En tysker med humor – MÜNCHHAUSENS EVENTYR
Otto Gelsteds oversættelse af Münchhausens klassiske eventyr i en ny, frastødende grim udgave med illustrationer af Storm P. Man griner og græder.
Citat
Jeg havde været på en længere jagttur i en polsk skov, og både dagslyset og krudtet var sluppet op. Da jeg var på vej hjem, kom en frygtelig bjørn farende imod mig med opspilet gab, parat til at kaste sig over mig. Forgæves gennemrodede jeg lommerne for at finde krudt og kugler, men fandt kun to flintestene, som jeg havde haft med i reserve.
Den ene kastede jeg af al kraft ind i uhyrets gab, så den røg lige ned i svælget. Det gjorde ondt. Bjørnen gjorde omkring og gav mig derved lejlighed til at slynge den anden flintesten ind gennem røvhullet. Virkningen var forbløffende. De to flintesten stødte sammen i bjørnens mave og slog ild, så bæstet røg i luften med et vældigt knald.
De fleste kender nok baron Münchhausen fra løgnehistorier som den om hesten, der bliver bundet til en pæl, som viser sig at være spiret på en snetildækket kirke. Eller den, hvor han rider i en dam og må hive sig selv op ved håret, eller hvor han ved hjælp af en hurtigvoksende bønne klatrer hele vejen op til Månen.
Færre kender måske den knapt så nuttede Münchhausen, der tæver livet ud af Mikkel Ræv med skaftet af sin pisk eller dolker 5.000 isbjørne ihjel for at få fat i deres pels. Eller ved hjælp af to flintesten får en bjørn til at eksplodere.
Endnu færre er nok klar over, at Münchhausen har eksisteret i virkeligheden. Han boede på et gods ved Hannover det meste af sit liv (1720-97) og lystrede navnet Karl Friedrich Hieronymus Freiherr von Münchhausen. Han deltog i krigene mod tyrkerne på russisk side, trak sig senere tilbage og brugte resten af livet på at fylde sig med vin og fortælle vidt og bredt om sine krigsoplevelser.
Det er en vis Rudolph Raspe og den tyske forfatter Gottfried August Bürger, vi kan takke for, at baron Münchhausens fortællinger blev til de kulørte eventyr, vi kender i dag. Raspe var en god ven af baronen og ville tjene en skilling på at udgive historierne og smurte i den anledning ekstra tykt på. Baronen selv var dog ikke interesseret i den slags berømmelse, som Raspes eventyr førte til. Forståeligt nok eftersom de skabte ham et eftermæle som notorisk løgner.
Raspe udgav sine eventyr på engelsk i Oxford i 1785 (ikke 1781 som efterordet påstår), og Bürgers version så dagens lys i Göttingen året efter. Det er måske grunden til, at man i eventyrerne aner et interessant politisk og åndshistorisk tidsbillede. Baronen er ikke så lidt anglofil, og har absolut intet tilovers for franskmænd, og Münchhausen-figurens blanding af tysk naturmystik og engelsk høviskhed og frisind ligner en munter germansk udgave af Don Quijote. Heroverfor står som den naturligste ting i verden den franske arvefjende, kujonagtig og dum som en dør.
Og så er det heldigvis alligevel ikke så sort-hvidt. ’Jeg kunne naturligvis ikke finde mig i at stå tilbage for en franskmand’, fortæller Münchhausen et sted, hvorefter han ved et uheld kommer til at kyle den tyrkiske sultans yndlingskanon i havet, fordi han vil blære sig.
Man fryder sig over absurditeterne og overdrivelserne, der takket være en god portion selvironi forvandler godmodig (og røvkedelig) gyngestolsklukkeri til robust skoggerlatter. Münchhausen er dybest set bare et latterligt fjols, og dét bliver ved med at være morsomt.
Trist er det imidlertid, at bogen skal være så hysterisk grim. Omslagets pastelgule nuance ligner dødt hud, og skrifttypen er intet mindre end afskyelig. Efterordet er underligt uklart, kommasætningen følger tydeligvis et eller andet uudgrundeligt tilfældighedsprincip, og papirkvaliteten er fornærmende ringe. Man har mest af alt fornemmelsen af at sidde med Lars Larsens reklameomdelte selvbiografi mellem hænderne. Ikke en værdig indpakning for en tysk klassiker.
