En ung mands drøm – Thorstein Thomsen DEN, DER HVISKER, LYVER
Thorstein Thomsen har skrevet en roman om den gamle mand, der ser tilbage på sit liv, sine fejlslag og sin store succes. Det er for så vidt en udmærket fortælling, men personerne bliver aldrig rigtig levende.
Citat
Han var på banegården for at tage afsked. Men den afsked, han skulle ned og tage, havde han taget. Dette var skrammel og larm og oprømthed. De sidste dage havde Flemming og Mads boet på kassernen, de var i uniformen ligesom alle de andre. De var allerede soldater. De var allerede taget afsted. Niels følte ikke, han var sammen med sin ven. Flemming blafrede oprømt, lo, flød over af forventning og stolthed, slog uniformklædte mænd på skuldrene og sagde fornavn og du, unge mænd, som Niels aldrig havde set, mænd med udstående ører på toppen af tynde halse, mænd med blæverfedt om hage og mave. Der var nazifaner på perronen, et uniformeret marchorkester stod og spillede.
Niels Ruel er hovedperson i DEN, DER HVISKER, LYVER, og det er han som en hård forretningsmand, der kravler op af pengestigen. Thorstein Thomsen er muligvis blevet inspireret af Matadors kyniske person Mads Skjern til skildringen af Niels Ruel, for der er forbavsende mange lighedstræk mellem disse to forretningsmænd.
Deres baggrund er ens – de kommer begge fra et indre missionsk, jysk miljø, et sted ingen af dem har lyst til at vende tilbage til. De glemmer alt om moral og kærlighed i forsøget på at nå til tops, og de når begge derop med deres smukke koner ved deres side. Og endelig har de det tilfælles, at de begge har meget sparsom kontakt til deres familie, og pudsigt nok er det for begges vedkomne en faster, der spiller ind – og får en betydning. For Mads Skjern er det som bekendt Faster Anna, der banker på døren og minder ham om fortiden. For Niels Ruel er det Faster Frida, der dog i dette tilfælde spiller en anden rolle, da det er hende, der er med til at skubbe Niels fremad.
Fortællingen i DER, DER HVISKER, LYVER er interessant, særligt er skildringen af Niels Ruel og hans venskab til Flemming fin. De oplever København om natten i tiden op til 2. Verdenskrig, de diskuterer nazismen, drikker og danser, de kysser de samme piger, de har ens drømme, men alligevel udvikler de sig i forskellige retninger. Flemming melder sig som SS-ere og drager i krig, mens Niels udlever hans og Flemmings drøm om, at starte deres eget forlag.
Niels Ruel er en litteraturens Mads Skjern. Han tjener sine mange penge som redaktør på sit eget forlag, og han elsker bøger. Dette er til gengæld også det eneste sympatiske, man kan sige om ham.
Problemet med DEN, DER HVISKER, LYVER er, at personerne ikke bliver rigtige mennesker. De forbliver flade roman-karakter, som ikke rejser sig fra papiret, og dermed bliver handlingen i romanen ikke rigtig nærværende. Personerne kommer ikke under huden på én, hvad end det drejer sig om smukke og forkælede Benedikte, handlingskraftige og dumme Flemming eller Niels selv, som vi trods alt følger fra han er ung i Kolding, til han er en gammel mand på toppen af forretningslivet. Man bliver ikke rørt af deres sorger eller glæder, og dette gør, at læsningen af DEN, DER HVISKER, LYVER bliver en lidt lunken og flad oplevelse.
Det undrede mig fra start til slut, hvorfor romanen hedder DEN, DER HVISKER, LYVER. Hvorfor vælger man at kalde sin roman dette, når Ida Jessen i 2001 udgav romanen med den enslydende titel, nemlig DEN DER LYVER? Redaktøren på Rosinante burde have været lige så kvik, som redaktør Niels Ruel er i fiktionen. Jeg er sikker på, at Niels Ruel ville have rette denne til en mere sigende og selvstændig titel.
