fatale fejlskud; Ahmeds personlighed er mere en robots end et menneskes, og man får aldrig en dybere social eller psykologisk forklaring på ham.
Plottet i TERRORIST har den tvivlsomme ære på en gang at være både tyndbenet, konstrueret og, værst af alt, så usandsynligt, at det nærmer sig det ufrivilligt komiske. Man skal som læser bl.a. sluge, at Ahmed udpensler sine Bin Laden-ismer til Gud og hvermand, uden at nogen reagerer (se citatboks), samt at CIA åbenbart planter agenter, der arrangerer storstilede terrorangreb, og at de derefter – tilsyneladende uden grund – intet gør for at forhindre massakrerne!
Minsandten om det ikke alligevel, de plotmæssige afsindigheder til trods, er lykkedes at gøre historien urimeligt langtrukken og jævnt stillestående. Det er først på romanens sidste 30 sider, at der begynder at ske noget, men det noget forpurres af, at man ikke vil have det mindste imod, at alle romanens papfigurer blev sprængt i småstykker (så er en fortsættelse i det mindste udelukket), samt af at Updikes følsomme impressionistiske pen på ingen måde egner sig til hæsblæsende actionscener.
Hvis undertegnede nu skal være lidt flink (og tro mig, der er ikke noget, jeg hellere ville være overfor Updike – han har skrevet nogle fantastiske romaner) så er hans sproglige begavelse stadig intakt, når den et par enkelte gange får lov at udfolde sig i familiære omgivelser.
Men TERRORIST er John Updikes formentlig ringeste bog i hans 48-årige karriere, så hvorfor overhovedet få den tanke at anskaffe sig romanen for at lede efter de små svage glimt af, hvad der engang var et formidabelt forfattertalent? Gør dig selv og Updike en stor tjeneste og læs en af hans klassikere i stedet.
