En uforløst mund
Morten Chemnitz skriver forsagtheden frem. Der er tysthed, og der er apati. Sætningerne dirrer klart i al deres skønhed, men det kan alligevel være svært at fastholde opmærksomheden.
I Hindre er kroppen flænget, i smerte, og hjertets vægt er ”et svært område af dagen”. eget er isoleret i et rum afgrænset af vægge, i en krop afgrænset af hud. Denne afgræsning virker klaustrofobisk, men jeget er for apatisk, måske endda for sorgfuldt, til at bryde ud. Det tager bare imod dagene, som tager form af sollys, der kaster sig ind på gulvet og trækker sig væk igen. Alt imens jeget bare ligger ”stille mens det driver over”. De mindste bestanddele af rummet bliver holdepunkter: ”Jeg holder fast i bordpladens kanter / uden at tilføje noget”. Og det er netop denne mangel på tilføjelser, en slags forsagthed, der kendetegner bogen.
På trods af det relativt ydmyge omfang på 67 sider, bliver digtsamlingen, i mine øjne, dog en anelse monoton. Måske savner jeg en smule uregerlighed midt i den ellers formfuldendte apati. For siderne tager, ligesom dagene, hinanden, uden synderlig variation, hverken i forhold til formen eller digtenes inventar. Her er: led, vægge, øjne. Øjne, vægge, led. Samlingen fremstår velkomponeret og stram, men også lettere hermetisk. Jeg tror, jeg savner noget mere kødfuldt at kunne gribe fat om.
Måske er det fordi, at sproget, ligesom kroppen, er sprængt. Tilbage står fragmenter af tekst, som for mig at se kan være svære at sammenvæve til et samlet stykke stof, en klar forståelse af lidelsens ophav. Den flængede krop, det tunge hjerte; smerten, den sætter sig ikke rigtigt i mine knogler. Selvom man nok bør forholde sig kritisk over for til trangen til at trænge ind i en forestillet tekstlig kerne, så må jeg altså indrømme, at en følelse af fremmedgjorthed over for teksten ligesom også en snert af kedsomhed rammer mig.
Men mit blik er også vaklende, forlystelsessygt, og når jeg nu alligevel trodser tilbøjeligheden til at lade mig distrahere fra læsningen af Hindre og fortsætter, så kan jeg ikke undgå med jævne mellemrum at blive opstemt over værkets sproglige sensibilitet. Chemnitz skriver nemlig skarpt hulrummene frem i verden; baghovedets krumning, ”en afskærmning / for talen / som lige kan skimtes”.
Melankolien gennemsyrer de isklare sætninger, og forfatterens sproglige overlegenhed understreges ved at Chemnitz elegant navigerer uden om en usikker digters værste fjende; klichéen, på trods af, at vokabulariet byder på højpoetiske (læs: vulgært gennemtærskede) ord som hjerte og smerte: ”skylagets retning / inde i ruderne / en smerte / har omgjort mig før”.
I Hindre er der smerte og skønhed, afmagt og en snert af håb. Til sidst. Efter at have været lullet ind i en nærmest søvndrukken, apatisk tilstand, sker der nemlig noget, som kunne minde om en forløsning. Måske er det smerten, der nu har omgjort jeget og givet det en ny klarhed i talen; en løsnet tunge. Eller måske er der blot tale om et øjebliks klarhed, et glimtvist fravær af den døs, der ellers har kendetegnet samlingen. Under alle omstændigheder sker der i hvert fald en opvågning på værkets sidste sider, hvor den forsagte mund løsnes:
”opvågningens rifter / det knitrer omkring øjnene
den samme / hindring / løsnet i munden
jeg ved ikke hvor jeg har været” (s. 65)
Jeg føler mig dog stadig en anelse uforløst.
