En ubekvem aflevering – Ian McEwan VED CHESIL BEACH
At Ian McEwan er en mester ud i antydninger og stemninger er ingen nyhed. Nyheden er en underspillet humor – selvfølgelig med en tragisk snert – som udleverer både to unge elskende og deres tid, de tidlige tressere.
Udgangspunktet i VED CHESIL BEACH er så yndigt: Edward og Florence er lige blevet gift, og sidder derfor i brudesuiten på en kro ved Chesil Beach i Sydengland. De har travlt med at forsikre hinanden om deres kærlighed, men i virkeligheden kører begges tanker omkring det nært forestående ritual: fuldbyrdelsen.
Edward venter i spænding. Hans våde drengedrømme skal snart indfries, og han må konstant koncentrere sig om, at hans ophidselse ikke skal få vanærende konsekvenser. Måske skulle han ikke have undladt sin daglige selvtilfredstillelse i en hel uge.
Florence venter derimod med en følelse af afsky. Hun har frygtet tidspunktet og sidder med hovedet fyldt af illustrationer og uhyggelige ord fra den progressive håndbog for unge brude, hun har læst. F.eks. ordet ‘opsvulmede lem’. Noget mere ulækkert kan hun ikke forestille sig.
Fra dette scenarie bringes læseren tilbage i tiden. Man erfarer, hvordan de to unge mødtes, hvordan deres familier er, ambitionerne og hvordan de opfatter sig selv og hinanden.
I springene mellem scenen med de nygifte og deres fortid kommer Edward og Florences personligheder for alvor til udtryk. På godt og ondt. Tilbageblikkene viser dem som to mennesker, der har sig selv højt i agt. De anser sig selv for at være sofistikerede. Hun er ambitiøs musikstuderende med egen lovende kvartet og han er historiestuderende med planer om et stort forfatterskab. Men ved Chesil Beach ser vi nogle helt andre sider.
Især Florence bliver interessant, når McEwan opviser sin uhyre fine fornemmelse for at skildre et menneske med et sind i oprør. Et eksempel er de billeder Florance bruger om det ventende samlejet. Hun foretrækker at bruge ordet ‘tæt omfavnelse’ i sine tanker. Et ord hun kan bruge til at distancere sig med. Dermed gør hun det ukendte til noget kendt og meget mere overkommeligt. Men på selve dagen kommer andre ting på spil: idèen om en omfavnelsen afløses af den rå penetrering og billeder af kød, der bliver skåret hul på.
Hvor Florence efterhånden fremstår som en ung pige, der har et problem med noget ukendt og måske med en far, som var enten for fraværende eller nærgående, så bliver Edward grinagtig. Han bliver en dreng, der kun har en ting på hjernen, og som fuldstændig misforstår sin kones signaler. Når hun piber af frygt, hører han en ophidset stønen. Begge er de dog skabt af deres tid – af de tidlige tresseres bornerthed, hvor det var lige så slemt at være frivol, som at være frigid. Det ene var utugtigt, det andet uægteskabeligt – især med så fødedygtige hofter, som dem Florence er velsignet med.
Der bliver lagt stor vægt på, at vi befinder os i datiden, med indledninger som ”Det var på det tidspunkt stadig en æra…” og ”Det var en epoke…”. Fortælleren og læserne befinder sig ikke bare i en anden tid, men er også ude af den æra, som bogen omhandler. Det er der flere hensigter med. For det første skaber det en følelse af noget tabt, som ikke kan omgøres. Det påminder os om den gamle klichè, at vi skal gribe chancen, mens den er der. Den anden hensigt er at minde læserne om, at vi skal glæde os over at være i en ny æra, hvor det er blevet, om ikke nemt, så nemmere at være ung i sine følelsers vold.
En kort roman med stort format.
